Nicolas Maduro nåede frem i forreste geled ved at være den tidligere præsident Hugo Chavez’ mest loyale støtte. Men den tidligere buschauffør og fagforeningsleder har ikke evnet at føre Venezuela igennem den store økonomiske krise, siden han overtog præsidentposten, da hans store forbillede døde for fire år siden.
Under Hugo Chavez var økonomien begunstiget af en høj oliepris, og den gjorde det muligt for ham at gennemføre en række socialistiske reformer og stadig holde den sydamerikanske land på fode. Så heldig har hans 54-årige efterfølger ikke været.
Maduro nåede både at være udenrigsminister og vicepræsident, inden han først overtog præsidentembedet midlertidigt, da Chavez døde af kræft. Siden blev Maduro valgt til posten med 50,7 procent af stemmerne i april 2013.
Men i løbet af anden halvdel 2014 kollapsede markedet for råolie, og det havde katastrofale følger for Venezuelas økonomi, som i forvejen har været ramt af udenlandske manglende interesse i at investere i det socialistiske land.
Under Maduro har befolkningen været ramt af mangel på både fødevarer og medicin, og han har ladet militæret slå hårdt ned på de venezuelanere, som har demonstreret i gaderne med krav om både økonomiske og politiske reformer.
Samtidig har Maduro savnet den karisma, som Hugo Chavez havde, og selv blandt hans egne er populariteten faldende.
Senest har Amnesty International rettet voldsom kritik af den måde, som myndighederne har håndteret demonstranterne på. Mere end 75 mennesker er døde og over 400 sårede i sammenstød med militæret i løbet af foråret.
Alligevel mener Maduro, at det snarere er hans allierede, der er ofrene. Som eksempelvis når de regeringsrepræsentanter ved besøg i udlandet bliver mødt af protester fra eksil-venezuelanere:
- Vi er det 21. århundredes forfulgte jøder. Vi bærer ikke den gule davidsstjerne… vi bærer de røde hjerter, som er fyldte af ønsket om at kæmpe for menneskelig værdighed. Og vi vil besejre dem, disse 21. århundredes nazister, lød salven for en måned siden fra præsidenten.
Maduro afviser demonstranternes krav om at træde tilbage og udskrive nyvalg. I stedet har han forsøgt at konsolidere sin magt. Han vil gennemføre en folkeafstemning, som skal gøre det muligt at ændre forfatningen og indføre en ny folkeforsamling. På den måde vil han flytte magten fra parlamentet, hvor hans parti er i mindretal.
Kritikerne beskylder ham for at rykke Venezuela tættere på et diktatur, mens han modsat beskylder oppositionen for at planlægge et kup.
Og han er klar til borgerkrig, hvis han skulle blive fjernet fra magten:
- Hvis Venezuela bliver kastet ud i kaos og vold, og den bolivarske revolution (Chavez’ socialistiske reformer opkaldt efter den sydamerikanske frihedshelt Simón Bolívar, red.) bliver omstyrtet, så går vi i kamp. Vi vil aldig give op, og det der ikke kan gøres med stemmer, vil vi gøre med våben. Vi vil befri fædrelandet med våben, lyder borgerkrigstruslen fra præsidenten, som samtidig forudser en gigantisk flygtningekrise i tilfælde af en borgerkrig, som han på forhånd giver den amerikanske præsident skylden for:
- Hør nu efter, præsident Donald Trump. Du bliver nødt til at bygge 20 mure ude i havet, en mur fra Mississippi til Florida, fra Florida til New York, det vil blive helt skørt... Du har ansvaret: stop det voldelige vanvid fra den venezuelanske højrefløj.