OVERBLIK Langtfra første gang USA laver indrejseforbud for særlige grupper

USA's historie har budt på en lang række indrejseforbud og immigrationsbegrænsninger gennem tiden.

Donald Trump underskriver det dekret, der de forbyder indrejse fra syv overvejende muslimske lande. (Foto: © Carlos Barria, Scanpix)

Med et pennestrøg underskrev USA's præsident, Donald Trump, fredag et præsidentielt dekret, der forbyder, at personer fra seks overvejende muslimske lande rejser ind i USA de næste tre måneder.

Desuden er al indrejse fra syriske flygtninge stoppet på ubestemt tid.

Men det er ikke første gang, at USA begrænser eller helt forbyder særlige gruppers færden i eller indrejse til USA.

Gennem USA's historie har forskellige dekreter og lovgivning blandt andet forbudt immigration fra Kina, indrejseforbud for iranere og jødiske flygtninge og særlige kvoter på en lang række udvalgte nationaliteter.

Japansk internering er sort plet på USA's historie

Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Amerikanske Studier på Syddansk Universitet i Odense, nævner særligt interneringen af japanere som et af de forbud, der i dag huskes særligt i USA.

Den 19. februar 1942, efter japanernes angreb på Pearl Harbor, underskrev præsident Franklin D. Roosevelt et dekret, der gav ordre til at gennemføre udrensninger af alle personer med særligt japansk baggrund fra områder, der ansås til at være særlige "risikozoner".

Herefter blev flere tusinde amerikanere med japansk baggrund interneret under forfærdelige forhold i overfyldte fangelejre, og tusindvis af familier blev splittet.

- Interneringen af japanere i USA regnes som en af de store sorte pletter på amerikansk historie. Det blev også senere fundet forfatningsstridigt, og mange år senere fik de overlevende også erstatning, forklarer Niels Bjerre-Poulsen.

Muslimsk indrejseforbud er forfatningsstridigt

Ifølge Niels Bjerre-Poulsen er det også værd at bemærke, at Donald Trump under sin præsidentvalgkamp advokerede for et forbud mod muslimers indrejse i USA, selvom forbuddet nu gælder syv lande - Somalia, Iran, Iraq, Yemen, Sudan, Libyen og Syrien.

- Han bliver nødt til at udforme sit dekret sådan, mod særlige lande, for det ville være imod den amerikanske forfatning at diskriminere mod en religiøs gruppe, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Dermed bryder Donald Trumps dekret også med mange års amerikansk historie, der, trods sin fortid, har været forskånet for lignende forbud i nyere tid.

Måske af samme grund vækker Donald Trumps forbud derfor også de store frustrationer hos mange amerikanere i disse dage, lyder det fra Niels Bjerre-Poulsen.

- For mange amerikanere er deres familiehistorie en immigrationshistorie, så der er også en særlig følsomhed over for sådan et emne, som jo de seneste dage også har affødt særlige reaktioner. Der vil være Trump-tilhængere, der sikkert synes, det er okay. Men for de fleste amerikanere går det stik imod alt det, de mener, USA står for, siger han.

Ifølge Niels Bjerre-Poulsen vil de føderale domstole nu gå ind i sagen.

- Hvis domstolene finder, at forbuddet er i strid med gældende lovgivning eller med den amerikanske forfatning, kan dekretet blive omstødt, siger han.

Tidligere immigrationsforbud- og begrænsninger i USA:

  • 1882: The Chinese Exclusion Act. Lovgivningen blev underskrevet af præsident Chester A. Arthur og betød blandt andet et forbud mod immigration fra Kina i 10 år, ligesom kinesere, der allerede befandt sig i USA, ikke kunne få amerikansk statsborgerskab.

  • 1921: Immigrationskvoter. USA's historie har budt på en række immigrationskvotesystemer, hvor et af dem blev indført i 1921. Her blev immigrationen begrænset til tre procent per befolkningsgruppe, der allerede befandt sig i USA i 1910. Det gik særligt ud over øst- og sydeuropæiske immigranter, der først i højere ankom til USA senere end eksempelvis nordeuropæerne.

  • 2. verdenskrig: Jødiske flygtninge afvist. Mens millioner flygtede fra Europa under 2. verdenskrig, var USA særligt bange for, at spioner fra nazi-Tyskland ville få adgang til USA, og præsident Franklin D. Roosevelt begrænsede derfor adgangen for flygtninge til USA til 26.000 årligt. Særligt en sag huskes i USA's historie: skibet St. Louis, der ankom til USA's kyst med 937 passagerer, hovedsageligt jødiske flygtninge, ombord, blev afvist ved USA's grænse og sendt tilbage til Europa. Mange af passagererne menes siden at være døde i nazisternes Holocaust.

  • 1950: Kommunister bandlyst fra USA. Selvom den daværende præsident Harry Truman nedlagde veto mod lovgivningen, lykkedes det den amerikanske kongres at udrulle "The Internal Security Act" (indenrigssikkerhedslovgivningen, red.), der gjorde det muligt at deportere enhver immigrant, der måtte tilhøre det kommunistiske parti, ligesom medlemmer af kommunistiske organisationer ikke kunne opnå statsborgerskab.

  • 1980: Iranere forbudt adgang. Efter den amerikanske ambassade i Tehran i Iran i 1979 blev stormet, og 52 amerikanske statsborgere blev holdt som gidsler i 444 dage, udrullede daværende præsident Jimmy Carter en række sanktioner mod Iran, ligesom iranske statsborgere blev forbudt indrejse i USA.

  • 1987: HIV-smittede personer nægtes adgang. Da HIV-skrækken var på sit højeste i 1980erne, blev HIV-positive personer nægtet adgang til USA, hvor Ronald Reagan var præsident. Skrækken var særligt baseret på en falsk overbevisning om, at HIV kan smitte gennem fysisk kontakt eller blot gennem ånde. Lovgivningen var særligt rettet mod afrikanske minoriteter og blev først ophævet i 2009 af daværende præsident Barack Obama.

  • Kilder: Niels Bjerre-Poulsen, Al Jazeera USA.