Det er efterhånden svært at finde tillægsord i ordbogen, som kan beskrive, hvor alvorlig situationen er for de 2,3 millioner palæstinensere i Gazastriben.
På grund af israelske bombardementer vurderes det af internationale nødhjælpsorganisationer og FN, at op mod 1,5 millioner internt fordrevne palæstinensere befinder sig i byen Rafah i det sydlige Gaza.
Hundredtusindvis af mennesker befinder sig stadigvæk i det sønderbombede nordlige Gaza. Og både i nord og syd har de civile akut brug for nødhjælp i form af mad, rent drikkevand og medicin.
'En grusom situation'
Men der kommer lige nu slet, slet ikke nok nødhjælp ind til at dække behovet og stoppe sulten blandt store dele af befolkningen og den stigende risiko for hungersnød.
Det siger Bjarke Skaaning, der er katastrofechef i Røde Kors, i denne uges udgave af 'Verden ifølge Gram'.
- Det er en grusom situation. Der står kilometervis af lastbiler med de ting, der er brug for, uden for grænsen til Gazastriben. Men vi kan ikke komme ind med det, fordi krigens parter ikke kan blive enige om at åbne for grænserne og hvordan uddelingen skal foregå, siger han.
Ifølge Bjarke Skaaning er der brug for, at omkring 800 lastbiler med nødhjælp kører ind i Gazastriben om dagen for at dække behovet for nødhjælp, der kun stiger og stiger.
Mangel på nødhjælp er én ting, men manglen på rent vand skaber også grobund for infektioner og sygdomme, der rammer en i forvejen hårdt prøvet befolkning.
Bjarke Skaaning fortæller, at der er flere steder, hvor op mod 500 mennesker skal deles om ét toilet. Og det er langt fra alle toiletter, der har en håndvask.
- Det skaber utroligt mange sundhedsmæssige problemer i et så tætbefolket område med manglende hygiejne, siger han.
Det giver Flemming Konradsen, professor i global sundhed ved Københavns Universitet, ham ret i.
- Det er en historisk svær situation. Vi har et akut problem, men også et langvarigt sundhedsproblem på grund af de forhold, de mange palæstinensere lever under, siger han.
Infektioner og sygdomme er et problem på den korte bane. Det samme er manglen på rent vand.
Flere steder i det nordlige Gaza har de civile kun én liter vand om dagen, der skal dække hygiejne og behovet for drikkevand.
- Som et absolut minimum skal man have tre liter om dagen. Når man har så lidt vand som én liter sammenlagt, så bliver man syg, siger Flemming Konradsen.
Problemerne på den lange bane
Udover de akutte problemer er det den mentale sundhed og underernæring blandt palæstinensiske børn, som vil få konsekvenser på den lange bane.
- Befolkningen er meget ung, og mange har gennemgået frygtelige ting og er traumatiserede. Underernæringen og fejlernæringen, der skyldes mangel på mad og vand, kan på sigt betyde, at børn ikke vil udvikle sig som normalt i forhold til ting som højde og immunforsvar, siger Flemming Konradsen.
Bjarke Skaaning tilføjer, at på to måneder er antallet af akut underernærede børn i det nordlige Gaza fordoblet.
Selvom der ugentligt kommer et lille antal lastbiler ind med nødhjælp til eksempelvis det nordlige Gaza, er der ingen garanti for, at det kommer ud til de mennesker, der har allermest brug for det.
Manglen på kontrol og mangel på sikkerhed i forhold til levering af nødhjælp gør, at det bliver et spørgsmål om, hvem der har de største muskler og hvem, der kan løbe hurtigst. Og i flere tilfælde har bander taget kontrol med den udleverede nødhjælp og solgt det videre i dyre domme på det sorte marked.
- Det er meget tydeligt for os, at der ikke er nogen, der har kontrol med de områder, som israelerne har generobret, siger Bjarke Skaaning, katastrofechef i Røde Kors.
Ifølge Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, har Israel ikke taget kontrol med områderne, for det ville kræve enorme ressourcer i form af specialiseret mandskab.
- Og det ville medføre en risiko for de styrker, der ville være der, siger han i ugens udgave af 'Verden ifølge Gram'.
Ord uden handling
Adskillige lande, deriblandt USA, internationale nødhjælpsorganisationer, FN og EU har i ugevis kraftigt opfordret Israel til at åbne mere op for nødhjælp, særligt langs landjorden, uden, at der er sket noget.
Samtidig er flere lande begyndt at kaste kasser med nødhjælp via fly over områderne i Gazastriben.
- Det er symbolpolitik af værste skuffe, siger Peter Viggo Jakobsen og fortsætter:
- Det internationale samfund vil ikke sætte foden ned over for Israel i forhold til at få dem til at åbne for mere nødhjælp. Adskillige lande råber op om, at Israel skal tage ansvar, men man gør ikke noget ved det. Så kaster man nødhjælp ud for at sige: se, vi gør faktisk noget.
USA er et af de lande, som Israel lytter til, men selvom præsident Joe Biden flere gange har opfordret den israelske regering til at åbne for mere nødhjælp, er det blevet ved opfordringer.
Det skyldes, at der er præsidentvalg til november, som står mellem Biden og Donald Trump, forklarer Peter Viggo Jakobsen.
- Trump er meget pro-israelsk. Hvis Biden indfører sanktioner eller stopper våbenleverancer til Israel, risikerer han at tabe valget, siger han.
Men hvor går Bidens grænse i forhold til Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og den israelske regerings ageren?
- Jeg har simpelthen svært ved at vurdere, om Biden egentlig har en rød linje over for Netanyahu. For den kunne man have trukket flere gange allerede.
Våbenhvile og fremtidens rammer
Hvis man skal forsøge at gøre noget ved den lange liste af problemer, så er der nødt til at blive forhandlet en længere våbenhvile mellem parterne i krigen, så nødhjælpen har større chance for at nå frem til de civile.
- Uden våbenhvile og mere adgang, kan vi ikke udføre vores arbejde, siger katastrofechef Bjarke Skaaning.
Men derudover er der også nødt til at blive kigget på, hvordan samfundet i Gazastriben skal bygges op i fremtiden, lyder det fra professor i global sundhed ved Københavns Universitet, Flemming Konradsen.
- Der er brug for at hele sundhedsstrukturen skal bygges op fra bunden af. Det er næsten lagt i ruiner. Men man kan ikke bare tænde for en knap og så få sundhedspersonale tilbage, siger Flemming Konradsen og fortsætter:
- Der er brug for en langvarig indsats for genopbygningen af samfundet og rammer for, hvordan landet kan genopbygges. Uden det, vil samfundet blive som et sår, der ikke vil blive helet i generationer.