Drømmen om en bedre tilværelse har nu fået over 135.000 flygtninge og migranter til at rejse fra deres hjemlande i Mellemøsten eller Afrika og søge mod europæiske grænser.
Nogle flygter fra krig og konflikt, mens andre håber, at et liv i Europa vil være et uden fattigdom og ringe sociale vilkår. Langt de fleste af førstnævnte årsag, oplyser FN i en ny rapport.
Og antallet af flygtninge, som er ankommet til Europa i årets første halvår, er rekordhøjt.
Faktisk er tallet steget med 80 procent i forhold til samme periode sidste år.
- Desperate mennesker tyer til desperate metoder, og desværre forventes det, at tallet vil stige, siger talsmand for FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, Brian Hansford ifølge Reuters.
Behov for fælles EU-løsninger
Det er især de sydeuropæiske lande, som løfter en stor del af flygtningebyrden, viser rapporten fra FN. Den påpeger, hvordan den massive menneskestrøm har fået lande som Italien og Grækenland i knæ. Lande der i forvejen kæmper med økonomiske problemer.
Grækerne har modtaget flest flygtninge i Europa, viser tallene. Næsten 50.000 mennesker fra lande som Syrien, Afghanistan, Eritrea og Somalia er ankommet til det økonomisk svage land i de første seks måneder af 2015.
Og derfor mener FN, at EU må finde en fælles løsning.
- Dette er et regionalt problem, som skal løses med regionale løsninger og regional solidaritet, siger Brian Hansford.
Videre til Balkan
Senest er Balkan-landene begyndt at mærke strømmen af fremmede. Flygtninge og migranter ankommer til lande som Makedonien og Serbien via Grækenland.
- Siden midten af juni er der ankommet 1.000 mennesker (fra Grækenland, red.) hver dag mod 200 for bare nogle uger siden, skriver FN i rapporten.
På Balkan får flygtningene og migranterne ikke megen hjælp, så de søger nordpå. Målet er for mange at komme videre til Ungarn, ind i EU-land. Herefter kan de forsøge at komme til lande som Tyskland og Sverige.
EU har i flere måneder diskuteret fælles løsninger uden at nå til fuldstændig enighed om en klar strategi for fremtiden. For nylig blev medlemslandene dog enige om en handlingsplan, der godt nok fungerer på frivillige basis, men som skal sprede de mange flygtningesager mere ligeligt i EU.
Over to år skal medlemslandene fordele 40.000 flygtninge, som lige nu er i Grækenland og Italien, mellem sig.
Færre drukner
Når så mange tusinder af mennesker kan nå vejen til Europa, skyldes det ifølge FN i høj grad ustabiliteten i Libyen, der er undergravet af borgerkrigslignende tilstande og et ikke fungerende statsapparat.
Langt de fleste ankommer i primitive og faldefærdige både fra Libyen, de har købt en plads i ved at betale skruppelløse menneskesmuglere, og rejsen mod Europa er med livet som indsats.
Det er i høj grad syrere på flugt fra den blodige borgerkrig i hjemlandet, der sætter livet på spil. Næstflest flygtninge kommer fra Afghanistan efterfulgt af folk fra Eritrea.
Dog, skriver FN i rapporten, har færre på flugt siden maj lidt druknedøden i Middelhavet som følge af EU's øgede indsats og grænsekontrol i området.
I alt er mere end 55.000 flygtninge reddet i Middelhavet i første halvdel af 2015.
Sidste år fandt 350.000 bådflygtninge vej over Middelhavet til Europas kyster. Der forventes op mod 500.000 bådflygtninge i 2015.