- Rusland har smadret FN’s Sikkerhedsråds troværdighed.
Det var det utvetydige budskab fra den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, efter at hendes russiske kollega, Vassily Nebenzia, i nat havde nedlagt veto mod en uafhængig undersøgelse af det formodede giftgasangreb i den syriske by Douma i sidste uge.
Det var amerikanerne, som havde fremsat FN-resolutionen i Sikkerhedsrådet, hvor både USA og Rusland er blandt de fem permanente medlemmer.
Og målet var blandt andet at få fastlagt, hvem der stod bag det dødelige angreb i byen, der er kontrolleret af syriske oppositionsgrupper.
Men russerne, der er alliereret med det syriske styre og dets præsident, Bashar al-Assad, havde allerede inden mødet meddelt, at der var ”nogle uacceptable elementer” i resolutionen.
Derfor nedlagde Rusland veto mod resolutionen, mens Kina, der også er blandt de permanente medlemmer, afstod fra at stemme.
- Vi har sagt det før. Rusland vil gøre alt for at beskytte Assad-regimet i Syrien, lød kritikken ifølge CNN fra Nikki Haley, som samtidig betegnede hele afstemningen som ”en parodi”.
- Historien vil huske det, understregede hun.
Rusland: USA vil bære ansvaret
Kritikken så dog ikke ud til ramme den russiske delegation.
Selvom der ifølge det amerikanske udenrigsministerium er tydelige tegn på, at der blev brugt kemiske våben under lørdagens angreb, har russerne flere gange afvist det.
Og inden afstemningen sagde den russiske FN-ambassadør, at amerikanerne ”endnu engang forsøger at vildlede det internationale samfund og tage endnu et skridt mod en konfrontation”.
Derfor havde russerne også selv fremsat en resolution, som blev nedstemt af USA, Frankrig og Storbritannien.
Resolutionen lagde også op til en undersøgelse af det formodede giftgasangreb, men uden at der skulle placeres et ansvar for det. Det ville de tre lande ikke gå med til.
Vassily Nebenzia advarede efterfølgende den amerikanske regering mod at gribe ind militært i Syrien.
USA’s præsident, Donald Trump, fastslog allerede mandag, at der vil kommet ”kraftigt modsvar” på angrebet. Og den amerikanske forsvarsminister, Jim Mattis, sagde i den forbindelse, at et militært indgreb ikke er udelukket.
Da mere end 80 syrere sidste år blev dræbt i et formodet nervegiftangreb, valgte Donald Trump at bombe en af den syriske regerings flyvebaser.
Men ifølge den russiske regering vil amerikanerne ”bære ansvaret” for alle de ”ulovligt militæreventyr”, som de beslutter sig for at gennemføre.
Selvom det ikke lykkedes amerikanerne at få vedtaget sin resolution i Sikkerhedsrådet, så vil lørdagens formodede giftgasangreb blive undersøgt.
Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben, OPCW, meddelte i går, at den efter en invitation fra det syriske styre vil sende et eksperthold til Douma for at undersøge, om der blev brugt kemiske våben i angrebet.
OPCW har dog ikke mandat til at fastslå, hvem der i givet fald stod bag angrebet.
HVAD ER OPCW?
- •
Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben, OPCW, er en mellemstatslig organisation, der blev oprettet i 1997, og som hører hjemme i Haag i Holland.
- •
Organisationen har 192 medlemsstater, og den har siden 2001 haft en samarbejdsaftale med FN.
- •
OPCW overvåger overholdelsen af Konventionen om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring og anvendelse af kemiske våben og sådanne våbens tilintetgørelse.
- •
Organisationen har været aktiv i forbindelse med borgerkrigen i Syrien - blandt andet da nervegassen sarin blev brugt ved et angreb i hovedstaden, Damaskus.
- •
Det førte til, at OPCW i 2013 fik tildelt Nobels Fredspris.
- •
Kilde: Den Store Danske samt Wikipedia