Puk Damsgård på grænsen til Syrien: IS blev fordrevet, da Tyrkiet sendte kampvogne ind

Islamisk Stat er fordrevet fra grænsebyen Jarablus i Syrien, efter Tyrkiet i går satte ind med specialstyrker på landjorden.

Tyrkiske soldater klar til offensiv i Jarablus. Både i dag og i går er omkring ni tyrkiske kampvogne rullet over grænsen til Syrien. (Foto: © SEDAT SUNA, Scanpix)

Terrorbevægelsen Islamisk Stat er fordrevet fra grænsebyen Jarablus i Syrien, efter Tyrkiet i går satte ind med en offensiv.

Det var første gang, siden krigen i Syrien begyndte for mere end fem år siden, at Tyrkiet sendte kampfly og kampvogne ind over grænsen.

DR Nyheders Mellemøst-korrespondent Puk Damsgård, der følger situationen fra grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, fortæller, at tyrkerne og den amerikansk-ledede koalition i samarbejde med syriske oprørsgrupper indtog den nordøstlige by.

- Vi så de syriske oprørsgrupper - Den Frie Syriske Hær - stå inde i bymidten af Jarablus. Ifølge Islamisk Stats egne medier valgte IS ikke at tage kampen op. De flygtede ud af byen for at spare på deres krigere. Vi er i en tid, hvor IS presset, siger Puk Damsgård.

Operationen gik relativt hurtigt, da der var forholdsvis få IS-krigere i Jarablus, som er en mindre by.

Grafik: Ninni Munch Pettersson.

Meldinger om nye sammenstød med kurdere

Men Tyrkiets offensiv i samarbejde med Den Frie Syriske Hær og koalitionen er også en ny udvikling, der giver næring til andre problemer.

For tyrkerne slog samtidig til for at jage de syriske kurdere, militsen YPG, ud af området.

Og de syriske kurdere er hidtil den gruppe, der har været den bedste og vigtigste allierede for koalitionen, herunder også Danmark, i kampen mod netop Islamisk Stat.

- Men det her kan gå hen og give andre oprørsgrupper - Den Frie Syriske Hær - et boost i det nordlige Syrien, hvor det ellers er kurderne, der har haft mest succes. Det er ikke ukompliceret. Allerede i aftes fik vi rapporter om, at Den Frie Syriske Hær og de syriske kurdere syd for Jarablus var i kamp, fortæller DRs korrespondent Puk Damsgård.

USA beder kurderne trække sig

Tyrkiet frygter et kurdisk selvstyre i Syrien lige syd for sin grænse og har derfor længe haft et stort ønske om, at koalitionen skulle sige til sine kurdiske allierede, at de skulle holde sig øst for floden Eufrat.

- Det har USA ignoreret indtil i går, hvor vicepræsident Joe Biden var i Ankara. Han sagde til de syriske kurdere, at de skulle trække sig tilbage. Det bliver interessant at følge, hvordan kurderne vil reagere på det på sigt, siger Puk Damsgård fra Tyrkiet.