På besøg i Rusland: Samuelsen skal pleje iskold relation

Den danske udenrigsminister vil kritisere Ruslands ageren ved Østersøen under mødet med sin russiske kollega.

Den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA) skal i dag mødes med sin russiske kollega, Sergej Lavrov. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Når den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), i dag sætter sig til møde med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, bliver det langt fra en varm kollegial relation, der skal plejes.

Forud for mødet i Moskva har Anders Samuelsen gjort det klart, at han vil kritisere Rusland og landets ageren i Østersøområdet, hvor Rusland i løbet af de seneste år har lavet flere opsigtsvækkende militære markeringer.

- Fra min side er det klart, at blandt andet Ruslands aggression i Ukraine vil komme til at fylde - ligesom Ruslands selvhævdende adfærd i forhold til Baltikum og i Østersøen, som vi siger klart fra over for, siger udenrigsministeren i en pressemeddelelse.

Men kritikken vil ikke kun komme fra dansk side, for forholdet til Rusland er langt fra godt, fortæller Flemming Splidsboel, seniorforsker med fokus på Rusland ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- Vores forhold til Rusland er dårligt. Når vi taler om temperatur, er vi bestemt nede i frostgraderne, og det har vi været i mange år.

Flere penge til forsvaret giver anledning til kritik

I sidste uge præsenterede den danske regering en ny forsvarsaftale. Den aftale betyder, at det danske forsvar for første gang siden Den Kolde Krig vil få tilført flere penge. Og den udvikling er russerne ikke tilfredse med.

Selvom den russiske ambassadør både før og efter det nye forsvarsforlig har kritiseret Danmarks prioritering af flere penge til forsvaret, er det ikke ofte, at Danmark specifikt bliver nævnt eller kritiseret fra de øverste instanser i Rusland.

Men det vil den russiske udenrigsminister med al sandsynlighed udnytte dagens møde til at gøre.

- Lavrov, der er en meget erfaren og dygtig udenrigsminister, vil se en lejlighed til at få det her emne bragt op, siger Flemming Splidsboel og fortsætter:

- Om ikke andet, så vil han sikre, at der er en russisk journalist, der spørger ham til det for at kommentere og gøre opmærksom på, at det her er en udvikling, man ser på med stor bekymring i Rusland, og at Danmark har trådt helt forkert ved at komme med det her nye forlig.

Retorik og symbolik

Det danske forsvarsforlig er dog ikke det eneste, der virker som et kølende element i forholdet mellem Rusland og Danmark, forklarer Flemming Splidsboel.

- Jeg taler nogle gange om et paradigmeskifte i forhold til Rusland. Altså hvordan vi for første gang taler åbent om Rusland som en trussel. Måske ikke så meget mod Danmark, men mod regionen og i hvert fald mod vores allierede i den østlige del af Østersøen.

En af Danmarks allierede i Østersøen er Estland, som danske soldater blev udsendt til i starten af januar for at holde russiske tropper væk fra landet.

Og mens italesættelsen af Rusland har ændret sig i en mere fjendtlig retning, er både militærøvelser og de danske soldater i Estland også spækket med symbolik.

- Uden at det egentlig fører til krig, handler det om, hvordan man kan signalere til hinanden, at man er utilfreds med noget ved at udsende tropper eller udvise tilfredshed med en udvikling ved at trække nogle tropper tilbage, siger Flemming Splidsboel.