Krigen i Mosul er historien om den uundgåelige og nødvendige, men brutale krig.
Der findes intet alternativ. Irak og den internationale koalition ønsker ikke, at Iraks andenstørste by for altid skal være under kontrol af terrororganisationen Islamisk Stat (IS). Mange af millionbyens indbyggere har endda set frem til krigen - med glæde. De kalder den befrielsen.
- Mens vi kunne høre krigen rase øst for Tigris-floden, sad vi her og ventede i spænding og tænkte, hvornår kommer de og befrier os, siger Saif, en butiksejer i det vestlige Mosul, to dage efter at han blev “befriet”.
- Vi ved godt, at nogen bliver dræbt, og at krigen er rædsom, men vi kunne ikke leve videre under IS.
Billeder af tortur og drab
I Iraks hovedstad, Bagdad, afspilles krigvideoer fra Mosul i uendelige båndsløjfer på byens store billboards. Landets civile bliver stopfodret med propaganda, der præsenterer soldaterne som nationalhelte.
Alligevel blev de færreste irakere overraskede, da det tyske magasin Der Spiegel publicerede omfattende billed- og videodokumentation, der viser soldaters tortur og angiveligt drab på lokale. Det mest overraskende var, at nogen havde fået adgang til at dokumentere overgrebene.
Billederne, der er taget af fotografen Ali Arkady, viser, hvordan soldater fra elitepolitistyrken Emergency Response Division (ERD) gentagne gange og over tid torturerer lokale, de har i deres varetægt. De bliver hængt op i loftet, slået, truet med knive, våben og ydmyget. I nogle tilfælde har der været tale om lokale, som forinden er blevet afhørt og sat på fri fod af andre irakiske styrker.
Billederne er gået verden rundt, blandt andet i Toronto Star og ABC News, og har fået flere danske partier til at kræve stop for dansk støtte til de irakiske styrker, der er Danmarks og koalitionens partnere i krigen mod IS i Irak.
Drab uden rettergang
Næsten samtidig er det kommet frem i den amerikanske avis Wall Street Journal, at de irakiske styrker også er involveret i udenretslige drab - bestilt af et af koalitionslandene, Frankrig.
Franske specialstyrker og efterretningsfolk er til stede i Mosul, hvor de blandt andet bruger de amerikansk trænede irakiske specialstyrker (ISOF) til at dræbe franske IS-krigere uden rettergang. Filosofien er, at ingen fransk kriger skal vende tilbage til Europa og Frankrig. De skal dø i Mosul. Som en højtstående officer fra ISOF sagde til mig:
- Franskmændene kører deres egen agenda. Vi hjælper dem bare.
Den praksis er i overensstemmelse med krigens love, hvor princippet om rettergang og menneskerettighedskonventioner træder til side, når der er tale om kamphandlinger.
- Når man taler om en egentlig kamphandling mod en modstander, som beviseligt er en del af fjenden, så fortrænger krigens love menneskerettighederne. Der er intet krav om en dommerkendelse, når du angriber militært i en væbnet konflikt, hvor krigens love gælder, siger major og analytiker i international sikkerhed ved DIIS Steen Kjærgaard.
Splittelse og had
Jeg har rejst i Mosul siden offensivens begyndelse i oktober sidste år og har senest spenderet det meste af marts og april i krigen, hvor jeg har boet med og fulgt de irakiske styrker i Vest-Mosul. Jeg var - beklageligvis - heller ikke overrasket, da jeg så Der Spiegels billeder.
De er et udtryk for den splittelse og det had, der er næret i det irakiske samfund siden den amerikansk-ledede invasionen i 2003, hjulpet på vej af sekteriske politikere og korruption. En splittelse, der - nærmest som en selvfølgelighed - også kommer til udtryk i en krig, der handler om, at shia-dominerede irakiske styrker med koalitionens hjælp skal bekæmpe deres egne sunni-landsmænd, der kæmper for IS. En krig, hvor de fleste i Mosul i udgangspunktet bliver mistænkt for at kollaborere med IS, men hvor langt fra alle kan eller bør straffes.
I juni 2014 da IS indtog Mosul på et par dage, smed Iraks politi- og militærstyrker uniformen og stak af. Mange Mosul-borgere var - trods IS' tilstedeværelse - lettede over, at der ikke længere var bemanding ved byens mange militærtjekposter, som de hver dag skulle krydse for at komme på arbejde eller i skole. Hæren og politiet var berygtet for netop ulovlige overgreb på sagesløse borgere, der ofte ikke vidste, hvad der ventede dem, når de skulle passere en tjekpost.
- Det ville afhænge af soldaternes humør, og det gjaldt for enhver pris om ikke at blive tilbageholdt, for så kunne hvad som helst ske, som universitetsprofessor Amir Ahmad beskriver det.
Han boede i byen indtil juni 2015, hvor det lykkedes ham at flygte.
Mistror Mosuls borgere
Borgerne i Mosul, der primært er sunnimuslimer, har i mange år næret mistillid til både centralregeringen i Bagdad og landets militære styrker, der primært består af shiamuslimer, og hvor gennemgribende korruption og brutale metoder længe har været et prædikat. Omvendt er det tydeligt, at heller ikke de irakiske styrker har meget til overs for Mosuls indbyggere.
På trods af at de irakiske specialstyrker i stort omfang hjælper de civile, der er fanget i krigen, har jeg ofte hørt dem tale om, hvordan de civile i Mosul har accepteret IS' tilstedeværelse, og at soldaterne nu, med fare for at miste livet, skal komme og “redde dem”. I Vest-Mosul er mistilliden mellem de civile og styrkerne ganske tydelig. Der er ingen smil og viftende hilsner, når soldaterne kører gennem gaderne.
- Der er en opfattelse helt op i toppen af systemet, at Mosul-borgerne nu skylder staten og hæren noget som tak for at blive befriet. På den måde ser vi en flugt fra ansvaret og en øget splittelse, som om Mosuls borgere ikke er borgere i Irak med rettigheder, siger Haider Al Ibrahimi, der arbejder for organisationen Sanaa, der er involveret i forsoningsprocesser efter krigen.
Drukner sig i whisky
De sekteriske spændinger udspiller sig ved fronten i Mosul. Ofte bliver fanger taget tæt på frontlinjen. Her er soldaterne i sagens natur ekstra opmærksomme på de civile, der flygter eller færdes i området, da IS benytter flygtningestrømme til at stikke af.
Mange af soldaterne i ISOF har været i krig i mere end tre år. De har erobret byer som Ramadi og Fallujah fra IS. De er Iraks mest professionelle styrke, men de bløder. Hver eneste dag, jeg har opholdt mig i Mosul, har de mistet kammerater. Mange af dem håndterer ikke de psykiske konsekvenser af krigen. De lærer at kæmpe, men de lærer ikke at vende hjem.
Nogle af dem, jeg kender indgående, drukner sig selv i whisky, når de har orlov, og Irak yder ingen psykisk hjælp til soldaterne. Psykologhjælp er kun for pattebørn. Når nyheder om en dræbt soldat skratter over radioen, sidder de forstenede. Der er ingen plads til at gå ned eller sørge midt i krigen.
Med andre ord er dem, der udkæmper krigen, ofte rystede og depressive soldater, som nærer et had til dem, der slår deres kammerater ihjel.
Tre episoder
Fra januar til april har jeg bevidnet tre situationer, hvor soldater har taget fanger. De højtstående officerer i ISOF gør konstant en dyd ud af at fortælle soldaterne, at de ikke må begå overgreb. Men det er umuligt for officererne at detailstyre, hvad der sker i krigen hvert eneste minut.
Når soldaterne i front har taget en eller flere fanger, kører de dem 200-300 meter væk fra frontlinjen til den villa, der på det givne tidspunkt udgør basen. I alle de tre tilfælde, jeg overværede, har det været mænd, hovedsageligt unge, der er blevet taget. De får bind for øjnene og hænderne bundet på ryggen.
Ofte rejser informationer om omstændighederne ved tilfangetagelsen ikke med. Når den overordnede på basen afhører dem, kender han ikke grunden til, at de i første omgang blev taget. Det er op til ham at vurdere, hvorvidt de skal sendes videre i systemet til yderligere afhøring. Ofte er der ingen konkrete beviser mod dem.
Jeg har været vidne til, hvordan fanger er blevet sparket og slået og i ét tilfælde, hvordan de er blevet forsøgt skræmt ved, at en soldat lader sit våben i nærheden af deres øre. Jeg har set, hvordan to fanger i ét tilfælde er blevet til et underholdningsindslag og er blevet rullet ind i husholdningsfilm, hvorefter soldaterne har taget selfies med mobiltelefon. I to ud af tre tilfælde blev fangerne sat fri. I et tilfælde med bemærkningen fra en soldat om at:
- Jeg beklager, hvad I har været igennem, men det er desværre processen. Jeg håber, I kan begynde en ny fremtid.
1.500 soldater dræbt i Tikrit
I november, da krigen blev kæmpet i det østlige Mosul, fandt en gruppe soldater en USB-nøgle på en IS-kriger. Da de satte den i computeren om aftenen, indeholdt den tegnefilm for børn og en lang video af den berygtede massakre, hvor IS likviderede mindst 1.500 irakiske soldater ved Camp Speicher i Tikrit. En soldat bemærkede, mens han så videoen:
- Se, hvad de gør ved os. Og så taler verden om, at vi skal tænke på menneskerettigheder, når det gælder IS.
Den opfattelse er udbredt blandt alle styrker, der kæmper i Mosul.
Drab på bestilling
De irakiske specialstyrker er koalitionens mest pålidelige og professionelle partner på jorden i Irak. Sandsynligvis derfor er det også dem, der har været involveret i drab på franske IS-krigere - bestilt af Frankrig.
I en artikel i Wall Street Journal fra 29. maj beskrives det, hvordan franske specialstyrker overgiver efterretninger, navne og fotografier på identificerede højtstående franske IS-krigere til de irakiske styrker, som slår dem ihjel.
"Et ukendt antal franske statsborgere er blevet dræbt af irakisk artilleri og landstyrker,” skriver Wall Street Journal.
Årsagen til de hemmelige operationer er at sørge for, at de franske IS-krigere ikke vender hjem til Frankrig og begår terror, skriver avisen.
Ifølge højtstående officerer med adgang til efterretninger, jeg har talt med, har IS grupperet sine udenlandske krigere efter sprog og nationalitet.
- Der er områder i Mosul, hvor vi ved, der er mange franske krigere, usbekiske krigere og så videre. Ofte bor de der med deres familier. IS har samlet dem, da de forstår og taler samme sprog, siger en officer.
De nøjagtige omstændigheder vedrørende angrebene, herunder hvorvidt krigernes familier bliver dræbt, vides ikke. Ifølge analytiker ved DIIS Steen Kjærgaard ligger angrebene på franske statsborgere indenfor rammerne af krigens love.
- Hvis efterretningerne kan påvise, at de pågældende har en kontinuerlig deltagelse i fjendtlige aktiviteter, så mister vedkommende sin beskyttelse. Så er det lige meget, om han er i bad eller står ved frontlinjen, når han bliver angrebet. Juridisk og militært er det i orden, mens det kan rejse etiske eller politiske dilemmaer, siger Kjærgaard, der samtidig påpeger en væsentlig forskel:
- Selve kamphandlingerne reguleres af krigens love, hvorimod tilbageholdelsessituationer eller husransagelser også reguleres af de menneskerettighedskonventioner, det pågældende land nu engang er omfattet af. Tortur er forbudt både under krigens love og ifølge menneskerettighederne, siger han.
Krigens dilemmaer
Fra januar til april i år har jeg gentagne gange været vidne til den franske tilstedeværelse. 16. januar ankom seks franske soldater iklædt de samme sorte uniformer som de irakiske specialstyrker i en såkaldt MRAP - et militærkøretøj designet til at modstå miner.
Vi blev nægtet at filme dem eller tage billeder, da de vandrede op ad gaden i Baladiyat-kvarteret i Mosul øst for Tigrisfloden, mens civile stod i døråbninger og betragtede de fremmede soldater.
Ingen irakiske officerer har bemyndigelse til at udtale sig offentligt om de franske operationer. Men fem af hinanden uafhængige irakiske militærkilder bekræfter, at de franske soldater med irakernes hjælp angriber franske IS-krigere og efterfølgende tager DNA-tests af de dræbte og samler efterretninger på deres tilholdssteder. Det var også målet 16. januar.
Noget tyder på, at det ikke kun er irakisk artilleri, som ifølge Wall Street Journal angriber franske statsborgere. Ifølge en højtstående irakisk officer angreb koalitionsfly natten til 17. januar mindst to navngivne franske personer.
De franske soldater ønsker ikke at tale med pressen. Alligevel er franskmændenes “egen agenda”, som officerer kalder det, velkendt blandt de fleste irakiske soldater og de pressefolk, der på daglig basis dækker krigen i Mosul. Det har i månedsvis været “the talk of the town”.
Målet med at forhindre de franske krigere i at forlade Mosul ligger i tråd med den irakiske regerings og koalitionens strategi i Vest-Mosul, der har lukket flugtruterne til for eksempel Syrien for IS. Strategien er at dræbe så mange IS-krigere som muligt, så de ikke senere skal bekæmpes i Syrien eller andre steder.
Krigen i Mosul er fyldt med dilemmaer og lokale såvel som internationale dagsordener, og krigen spiller ind i mere end 14 års konflikt og sekterisk vold. Mange af de unge soldater, der bekriger IS, er vokset op med og er formet af konflikten.
Ingen med indsigt i Irak havde forestillet sig, at krigen ville blive kæmpet med respekt for menneskerettighedskonventionerne eller krigens love. Det ville i så fald være en ny tendens i den hårdt prøvede nation.