Puk Damsgård i Mosuls gamle by: Her er kun stanken af lig og et par kakaduer

Mosuls gamle by står tilbage som et smadret landskab og symbol på, hvad sejren over Islamisk Stat i Iraks næststørste by koster.

(Foto: © Mads Køngerskov, (c) DR)

Jeg kender en mand, der voksede op i Mosuls gamle by med udsigt til byens hældende al-Hadba minaret, som har givet Mosul sit kælenavn pukkelryggen. Som barn hørte han altid sin mor sige.

- Når minareten falder, står verden ikke længere.

Hun endte med at få ret. Den verden, der omgiver minareten og al-Nuri moskeen, hvor IS-leder Baghdadi viste sig for første og eneste gang og holdt en tale om hans selvbestaltede kalifat, eksisterer stort set ikke længere.

Jeg bevæger mig gennem Mosuls gamle by med gader, der snævrer ind og bliver til stræder og gyder og gennemsteder, hvor ingen køretøjer kan færdes. En ydervæg er styrtet sammen, så stuen ligger blottet med indbyggede hylder i de gamle stenmure, hvor der stadig står et par potter og nogle lerfigurer.

Men mange af den gamle bys lave bygninger er styrtet sammen, tagene skråner mod jorden som sandfarvede skipister, og de mennesker, der forsøger at komme ud, må forcere bakkede landskaber af murbrokker, hvor arme og hoveder stikker op mellem stenmasserne.

Og hvis man ikke opdager ligene på afstand, så rammer den sødlige stank næsen, når man nærmer sig. I en krigszone er den bagende sol og de 46 grader mere end ubarmhjertig.

Jeg kigger ind gennem porte til gårde, hvor familier har boet, og det eneste liv jeg finder er et par hvide kakaduer, der sidder på et gelænder midt i ruinerne.

Ingen flugt er mulig

Krigen mod Islamisk Stat er alt andet end nænsom mod de mennesker, der bebor den gamle by. I måneder har de levet under belejring. De irakiske styrker har valgt en strategi, hvor de har omringet området og lukket flugtmulighederne for IS-krigerne i den sidste lomme, de bestyrer i den gamle by, der ligger mod Tigris-floden.

Dermed er flugten for de civile også lukket, og det er først når krigen trænger frem i deres gyde, at de får en chance for at komme ud, fordi IS samtidig har forhindret civile i at flygte.

Mænd, kvinder og børn kan endelig komme ud af kvarteret. Men der sidder stadig tusindvis fanget i de resterende kvarterer, der stadig mangler at blive indtaget. (Foto: © Mads Køngerskov, (c) DR)

Da irakiske styrker igen rykker frem klokken seks fredag morgen følger seks timer med konstante skudvekslinger, eksplosioner fra selvmordsbombere, enorme brag fra koalitionens flybomber og artilleri, så røgsøjlerne stiger til vejrs.

Selv i de tætte beboelseskvarterer ser styrkerne og koalitionen sig nødsaget til at bombe. Koalitionen benytter 500 punds bomber fra jagerfly og hellfiremissiler, som droner affyrer.

Men selvom disse våben er særdeles præcise, kan det ikke undgå at gå ud over civile, der lever op og ned af målet - og nogle gange sammen med målet, som er de IS-folk, der er flyttet ind i eller ved siden af deres bolig. Krigen i den gamle by bliver karakteriseret som den værste bykrig siden Anden Verdenskrig.

- Der var kun en væg mellem dem og os. Vi lever så tæt derinde, at jeg troede, jeg skulle dø i de angreb, fortæller en ældre dame Wafae, der flygtede, da irakiske soldater kom tæt på boligen.

  • Den gamle by er de fleste steder smadret. Dels under IS' destruktioner af al-Nuri moskeen, dels af kampene og bombardementerne. (Foto: © Mads Køngerskov, (c) DR)
  • De irakiske specialstyrker har indtaget området ved al-Nuri moskeen. I den gamle by kæmper også irakiske politistyrker og den irakiske hær. (Foto: © Mads Køngerskov, (c) DR)
  • En næsten usynlig kærlighedserklæring i form af et hjerte på en af den gamle bys husmure. (Foto: © Mads Køngerskov, (c) DR)
  • En soldat fra de irakiske specialstyrker ved en position, de netop har indtaget ved området omkring al-Nuri moskeen. I den gamle by kæmper også irakiske politistyrker og den irakiske hær. (Foto: © Mads Køngerskov, (c) DR)
  • Efter seks timers konstante kampe hviler en soldat i centrum af den gamle by. Soldaterne slås mod IS i 46 graders varme. (Foto: © Mads Køngerskov, (c) DR)
1 / 5

Selvmordsbomber skaber død og kaos

En irakisk officer fortæller, at hvis ikke styrkerne kunne få støtte fra luften, ville hæren miste langt flere mænd end det allerede er tilfældet, og det ville tage længere tid at erobre et område, hvor IS har haft flere år til at forberede forsvarsværker.

Ved felthospitalet lige uden for den gamle by er der kaos torsdag sen eftermiddag, da tre selvmordsbombere har angrebet specialstyrkerne i et overraskelsesangreb.

Humvees ræser ind med 16 sårede soldater, der er end ikke brikse nok, og ambulancer kører i pendulfart med de sårede til videre behandling. Det er forbudt at tage billeder af soldaterne og deres kammerater, der med hårde, kolde øjne bærer blodige kroppe ind. Enkelte kan ikke holde tårerne tilbage.

En pige leger med sin dukke over for de irakiske styrkers operationscenter, hvor der bliver kaldt luftangreb ind over byen. (Foto: © Mads Køngerskov, (c) DR)

I den gamle by, mellem skudvekslinger og de sammenstyrtede bygninger, støtter en mand sig til sin stok, mens han slingrer mellem sten og metalstykker, der flyder i strædet. En kvinde hanker op i kjolen og forcerer en stejl bunke murbrokker.

Nogle flygtninge gør holdt og puster ud i skyggen. En familie bærer et rundt fuglebur med nogle duer, de forsøger at redde med sig ud. Det er ikke bare bygninger, der er styrtet i grus - det er også tusindvis af menneskers hverdag.

Sejr over IS stopper ikke terror

IS bestyrer nu kun nogle få kvarterer i millionbyen Mosul, der er den ene af terrororganisationens to hovedbyer. Det glæder mange irakere sig over, men ikke desto mindre er IS-celler stadig til stede og vokser.

I områder der er blevet erobret for måneder siden, lever befolkningen med stadig flere angreb.

IS er gået tilbage til sin tidligere rolle, hvor organisationen eksisterer uden at administrere en by med domstole, skoler, opkrævning af skatter og indførelsen af nye strenge love.

Den eksisterer som en klassisk terrororganisation, der popper op med angreb, som det også sker uden for Mellemøsten.

Prisen for sejren over IS i Mosul kan læses i ruinerne af den gamle by og gøres op i tusindvis af menneskeliv og ingen garantier for, at sejren vil lede til en fredeligere fremtid i et hårdt prøvet Irak.

Puk Damsgård ved ruinerne af al-Nuri moskeen, hvor også byens hældene minaret har stået i århundreder. (Foto: © Mads Køngerskov, (c) DR)