Røde Kors om lokale kamppauser i Gaza: 'Vi må se, om det lykkes'

Israels militær vil holde daglige, lokale pauser i kamphandlingerne fra klokken otte til 19 lokal tid.

Det er her ved Kerem Shalom-grænseovergang i den sydlige del af Gazastriben og via en hovedvej nordpå til Det Europæiske Hospital, at Israels militær indfører daglige kamppauser. (Foto: © Tsafrir Abayov, Associated Press)

Der skal meget mere nødhjælp ind i Gazastriben, end der kommer nu.

Sådan har det længe lydt fra nødhjælpsorganisationer og det internationale samfund generelt, og tidligere i dag meddelte Israels militær (IDF) så, at lokale såkaldte "taktiske pauser" i kamphandlingerne skal være med til at sørge for det.

Men katastrofechef i Dansk Røde Kors Bjarke Skaaning modtager nyheden med en vis skepsis.

- Vi står i en situation, hvor titusindvis af mennesker og familier ikke har fået nok at spise i månedsvis, siger han.

- Det er selvfølgelig positivt, at der er et ønske om, at der skal komme mere nødhjælp ind til befolkningen, men vi må se, om det lykkes.

Det er stadig svært at komme rundt med nødhjælpen, fortæller Bjarke Skaaning her:

Pauserne varer hver dag fra klokken 8-19 lokal tid i et område, der strækker sig fra Kerem Shalom-grænseovergangen i det sydlige Gazastriben via en hovedvej nordpå til Det Europæiske Hospital, der ligger syd for byen Khan Younis.

'Nødhjælpen kommer ikke videre fra grænserne'

Bjarke Skaanings forbehold bunder blandt andet i de nuværende udfordringer med at få nødhjælp frem til dem, der har brug for det.

Det er nemlig Israel, der styrer, hvor mange og hvilke grænseovergange til Gazastriben der har åbent, og hvor meget nødhjælp der kommer ind i enklaven.

Og siden Hamas' terrorangreb på Israel i oktober sidste år, er det ikke meget, der er kommet over grænsen.

Ifølge FN's humanitære afdeling, OCHA, er der behov for, at der hver dag kommer 500 lastbiler med nødhjælp ind i Gazastriben. Men det tal har man været langt fra, siden kamphandlingerne tog til den 7. oktober.

På kortet her ses to grænseovergange. Det er omkring den sydlige overgang Kerem Shalom, at der ifølge IDF bliver indført midlertidige stop i kamphandlingerne.

I april kom der dagligt 168 lastbiler ind i Gaza ifølge OCHA, men fra den 6. maj til den 6. juni har det tal i gennemsnit været nede på 68.

Israels militær skal tjekke alt, der kommer over grænserne, flere gange, og ødelagte veje og masser af bureaukrati skaber flaskehalse, så tusindvis af lastbiler med nødhjælp holder i kø ved grænserne uden at kunne komme over.

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch og EU's udenrigschef, Josep Borrell, har tidligere beskyldt Israel for at bruge sult som et våben, og det internationale samfund - heriblandt USA - har lagt pres på Israel for at åbne flere grænseovergange.

- Der er åbnet flere grænseovergange, men vi kan også bare konstatere, at nødhjælpen ikke kommer videre fra grænserne og bliver distribueret til dem, der har allermest behov for den, siger katastrofechef Bjarke Skaaning.

- Det gør det ikke, fordi der er kamphandlinger i Gaza, og fordi det ikke er sikkert at bevæge sig rundt derinde.

Israels militær (IDF) skriver i et opslag på X, at kampene fortsætter i den sydlige del af Gazastriben og i Rafah.

FN: Mere nødhjælp er endnu ikke nået frem

Ifølge IDF er kamppauserne indført efter dialog med FN og internationale organisationer, skriver militæret på det sociale medie X.

Ved Abu Zeitun-skolen, der drives af FN og UNRWA, står børn i kø for at få mad. Skolen ligger i Jabalia-flygtningelejren for palæstinensiske flygtninge i det nordlige Gazastriben. Billedet er fra den 13. juni. (Foto: © OMAR AL-QATTAA, Ritzau Scanpix)

FN byder da også tiltaget velkommen, men bemærker ifølge Times of Israel, at "det endnu ikke har ført til, at mere nødhjælp når den trængte befolkning".

- Vi håber, at det fører til flere konkrete foranstaltninger fra Israels side for at løse de længerevarende problemer, der forhindrer en meningsfuld humanitær reaktion i Gaza, siger Jens Lærke, der er talsperson for FN's kontor for koordinering af humanitære anliggender (OCHA), ifølge mediet.

Pauserne i kamphandlingerne gælder kun et lokalt område nær grænseovergange Kerem Shalom. Kamphandlingerne fortsætter i Rafah, hvor en kvinde her står med to børn. (Foto: © BASHAR TALEB, Ritzau Scanpix)

Nødhjælpsorganisationer skal ifølge BBC stadig koordinere deres færden med det israelske militær, når nødhjælpen skal fordeles under de midlertidige kamppauser.

Gazastribens direktør for FN's Fødevareprogram, Matthew Hollingworth, siger ifølge BBC, at det kun er ét af problemerne, nødhjælpsuddelere står over for:

- Det er det farligste sted i Gazastriben at fragte nødhjælp lige nu.