Puk Damsgård i Mosul: Der er civile overalt

I Mosul må de irakiske specialstyrker aflyse angreb på terrorbevægelsen Islamisk Stat flere gange om dagen, fordi der kommer civile i vejen.

Hver dag mister civile livet i Mosul. Her har en familie valgt at tage flugten fra den krigsplagede by. (Foto: © Bulent Kilic, Scanpix)

Fremrykningen mod terrororganisationen Islamisk Stats styrker i byen Mosul i det nordlige Irak går nu meget langsomt.

For selvom Islamisk Stat ikke står specielt stærkt i den irakiske by, så er regeringsstyrkerne nødt til at gå langsomt frem af hensyn til de mange civile, der stadig befinder sig i Mosul.

- Det, de siger, er, at det er ikke fordi, at Islamisk Stat står stærkere, end de gør i andre byer. Problemet er de civile, fortæller DR's Mellemøst-korrespondent, Puk Damsgård, som har været i Mosul med de irakiske specialstyrker.

Det er ellers den irakiske regerings strategi, at de civile skal blive i Mosul og holde sig indendøre. Men den strategi er slået fejl, fortæller hun.

- Når man er i Mosul, kan man simpelthen se civile overalt, og det gør det meget, meget vanskeligt for styrkerne at komme frem.

- Jeg befandt mig på et tag i flere timer, hvorfra de kaldte artilleri og luftangreb ind over IS-stillinger, og der var mange gange, hvor de måtte aflyse angrebene, simpelthen fordi der var civile omkring målene.

Langsomme, men optimistiske

Der er civile tab i Mosul hver eneste dag, fortæller Puk Damsgård, som under sit ophold i Mosul også har besøgt en familie, der lever midt i krigen.

- De boede i et område, der lige var blevet befriet fra Islamisk Stat, men krigen rasede stadigvæk. Der var skudvekslinger i deres gade, der var en selvmordsbombebil lige rundt om hjørnet, som rystede huset, og familien befandt sig i et rum inde i midten af huset og turde ikke gå nogen steder.

- Så det er en utroligt svær situation for de civile, der har valgt at blive.