Med opbakning fra USA er kurdiske og arabiske styrker brudt igennem muren ind i den mest befæstede del af en syriske by Raqqa.
Det oplyste en talsmand fra det amerikanske militær tidligere i dag.
Men selvom der bliver gjort fremskridt på vejen mod at generobre Raqqa, så er kampen langt fra vundet, fortæller DR's Mellemøst-korrespondent, Puk Damsgård.
- At man er kommet igennem muren betyder, at man er kommet ind i den mere befæstede del af Raqqa. Men kigger man på et kort, så er der stadig store dele af byen, som er på Islamisk Stats hænder.
- Så man kan sige, at styrkerne har omringet Raqqa, og nu er de ved den gamle by. Men IS kan flygte derfra ud i andre territorier i Raqqa, som ikke er blevet taget, siger hun.
Den lige linje
Den gamle by er den mest befæstede del af Raqqa, men har ikke den samme symbolske værdi, som for eksempel den gamle by i Mosul havde.
Islamisk Stats nylige tab af netop den gamle bydel i Mosul var af stor symbolsk betydning for terrorbevægelsen, både på grund af områdets moske og på grund af bydelens centrale beliggenhed.
Selve Raqqa er dog af særlig stort vigtighed, fordi det ikke blot er Islamisk Stats hovedstad i Syrien, men også terrorbevægelsens politiske hovedstad i det selvbestaltede kalifat, som de i sin tid oprettede på tværs af landegrænserne i Irak og Syrien, fortæller Puk Damsgård.
- Der går en lige linje mellem Raqqa i Syrien og Mosul i Irak, og det er det rum, de har brugt til at udvide deres magt og territorier i de to lande, siger Puk Damsgård.
Færdige i Irak
Offensiven, der gik i gang for en måned siden, er primært foretaget af en alliance af arabiske og kurdiske styrker, der er samlet under den paraply, der hedder SDF – De Syriske Demokratiske Styrker.
- Det er dem, koalitionen bruger som allierede på jorden. Og så er der en række andre grupperinger, som også arbejder under den samme paraply, men som er mere uafhængige, fortæller hun.
"Kalifatets" hovedstæder
- •
Islamisk Stat har erklæret både Raqqa i Syrien og Mosul i Irak for deres "hovedstæder".
- •
Raqqa har været primær hovedstad og politisk og administrativt hovedkvarter for IS' tidligere omfattende operationer i Irak og Syrien.
- •
IS kontrollerer dog blandt andet stadig et område omkring Eufrat-floden nær grænsen mellem Irak og Syrien.
- •
Området tæller byerne al-Qaim på den irakiske side af grænsen og Al Bukamal på den syriske, og benævnes af nogle som "den tredje hovedstad".
- •
Området, som er det eneste tilbageværende store sammenhængende landområde under IS' kontrol, er ifølge IS selv stedet, hvor terrorbevægelsen i sin tid fik sin opstart.
- •
Kilde: BBC
Man formoder, at cirka 2.500 af Islamisk Stats soldater fortsat opholder sig i den nordlige del af byen. I Irak har man dog allerede udråbt Islamisk Stat som besejret. Og det er heller ikke forkert, fortæller Puk Damsgård.
- I Mosul har Islamisk Stat et meget lille territorium tilbage på under en kvadratkilometer, så der er de færdige som en administrativ enhed. Og nu er de så også pressede på deres territorier i Raqqa.
Alligevel kan man godt forvente, at terrorbevægelsen fortsætter med at operere - trods de ændrede vilkår.
- Det betyder selvfølgelig noget, at Islamisk Stat ikke besidder store territorier, hvor de kan agere og administrere og så videre. Men omvendt, så ved vi jo, at terrororganisationer sagtens kan og er vant til at eksisterer som celler, der retter angreb rundt omkring. Og det vil de stadig være i stand til i stor stil.