Den amerikanske præsident er kendt for sin kærlighed til guld og har en gigantlejlighed i Trump Tower med så meget guld som muligt.
Paven, som Trump skal mødes med for første gang i dag, valgte som nyudpeget at takke nej til at bære et guldkors om halsen og bærer i stedet et simpelt kors af jern. Ligeledes valgte Frans at takke nej til den imponerede embedslejlighed, som følger med pavetitlen, og bor i stedet på ét værelse i et af Vatikanets simple kollegier.
Forskellene mellem de to herrer, der mødes i dag i Vatikanet, er større end blot forskellige præferencer i valget mellem gråt og gyldent og boligkvadratmeter.
De har grundlæggende forskellige verdenssyn, som man så, da de tørnede sammen om Trumps mur på grænsen til Mexico under den amerikanske valgkamp for et år siden.
Men de mange uenigheder til trods er det værd at kigge nærmere på de mange ligheder, der er imellem to mænd. For de har faktisk en del tilfælles - udover den naturlige byrde, som magten er, når man sidder med henholdsvis koderne til verdens største arsenal af atomvåben og nøglerne til himmerige.
Oprydderne
Både Donald Trump og Pave Frans er valgt på en dagsorden om at gøre op med et system, som af mange anses for at være dysfunktionelt.
Donald Trump blev valgt på et slogan om, at han som en outsider ville "dræne sumpen" - drain the swamp – altså rydde op i Washington - og lytte til borgernes skepsis overfor globalisering, indvandring og finansverdenens milliardspekulationer.
Donald Trumps kampagne, kandidatur og sejr var en ganske enestående begivenhed i amerikanske historie. Det samme gælder pave Frans.
Han blev udpeget af kardinaler ved konklavet i 2013, efter at han kort forinden havde holdt et fire minutter langt indlæg, der påpegede kirkens skrøbelige tilstand og det faktum, at den havde fjernet sig fra det mest centrale i kristendommen: Menneskene.
Frans var på ingen måde nogen favorit til posten, knapt en outsider. Men ifølge flere beretninger så var hans tale om en selvcentreret kirke, der havde glemt at opsøge menneskene, der hvor de lever, udslagsgivende for mange af de kardinaler, der pegede på ham til at rydde op i Vatikanet.
I 2013 var den katolske kirke belejret af dårlige sager om pædofili, hvidvask af penge og interne stridigheder. Sumpen i Rom skulle også drænes, og det blev Frans’ opgave.
Uortodoks tilgang
Det er ikke kun den uventede vej til magten, de to mænd har til fælles. Begge er præget af uortodoks måde at håndtere embedet på.
Den amerikanske præsidents evner til at forbløffe verden og egne ansatte er velbeskrevet, men også pave Frans har flere gange fået Vatikanets mange kardinaler til at løfte mere end et enkelt øjenbryn i bekymring og angst.
Frans har flere gange, blandt andet i FN og ved et af Roms universiteter, holdt taler, hvor han helt undlod at nævne Kristus, kristendommen og Helligånden.
Han har ligeledes tillagt sig en vane med at ringe almindelige troende op eller, som her i weekenden, at dukke op på uventet besøg. En gruppe aldrende romere havde givetvis ikke regnet med, at paven ville dukke op til indvielsen af deres nye ældreboliger uden for Rom. Han har som et led i påskens ritualer gentagne gange vasket og kysset fødderne på indsatte i Roms berygtede Rebibbia-fængsel.
At se en pave ligge på knæ for kriminelle – inklusiv kvindelige, muslimske fanger - harmonerer alt andet end godt med den opfattelse af pavens rolle, som flere af kardinalerne i Vatikanet har.
Pavens modstandere samler i stigende grad sammen til et opgør med Frans, ligesom der er en udbredt grad af mistillid til den amerikanske øverstbefalende i dele af det amerikanske embedsapparat, der lækker enhver samtale i hans kontor.
Populister
Lighederne til trods så er Trump og Frans politisk milevidt fra hinanden - men selv her er der punkter, hvor de to kan mødes.
Begge ledere udfordrer den liberale verdensorden, der har domineret i årtier. Trumps kritik af frihandel som et onde, der lader den almindelige amerikaner i stikken, er ikke milevidt fra den kritik af liberalismen som et onde, der fører til et egocentreret og respektløst samfund uden værdier, som Frans gentagne gange har fremført.
Ingen af dem gør modstand mod prædikatet "populist". For Trump understreger det budskabet om af være i kontakt med almindelige amerikanere, mens det for Frans handler om at være tæt på den enkelte katolik og skabe en kirke, der deltager i folks hverdag og ikke blot fordømmer dem fra en høj piedestal.
Frans har advaret mod den populistiske bølge, der i hans optik har ramt vesten. Men han har et betydeligt lunere forhold til den populisme, der findes på hans eget kontinent, Sydamerika.
Frans voksede op under den argentinske leder og ærkepopulist Juan Perón, der ved hjælp af et fokus på de fattige og en kamp mod Argentinas liberale havde et nært forhold til kirken i begyndelsen af sin regeringsperiode. Det har formet den unge Frans og hans senere forhold til populisme. Så når Frans har peget fingre af den populistiske bølge i Vesten, har det snarere handlet om dens fokus på grænser og begrænsning af indvandring end en egentlig kritik af populisme som sådan.
Der er afsat en halv time til de to aldrende herrers samtale, og udover at de altså har en række ligheder, så ventes det, at de vil drøfte en række af de ting, hvor de to kan have en fælles dagsorden - eksempelvis den alvorlige situation i Venezuela og udviklingen på Cuba, hvor Vatikanet spillede en vigtig rolle i at opbløde forholdet mellem USA og den caribiske østat.
Paven selv har forud for mødet sagt, at han ikke vil dømme folk, før han har mødt dem, og vil se hvilke døre, der er åbne for dialog, når han mødes med Trump, der på sin side har sagt, at han ser frem til mødet.
Således kan det være, at en mand, der selv siger, at han kommer fra verdens ende, og en anden, der giver indtryk af, at han synes, at han er verdens navle, alligevel vil have en del at mødes – og enes – om.