Tyrkiets nuværende præsident, Recep Erdogan, har erklæret sig som sejrherre efter dagens præsidentvalg i landet.
Det har han netop meddelt i Istanbul, efter at mere end 95 procent af stemmerne er talt op.
For at vinde præsidentposten i første runde, skal en kandidat have fået mere end hver anden stemme ved valget. Og ifølge tyrkisk stats-tv har Recep Erdogan fået 52,8 procent af stemmerne.
- Jeg er af nationen blevet betroet opgaven og pligten som præsident, sagde Recep Erdogan for kort tid siden på baggrund af det uofficielle resultat.
- Jeg håber ikke, at der er nogen, som vil forsøge at kaste en skygge over dette resultat og skade demokratiet blot for at prøve at dække over deres egne fejl, understregede han.
Det Tyrkiet store oppositionsparti, CHP, har dog allerede meddelt, at det ikke accepterer det uofficielle valgresultat.
Ifølge tyrkisk stats-tv står CHP-partiets leder, Muharrem Ince, til at få 29,9 procent af stemmerne.
Men ifølge partiets egen optælling er resultatet manipuleret, og en talsperson siger, at der er "en høj sandsynlighed for", at der kommer en anden valgrunde.
Prokurdisk parti på vej i parlamentet
Tyrkerne har også skullet tage stilling til, hvem der skal repræsentere dem i parlamentet.
Og her står Recep Erdogans parti, AKP, til at få mere end 42 procent af stemmerne på baggrund af den seneste stemmeoptælling.
Det er dog ikke nok til at fastholde flertallet i parlamentet. Men partiets støtteparti, det nationalistiske MHP, står til at få 11,28 procent af stemmerne, hvilket kan sikre Recep Erdogan flertallet i parlamentet.
Præsidenten valgte derfor også at erklære sejr ved parlamentsvalget, da han for kort tid siden talte til den tyrkiske befolkning.
Og ifølge den 64-årige politiker, som har siddet på magten i landet i 16 år, gennemgår Tyrkiet lige nu "en reel, demokratisk revolution".
Oppositionspartiet CHP står derimod kun til at få 22,55 procent af stemmerne.
Derudover viser den foreløbige optælling også, at det prokurdiske parti HDP har fået 10,94 procent af stemmerne. Det er nok til at nå over spærregrænsen, der ligger på 10 procent.
Mere magtfuld præsident
Dagens valg er det første, efter at et flertal af tyrkerne sidste år stemte ja til at ændre landets forfatning.
Forfatningsændringen betyder, at landets nye præsident vil få mere magt og flere beføjelser end tidligere. Præsidenten kan blandt andet udpege ministre og indføre undtagelsestilstand, uden at spørge parlamentet om lov.
Og ifølge landets nuværende vicepræsident, Mehmet Simsek, kan Erdogan-regeringen nu "skrue op for reformer" i Tyrkiet, der blandt andet kæmper med en økonomisk krise.
Kritikere mener dog, at den nye forfatning giver præsidenten for meget magt, og at den ikke har de kontrolmekanismer, som eksempelvis det amerikanske og det franske præsidentsystem har.
Flere end 59 millioner tyrkere - herunder tre millioner, som bor i udlandet – har kunnet stemme ved dagens valg, og valgdeltagelsen lå på 87 procent.