Retskorrespondent om New York: Det tyder på, at han gik efter at blive dræbt

Politiet efterforsker angreb på Manhattan som 'inspireret' af Islamisk Stat.

En mand kørte i går eftermiddag lokal tid en bil hen ad en tæt befærdet cykelsti på Manhattan i New York og dræbte otte.

Blandt dem var fem argentinere, der var i byen for at fejre deres 30 års studenterjubilæum.

Angrebet endte med, at gerningsmanden smadrede bilen ind i en skolebus og derefter løb rundt på kørebanen svingende med en paintball-pistol og et luftgevær. Han blev skudt i maven af politiet og anholdt.

Den anholdte er en 29-årig mand af usbekisk oprindelse. Myndighederne siger, at han er udenfor livsfare.

Vidner siger, at han råbte "Gud er størst" på arabisk og der er fundet håndskrevne noter på arabisk i bilen. Det kan pege i retning af, at angrebet var religiøst motiveret, vurderer DR’s retskorrespondent, Tine Maria Ilsøe.

- Der er noget ved den måde, han har udført angrebet på. For han har haft en paintball-pistol på sig, og den, har han jo godt vidst, ikke kunne dræbe noget. Det indikerer, at han havde en intention om, at hvis han løb rundt i gaderne med den, så gik der nok ikke lang tid før, han selv blev skudt. Det kunne godt tyde på, at han har været ude på, at han selv skulle dræbes i angrebet.

Et "inspireret" angreb

Ifølge anonyme kilder skulle gerningsmanden have efterladt en håndskrevet seddel i bilen, hvori han skriver, at angrebet er udført i terrorbevægelsen Islamisk Stats navn, men det er ikke bekræftet af officielle kilder.

Ifølge New York Times efterforsker myndighederne angrebet som et "inspireret angreb". Det vil sige, at selvom gerningsmanden var alene om angrebet og ikke har haft direkte kontakt med terrorceller, så kan han være inspireret af Islamisk Stat.

- Det, man siger, er, at han har været alene om det her angreb, og at han har været inspireret. Det kan for eksempel være at gå på nettet og blive inspireret af Islamisk Stat.

- Der behøver ikke at skulle særligt meget til - det vil sige, at han har ikke nødvendigvis været i kontakt med nogen fra Islamisk Stat. Men der er altså også forlydender om, at han i et eller anden omfang har været på de amerikanske myndigheders radar – selvom det fortsat er uvist præcist, hvad det har været for.

Øget sikkerhed

Næste skridt for myndighedernes efterforskere er at tage et grundigt kig på gerningsmandens netværk og omgangskreds.

- Man vil kigge på, om han har tråde, kontakter eller andre, som kan være interessante - ikke bare for det her angreb - for der har myndighederne sagt, at truslen er overstået - men om der er andre i hans omgangskreds, der går med lignende tanker.

Gårsdagens terrorangreb er det første, der har kostet menneskeliv i New York, siden angrebene på World Trade Center 11. september 2001.

Tine Maria Ilsøe forventer stramninger i det amerikanske terrorberedskab efter angrebet.

- Det vil der helt givet komme. For det første taler det her ind i præsidentens løfter om at lukke grænserne yderligere. Men derudover er der nogle sikkerhedsspørgsmål. Vi har jo set i Europa med de angreb, der har været der, at man har øget sikkerheden omkring befærdede områder.