Den formodede gerningsmand, der i aftes dansk tid kørte en pickup truck gennem en af New Yorks travleste cykelstier, ser ud til at overleve.
Mindst otte personer er blevet dræbt, heriblandt fem argentinere og en belgier. Samtidig meldes mindst 11 personer alvorligt såret.
Den mistænkte er ifølge anonyme kilder i politiet en 29-årig mand fra Usbekistan, der kom til USA i 2010. Det skriver flere amerikanske medier.
Og det, at manden ser ud til at overleve, giver FBI en unik mulighed for at kortlægge hans færden, fortæller DR's USA-korrespondent, Lillian Kretz.
- Det forlyder, at manden netop er blevet opereret og dermed kan FBI afhøre ham, når han er kommet til bevidsthed. Det er meget sjældent, at gerningsmanden overlever angreb som disse, og det giver FBI gode muligheder for at kortlægge hans baggrund.
Oplysningerne om gerningsmandens identitet er ikke bekræftet fra officiel hold.
Se syv øjenvidner forklare, hvordan de oplevede angrebet i New York:
Første dødelige angreb siden 2001
Borgmesteren i New York, Bill de Blasio, har kaldt angrebet en kujonagtig terrorhandling rettet mod civile. Det vil i så fald være første gang siden 11. september 2001, at et terrorangreb har kostet menneskeliv i New York.
Ifølge myndighederne har den mistænkte boet i Florida, men har i tiden op til angrebet opholdt sig i delstaten New Jersey, der ligger tæt på New York.
Selvom man allerede ved en del om den mistænkte, er der stadig arbejde tilbage for politiet, fortæller Lillian Kretz.
- Der er stadig en masse huller, men dem håber politiet at kunne udfylde, når gerningsmanden vågner.