Bildækkene i gården ryger stadig, da vi ankommer. En kvalm lugt stiger op fra gummiringene, som Islamisk Stat har sat ild til for at skjule deres bevægelser for koalitionsflyene.
- Er vi nu sikre på, der ikke er nogle tilbage, spørger jeg den kurdiske soldat Fathi Ali Khan, der følger os rundt i huset.
Indenfor i IS hovedkvarteret i den lille landsby har krigerne brudt igennem væggene, så de har kunnet bevæge sig fra rum til rum uden at blive set fra oven.
Tre stribede killinger sniger sig om hjørnerne. De er så underernærede, at deres hoveder er trekantede. De løber væk, når vi nærmer os.
Jeg har det som om, jeg er brudt ind i nogens hjem. I fryseren finder jeg yoghurt. Der står en bakke æg i køleskabet, krydderier i kurven, og hjemmelavede grydebomber i garagen. En lyserød børste ligger foran spejlet, der hænger på væggen omgivet af graffiti og noter.
- Abu Yousef (islamisk politi), Abu Muath (miner), står der ved siden af tegningerne af bombefly og geværer.
Som om de stadig er her
Det er som om, deres sjæle stadig er her. Som om, de sidder i sofaen på den anden side af væggen. Jeg kan mærke dem, se deres navne, deres sko, jakker, en tandbørste.
Koranen, de har læst i, ligger på hylden i hjørnet. Under den et nyhedsmagasin med en likvidering på forsiden.
Her er stille - på nær når et skud lyder i det fjerne, eller når koalitionens jagerfly suser oven over os. Frontlinjen er kun få kilometer væk.
Jeg tager mig selv i at blive overraket over, at IS-krigere bruger køleskab som alle andre mennesker. Vi har noget tilfælles.
For enden af huset har de udgravet en underjordisk tunnel. Soldaten vil helst ikke gå for langt ind i den.
- Man ved ikke, om der stadig er nogen, der gemmer sig, siger han.
Varselsskuddet
Inden vi forlader stedet dykker jeg ned i fryseren, der ikke længere er kold, og fisker et par bægre yoghurt op til de udmagrede kattekillinger.
Jeg kan se gennem døråbningen, at kattene nu ligger i en bunke skrald ude i gården. Det eneste der adskiller køkkenet fra deres opholdssted er et gulligt gardin.
Da jeg med venstre hånd trækker stoffet til side for at gå ud og fodre kattene, ser jeg fire kurdiske soldater gå opmærksomt med raske skridt ind i gården.
De ser gardinet bevæge sig. Mit blik møder deres. Den forreste soldat, en ældre herre, der sikkert har børnebørn, ser bange ud. Han stopper og løfter geværet mod os, og det går det op for mig, at soldaterne tror, de står over for en IS-kriger, der har gemt sig i huset.
- Nej, nej, råber jeg, slipper forhænget og kaster mig ind bag muren. Så lyder der et skud. Et varselsskud.
Ikke farlige
Vores soldat og rundviser Fathi Ali Khan bevarer roen og taler til sine kolleger på den anden side af gardinet. Han fortæller, at vi er journalister.
De siger, at de er kommet for at undersøge hovedkvarteret og lede efter IS-krigere, der kunne have skjult sig.
De bliver enige om, at vi ikke er farlige. Soldaterne trækker gardinet til side og træder ind i køkkenet. Jeg står stadig med yoghurten i hænderne, og undskylder at jeg forskrækkede dem:
- Jeg ville bare fodre kattene.
Se reportagen fra bag frontlinjerne i 21Søndag i aften kl 21.00 på DR1