Det er bestemt ikke hverdagskost, at tusindvis af iranere vælger at gå på gaden for at vise deres utilfredshed med Irans islamiske styre og landets skrantende økonomi.
Og det er heller ikke normalt, at iranere kritiserer ayatollah Ali Khameni i al offentlighed, som flere gjorde under gårsdagens demonstrationer i hovedstaden, Teheran.
Det fortæller DR Nyheders mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, som har været i kontakt med flere demonstranter.
- Det iranske styre plejer at slå hårdt ned på kritik, og de iranere, som har deltaget i demonstrationerne, ved udmærket, hvilke alvorlige konsekvenser det kan få for dem. Derfor er de seneste dages demonstrationer bemærkelsesværdige, for det er ikke hver dag, at folk råber ”død over ayatollahen”, forklarer Puk Damsgård.
Hun understreger, at mange iranerne udtrykker stor utilfredshed med landets øverste leder, når de er i privaten.
- Men det er noget andet at råbe den slags slogans på gaderne. Selvom demonstrationerne ikke har været enorme, så viser de den dybe og meget udbredte utilfredshed, som især mange unge har mod styret og den dårlige økonomi. Mange har fået nok.
Bredere kritik af Iran
Demonstrationerne begyndte torsdag i sidste uge i Mashad, der er Irans andenstørste by, og har efterfølgende spredt sig til en række andre byer i landet, heriblandt Teheran.
Ifølge Puk Damsgård kommer demonstranterne fra flere forskellige samfundslag, og det er de voldsomste demonstrationer i Iran siden den såkaldte ”grønne revolution” i 2009, hvor tusindvis af iranere gik på gaderne for at vise deres utilfredshed med den daværende præsident, Mahmoud Ahmadinejad.
Udover kritik af styret og økonomien, bliver der også langet ud efter landets indblanding i resten af Mellemøsten og den udbredte korruption i landet.
- Det har udviklet sig til en bredere kritik af forholdene i Iran, siger Puk Damsgård.
Tidligere på dagen udtalte landets øverste leder, ayatollah Ali Khameni, ellers, at det er Irans fjender, som har orkestreret demonstrationerne.
- Alle dem, som er imod den islamiske republik, har brugt forskellige midler - heriblandt penge, våben og efterretningsmidler - til at skabe problemer for det islamiske system og den islamiske revolution, sagde han uden dog at specificere, hvem fjenden er.
Men landets præsident, den mere moderate og reformvenlige Hassan Rouhani, udtalte søndag, at iranerne har lov til at kritisere styret, så længe det ikke udvikler sig voldeligt.
Vil slå hårdere ned
Indtil videre har 22 personer, heriblandt et barn, mistet livet som følge af uroligheder under demonstrationerne.
Politistyrker er massivt til stede i gaderne, og ofte er der flere, end der er demonstranter. Og de bruger tåregas og vandkanoner, fortæller Puk Damsgård.
- Jeg talte med en demonstrant, som i går aftes blev tilbageholdt i Teheran. Han fik tjekket sin telefon, men fik så lov til at gå igen, siger hun og fortsætter:
- Men han understregede, at der er en meget anspændt stemning i byen, og demonstranterne frygter, at styret vil sætte revolutionsgarden ind.
Mandag aften udtalte landets viceindenrigsminister, Hossein Zolfaghari, at man nu vil se mere alvorligt på uroen i landet.
-Hvis styret vil, kan de let lukke fuldstændigt ned for demonstrationerne, siger Puk Damsgård.
Det er ikke kun i Iran, at demonstrationerne har vagt opsigt. Den amerikanske præsident, Donald Trump, tweetede tidligere i dag, at det iranske folk "endelig har taget kampen op mod et brutalt og korrupt iransk regime".
- Folket har meget lidt mad, stor inflation og ingen menneskerettigheder. USA holder øje, skrev han.
Trump-administrationen har samtidig opfordret iranere til at bryde den iranske regerings blokering af visse sociale medier, heriblandt Instagram.
USA's FN-ambassadør, Nikki Haley opfordrer ifølge Reuters til et hastemøde i FN om situationen i Iran og afviser samtidig ayatollahens beskyldninger om, at demonstrationerne er blevet igangsat udefra.