Amerikanske techgiganter i massiv kritik af Trumps indrejseforbud

- Vores virksomheder ville slet ikke være skabt, havde forbuddet eksisteret før, lyder kritikken fra Facebook, Apple, Google og Twitter.

Apples direktør Tim Cook (th) kritiserer præsident Donald Trumps (tv) indrejseforbud. Billedet er fra december sidste år, hvor Tim Cook mødtes med præsidenten og andre teknologiledere, blandt andet Facebook bestyrelsesmedlem Peter Thiel (i midten). (Foto: © Shannon Stapleton, Scanpix)

Med et pennestrøg fredag har USA's præsident Donald Trump underskrevet et præsidentielt dekret, der forbyder indrejse til USA fra syv udvalgte, primært muslimske lande.

Og det har fået en række store teknologigiganter fra det amerikanske erhvervsliv på barrikaderne.

I en række offentlige udtalelser delt på blandt andet Facebook og Twitter og gennem pressemeddelelser kritiserer virksomheder som Apple, Uber, Google og Airbnb nu offentligt den amerikanske præsidents indrejseforbud.

Facebooks Zuckerberg: Jeg er bekymret for udviklingen

Allerede fredag opdaterede Facebooks stifter og direktør, Mark Zuckerberg, sin Facebook med en kritik af det præsidentielle dekret, som Donald Trump netop havde underskrevet.

- Mine oldeforældre kom fra Tyskland, Østrig og Polen. Pricillas (Mark Zuckerbergs kone, red.) forældre var flygtninge fra Kina og Vietnam. USA er en nation af immigranter, og det bør vi være stolte af, skriver han blandt andet på Facebook og fortsætter:

- Som mange af jer er jeg bekymret for den betydning, præsident Trumps seneste præsidentielle dekret vil få. (...) Jeg håber, vi finder mod og medfølelse til at bringe folk sammen og gøre verden til et bedre sted for alle, skriver Mark Zuckerberg blandt andet i sin lange opdatering.

Airbnb tilbyder gratis ophold til flygtninge

Også Google har reageret på Donald Trumps indrejseforbud ved at kalde alle medarbejdere hjem til USA.

- Det er smertefuldt at se de personlige omkostninger ved dette dekret for ens kolleger, skriver Googles topchef Sundar Pichai i et notat, som Bloomberg News har modtaget en kopi af.

Og på Twitter skriver udlejnings- og overnatningsportalen Airbnbs direktør og medstifter, Brian Chesky, at "Airbnb tilbyder gratis ophold flygtninge og alle andre, der ikke kan få adgang til USA."

https://twitter.com/bchesky/status/825517729251684352

Uber vil kompensere chauffører ramt af forbud

Også kørselstjenesten Uber og it-virksomheden Apple kritiserer Donald Trumps indrejseforbud.

I en pressemedelelse skriver Uber blandt andet, at virksomhedens ledelse har kontaktet de chauffører, der arbejder for Uber, og som, de ved, kan blive berørt af forbuddet, hvis de rejser til eller fra USA inden for de næste tre måneder, hvor forbuddet omfatter seks lande i Mellemøsten og Afrika.

Uber skriver ligeledes i pressemeddelelsen, at de derfor vil kompensere chauffører, der bliver berørt af forbuddet de næste tre måneder for at afhjælpe eventuel økonomisk stress, der måtte følge.

Også Apples direktør, Tim Cook, har ifølge Buzzfeed ligeledes skrevet i en e-mail til sine medarbejdere, at Apple slet ikke ville findes i dag, havde forbuddet eksisteret før.

Apple er stiftet af den nu afdøde Steve Jobs, der var søn af syriske immigranter i USA.

Og på Twitter lyder det fra Twitter selv, at Twitter er skabt af immigranter, og at firmaet vil forsvare dem til enhver tid.

https://twitter.com/Twitter/status/825513865794293761

Kritik fra erhvervslivet er ikke unormalt

Det er ikke første gang, at store amerikanske firmaer som blandt andet Apple og Twitter blander sig i amerikansk politik.

USA's nuværende vicepræsident Mike Pence har selv oplevet det, da han som guvernør for delstaten Indiana underskrev, hvad der i USA blev kaldt "Religious Freedom Restoration Act" (religionsfrihedsloven, red.).

Loven, der blandt andet foreskrev, at virksomheder og butikker kunne nægte at handle med homoseksuelle eller transkønnede amerikanere, hvis det stred mod deres religiøse overbevisning, skabte i 2015 stor kritik fra USA's erhvervsliv.

Blandt andet Twitter, Apple, Walmart og Microsoft kritiserede loven, og det endte med, at Mike Pence måtte underskrive en tilføjelse til loven, som skulle sikre homoseksuelle og transkønnede amerikaneres rettigheder i Indiana.