Rusland efter Trumps missiltrussel: Vi fører ikke 'Twitter-diplomati'

Den russiske præsident, Vladimir Putin, opfordrer til at lade 'sund fornuft sejre'.

Vladimir Putin opfordrer til at lade sund fornuft råde og afviser at indgå i det, Kreml betragter som 'Twitter diplomati'. (Foto: © pool, Scanpix)

I Rusland har man ikke meget til overs for den amerikanske præsident, Donald Trumps, trusler om en eventuel militær mission mod Syrien.

Efter Donald Trump tidligere i dag på Twitter advarede Rusland om, at missiler var på vej, advarer talsmand for Kreml, Dmitrij Peskov, om at forværre en i forvejen usikker situation.

- Vi deltager ikke i Twitter-diplomati, sagde han ifølge det statskontrollerede nyhedsbureau Tass.

Og på et møde med en række udenlandske diplomater, opfordrede den russiske præsident, Vladimir Putin, til at lade 'sund fornuft' sejre for at få de internationale forhold rettet ind på en mere konstruktiv kurs.

- Situationen i verden er blevet mere kaotisk, så man kan ikke andet end at bekymre sig, lød det fra præsidenten.

Opdigtet angreb

Ifølge Dmitrij Peskov har USA opfundet efterretningerne om et kemisk angreb i den syriske by Douma, og han har samtidig afvist, at de kan bruges som en retfærdiggørelse af et eventuelt amerikansk angreb mod den syriske regering.

Efter lørdagens formodede giftgasangreb på den syriske by Douma er fronterne mellem USA og Rusland tegnet hårdt op.

I nat nedlagde den russiske ambassadør veto i FN's sikkerhedsråd mod et forslag fra USA om at undersøge, hvem der står bag det formodede angreb, og tidligere i dag sendte Donald Trump så advarslen til russerne:

- Rusland har lovet at skyde alt og alle missiler ned, som vil blive affyret mod Syrien. Gør jer klar, Rusland, for de kommer, skrev han på Twitter.

Russisk militær fastholder til gengæld, at giftgasangrebet er iscenesat af den syriske hjælpegruppe 'De hvide hjelme' og afviser også WHO's meldinger om, at der skulle være dræbte i Douma.

Endnu ingen konklusion

Hvor USA's præsident Trump ikke har tøvet med at placere ansvaret for det formodede angreb på den syriske regering og præsident Bashar al-Assad, vil den amerikanske forsvarsminister Jim Mattis endnu ikke konkludere noget.

- Vi er stadig i gang med at vurdere de efterretninger, vi har. Det gælder både os selv og vores allierede, vi arbejder på det, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.