Iraks leder erklærer enden på Islamisk Stat

Efter generobring af moské i Mosul siger Iraks premierminister, Haider al-Abadi, at Islamisk Stat er fortid.

Iraks premierminister, Haider al-Abadi, siger, at Islamisk Stat er færdige som stat. (Foto: © JOSHUA ROBERTS, Scanpix)

Iraks premierminister erklærer "enden på Islamisk Stat" efter koalitionsstyrkers generobring af en vigtig moské i Mosul.

- Generobringen af Nuri-moskéen og minareten al-Hadba markerer enden på IS' løgnagtige stat, siger Haider al-Abadi.

Premierministeren lover, at de irakiske styrker vil jagte alle IS-soldater. De vil "dræbe og anholde dem - lige til den sidste".

Hæren i Irak meddelte tidligere torsdag, at specialstyrker har generobret en moské i Mosul, hvor lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, for tre år siden udråbte sit kalifat. Nuri-moskéen blev i sidste uge sprængt i luften.

Ifølge den irakiske regering var det Islamisk Stat, som sprængte den, da jihadisterne var tæt på at blive løbet over ende af de irakiske styrker.

Abu Bakr al-Baghdadi stillede sig i sommeren 2014 under en fredagsbøn op på prædikestolen i Nuri-moskéen og udråbte kalifatet.

Det var kort efter ekstremisternes lynerobring af Mosul og store dele af det nordlige og vestlige Irak. Baghdadi er ikke set offentligt siden.

Rusland er i gang med at undersøge oplysninger om, at Baghdadi døde under et luftangreb i foråret.

Over 100.000 mennesker menes stadig at være fanget under kampene i Mosul mellem IS og den irakiske hær.

/ritzau/Reuters