Putin får grønt lys til militær indsats i Syrien

Overhuset i Rusland har godkendt brug af militær magt i udlandet. Beslutningen angår Syrien.

Ruslands præsident Vladimir Putin mødtes i går med Ruslands sikkerhedsråd. (Foto: © RIA Novosti, Scanpix)

Overhuset i Rusland, føderationsrådet, har godkendt en anmodning fra præsident Vladimir Putin om russisk krigsførelse i udlandet.

Beslutningen vedrører Syrien, oplyser russiske nyhedsbureauer ifølge Reuters.

Fra et center i nabolandet Irak skal kampflyenes missioner koordineres med blandt andre USA, som også kaster bomber over Syrien.

Assad bad om hjælp

Kreml oplyser, at Putin i dag bad Overhuset tage stilling til et forslag om, at landets væbnede styrker kan operere uden for landets grænser.

Anvendelsen af Ruslands væbnede styrker "vil være funderet på folkerettens anerkendte principper og normer," oplyser Kreml.

Det er Syriens præsident, Bashar al-Assad, som har bedt Rusland om militær støtte, oplyser stabschefen i Kreml, Sergej Ivanov.

Han oplyser, at beslutningen alene angår luftvåbnet.

Uenighed med USA

Rusland har de seneste måneder optrappet sin tilstedeværelse i Syrien, hvortil russerne har sendt både militært personel og avancerede våbensystemer.

Putin mødtes mandag med den amerikanske præsident, Barack Obama, i forbindelse med FN's Generalforsamling.

De to ledere er enige om, at der skal findes en løsning i Syrien snarest, men de er ikke enige om, hvordan løsningen skal se ud.

Putin ønsker præsident Bashar al-Assad siddende som en stærk mand i Damaskus. Omvendt mener Obama, at Assad umuligt kan blive på posten, da han har "slagtet" sin egen befolkning med tøndebomber.

Sidst parlamentet i Rusland gav grønt lys til at anvende styrkerne uden for Rusland var sidste år, da den ukrainske sortehavshalvø Krim blev erobret og siden annekteret.

/DR Nyheder/