VIDEO Mosul: Far og søn genforenet midt i krigens kaos

Offensiven mod Islamisk Stat i Mosul fører til genforening af slægtninge, der ikke har set hinanden i årevis.

Gensynsglæde i flygtningelejr i Irak, Klik på play.

Offensiven mod terrorgruppen Islamisk Stat i Mosul sender tusinder af civile på flugt fra den irakiske storby.

Men midt i krigens kaos opstår der spontane scener af gensynsgælde, når flygtninge bliver genforenet med deres slægtninge, som de ofte ikke har set i årevis.

DR Nyheder har besøgt Khazir flygtningelejren øst for Mosul og oplevede, da en far og søn så hinanden for første gang i to et halvt år.

- Jeg har en hjertesygdom, så jeg var bange for, at jeg skulle dø uden at se min søn, fortæller faren.

Noget af det første, han bemærker, er sønnens veltrimmede fuldskæg:

- Hvis han var blevet i Mosul, kunne han ikke have barberet sig på den måde.

Se genforeningen mellem far og søn i videoen over artiklen.

Umuligt valg

Sønnen flygtede, mens det stadig var muligt, da Islamisk Stat indtog Mosul i 2014. I mange måneder har han ventet på, at hans far kunne komme ud af byen.

Det tog ti timer for den ældre mand at komme ud af byen, hvor han som mange andre stod med det umulige valg mellem at blive midt i krigen eller flygte med fare for at blive skudt - enten af Islamisk Stat eller af den irakiske hær.

Flygtninge i lejren fortæller, at hæren skyder på civile, som ikke bærer på et hvidt flag. Men flagene gør samtidig de flygtende til lette mål for Islamisk Stats snigskytter.

Indtil videre er over 60.000 civile flygtet fra kampene i Mosul. FN har tidligere udtrykt frygt for, at offensiven kan skabe en flygtningestrøm på over 1 million mennesker.