Trumps forbud forhindrer nomineret iraner i at komme til Oscar-uddelingen

Tidligere Oscarvindende Asghar Farhadis film skal i år konkurrere med den danske film' Under Sandet'.

Asghar Farhadi fik i 2012 overrakt en Oscar for ' A Separation' i kategorien 'Bedste Udenlandske Film' af den amerikanske skuespillerinde Sandra Bullock. (Foto: © Gary Hershorn, Scanpix)

Den iranske instruktør Asghar Farhadi er nomineret til en Oscar i kategorien 'Bedste Udenlandske Film'. Men på grund af Donald Trumps indrejseforbud har instruktøren fået forbud mod at rejse til USA for at deltage i den store Oscarfest i Los Angeles den 26. februar.

En talskvinde for Oscar-arrangørerne siger, at situationen er ekstremt problematisk.

- Som tilhængere af filmproducenter og af menneskerettigheder i hele verden mener vi, det er ekstremt problematisk, at Asghar Farhadi, der har instrueret den Oscar-vindende film' A Separation' sammen med sit hold bag dette års Oscar-nominerede film 'The Salesman', kan blive udelukket fra at rejse ind i landet på grund af religion eller nationalitet, lyder det fra talskvinden.

Præsident Donald Trump underskrev i fredags et dekret, der forbyder folk fra syv overvejende muslimske lande at rejse ind i USA i foreløbigt 90 dage.

I den periode vil borgere fra Syrien, Irak, Yemen, Sudan, Iran, Somalia og Libyen blive forbudt at komme ind i USA.

Som følge af Trumps beslutning er flere personer med tilladelse til at rejse til USA allerede blevet nægtet adgang til at sætte sig om bord på et fly med kurs mod en amerikansk lufthavn.

Skuespillerinde bliver hjemme i protest

Instruktør Ashgar Farhadi omgivet af sin skuespillerstab i den Oscar-nominerede film 'The Salesman' under filmfestivalen i Cannes. (Foto: © YVES HERMAN, Scanpix)

Farhadi har endnu ikke selv kommenteret situationen, men et tweet fra Trita Farsi, der er formand for den amerikanske/iranske interesseorganisation, NIAC, bekræfter indrejseforbuddet.

- Bekræftet: Irans Asghar Farhadi bliver ikke lukket ind i USA for at deltage i årets Oscars, lyder det.

En af skuepillerne i filmen Taraneh Alidoosti har allerede meddelt, at hun ikke deltager i Oscar-uddelingen i protest mod Donald Trumps forbud.

- Trumps forbud mod iranere er racistisk. Uanset om det omfatter en kulturbegivenhed eller ej, kommer jeg ikke til Oscar-uddelingen i protest, skriver hun på twitter.

Den amerikanske filminstruktør Michael Moore blander sig i debatten og undskylder på USA's vegne.

- Til vores muslimske naboer i hele verden: Jeg og millioner af andre amerikanere er så kede af det. Størstedelen af amerikanerne stemte ikke på denne mand, skriver han på twitter.

Asghar Farhadi vandt en Oscar for bedste udenlandske film med 'A Separation' i 2012. Det var første gang, at Iran vandt en Oscar.

I år skal Farhadis film 'The Salesman' blandt andet konkurrere med den danske film 'Under Sandet' i kategorien 'Bedste Udenlandske Film'.