Inden for blot et par dage forventer Red Barnet at igangsætte en nødhjælpsindsats for de mange bådflygtninge på de græske øer.
Det fortæller katastrofe-kommunikationsmedarbejder i Red Barnet, Hedinn Halldorsson.
De mange flygtningebørn har blandt andet behov for helt basale ting som mad, vand og tag over hovedet. Derudover vil Red Barnet også oprette særlige beskyttede områder for børn.
- Det er en slags legepladser for børn, hvor vi giver psykosocial støtte. 9 ud af 10 er krigsflygtninge og langt de fleste kommer fra Syrien, Afghanistan og Irak, forklarer Hedinn Halldorsson, der vurderer at omkring 20 procent af flygtningene er børn.
- De har ar på sjælen og er ikke i god stand, når vi møder dem.
Værre end forventet
Hedinn Halldorsson er selv netop hjemvendt fra Grækenland, hvor Red Barnet blandt andet har besøgt flygtningelejrene på Kos og Lesbos for at afklare, hvad behovet var.
Lejrforholdene har været meget kritiseret – blandt andet af generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm – og det billede kan Hedinn Halldorsson nikke genkendende til.
- Situationen var ret dårlig, langt værre end jeg havde forventet. Jeg vidste godt, at det var slemt, men var ikke forberedt på det, som jeg så, fortæller han.
Blandt andet havde flere af dem, som Hedinn Halldorsson talte med dernede, ikke spist i flere dage.
Udfordrende arbejde
Grækenland har ifølge FN modtaget omkring seks gange flere flygtninge i 2015 end i samme periode i 2014.
Samtidig er landet midt i en økonomisk krise, der gør, at situationen for de mange flygtninge er særligt udfordret.
- Den græske stat kan ikke opskalere på nogen som helst områder, de kan ikke udvide sundhedssystemet, de kan ikke styrke politi eller militærindsatsen. Det er en stor del af problemet, forklarer Hedinn Halldorsson.
Den økonomiske gør også koordinationsarbejdet med den græske stat besværligt og derudover er registreringen af flygtningene heller ikke optimal.
- Heldigvis kan vi bygge på vores erfaringer fra Italien, hvor vi har arbejdet med flygtninge i mange år, siger Hedinn Halldorsson.