For første gang kommenterer Irans præsident, Hassan Rouhani, nu de massive demonstrationer, der har været i gang siden torsdag på tværs af landet.
- Folk har ret til at kritisere regeringen og protestere, men deres protester bør ske på en måde, der forbedrer situationen i landet og deres liv. Kritik er ikke det samme som vold og ødelæggelse af offentlige ejendomme, siger han på nationalt tv ifølge Reuters.
Tidligere i dag blokerede landets myndigheder iranernes adgang til de sociale medier Instagram og Telegram, fordi demonstranter har brugt dem til at dele videoer af protester og arrangere demonstrationer.
Men trods den nægtede adgang og politiets massive tilstedeværelse i både hovedstaden Teheran og flere mindre og mellemstore byer rundt i landet, så demonstrerer flere tusinde mennesker stadig.
De er utilfredse med regimet i landet. Blandt andet på grund af landets høje priser på dagligvarer og stigende arbejdsløshed, som de ikke mener, regeringen formår at ændre.
Demonstrationerne foregår ikke længere kun i Iran. Foran den iranske ambassade i London mødte flere op for at vise deres støtte til de iranske demonstranter tidligere i dag.
Ifølge myndighederne i Iran er 200 mennesker blevet anholdt, og to personer har mistet livet i forbindelse med de seneste dages demonstrationer.
Irans indenrigsminister har advaret demonstranterne om at demonstrere og fastslået, at deres handlinger ikke vil gå ubemærket hen.
- Alle dem, som har været en del af protesterne de seneste dage (...) og dem, som misbrugte internettet og spredte vold er fuldkommen kendt for os, og vi vil konfrontere dem, når tiden er inde, siger Abdolreza Rahmani Fazli, Irans indenrigsminister.
Det er ikke kun modstandere af regeringen, der har været på gaden i protest. Lørdag marcherede regeringstilhængere gennem gaderne i både Teheran og flere andre byer for at vise deres opbakning til præsidenten og Irans præstestyre.