USA's kommende præsident, Donald Trump, har udfyldt pladserne på det hold af ministre og magthavere, der skal ledsage ham i hans første tid som amerikanernes leder.
Samtlige ministerposter skal godkendes af Senatet, inden de er officielle, mens præsidentens særlige rådgivere allerede er taget i ed.
Få overblikket over medlemmerne af den Trump-administration her.
Vicepræsident, Mike Pence
Guvernøren fra staten Indiana har haft til opgave at lede overgangen fra Barack Obamas lederskab til Trumps administration. Han er Trumps højrehånd, når det kom til at udpege ministre. Han har politisk erfaring i Washington og er kendt for sin hårdnakkede modstand mod abort, ligesom han har støttet forslag om at forbyde homo-ægteskaber i Indiana.
Mike Pence blev taget i ed den 20. januar sammen med Donald Trump.
Læs mere om Mike Pence her
Udenrigsminister, Rex Tillerson
Donald Trump har udpeget oliemagnaten Rex Tillerson til den prominente post som USA's udenrigsminister.
Rex Tillerson er 64 år, født i Texas og er administrerende direktør i olieselskabet ExxonMobile. Tillerson, der sidste år blev kåret til verdens 25. mest magtfulde person af Forbes, er blandt andet kendt for sine forretningsforbindelser til Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Ligesom flere af sine ministerkolleger - og ikke mindst sin overordede, Donald Trump, har Tillerson ingen tidligere politisk erfaring.
Rex Tillerman er godkendt af Senatet.
Læs mere om Rex Tillerman her.
Beskæftigelsesminister, Andrew Puzder
Som ansvarlig for USA's arbejdere har Trump udpeget Andrew Puzder, mangemillionær og ejer af 3.700 fastfood-restauranter blandt andet burgerkæden Carl's Jr.
Puzder, som har givet økonomisk støtte til Trumps præsidentkampagne, er modstander af at hæve mindstelønnen til over de nuværende 63 kroner, ligesom han er modstander af regler, der giver flere ansatte retten til overtidsbetaling og løn under sygdom.
Den 15. februar trak Andrew Puzder sig fra posten. Han var endnu ikke blevet godkendt af Senatet.
Sikkerhedsminister, John Kelly
Donald Trump har udnævnt endnu en general til sin regering. Det er den pensionerede general John Kelly, der er udnævnt til minister for indenlandsk sikkerhed - ministeriet som på engelsk hedder Homeland Security.
Kelly er tidligere leder af USA's Southern Command (Latinamerika og Caribien).
John Kelly er godkendt af Senatet og blev taget i ed den 20. januar.
Læs mere om John Kelly her.
Chef for det nationale miljøagenteur (EPA), Scott Pruitt.
Som chef for USA's nationale miljøagentur, EPA, har Donald Trump udpeget Scott Pruitt. Pruitt er justitsansvarlig i staten Oklahoma. Her er han kendt for at være kompromisløs i sit forsvar for olieindustrien.
Scott Pruitt er endnu ikke godkendt af Senatet.
Læs mere om Scott Pruit her.
Boligminister, Ben Carson
Donald Trump har udpeget Ben Carson som boligminister. Ben Carson stillede op mod Donald Trump i Republikanernes primærvalg kamp, men opgav allerede i marts sin valgkamp og valgte i stedet at give sin støtte til Trumps kampagne.
Den 65-årige Carson, som har en fortid som neurokirurg, er den første afroamerikaner, der bliver udpeget som værende en del af regeringen. Han har på lige fod med Donald Trump ingen tidligere politisk erfaring.
Ben Carson er godkendt af Senatet.
Læs mere om Ben Carson her.
Forsvarsminister, James Mattis
Den pensionerede general, James Mattis, bliver ny forsvarsminister under Donald Trump. Han har tidligere stået i spidsen for de amerikanske tropper i både Afghanistan og Irak. Den 66-årige firestjernede general er kendt under øgenavnet 'Mad Dog' (gal hund, red.) som den kontante general fik under sin aktive karriere.
James Mattis er godkendt af Senatet og blev taget i ed den 20. januar.
Læs mere om James 'Mad Dog' Mattis her
Finansminister, Steve Mnuchin
Den tidligere filmproducent, børsmægler og Goldman Sachs-chef, Steven Mnuchin, er udpeget til at være USA's finansminister.
Den 53-årige Mnuchin var ansvarlig for økonomien under Trumps præsidentkampagne. Derudover har Mnuchin - ligesom Trump, ingen politisk erfaring, men har i mange år beskæftiget sig med hedgefonde, ligesom han har investeret i filmproduktion.
Steve Mnuchin er godkendt af Senatet.
Læs mere om Steve Mnuchin her.
Handelsminister, Wilbur Ross
Wilbur Ross, som er multimillardær, har tjent sine penge på at købe virksomheder på randen til konkurs og optimere dem, blandt andet indenfor minedrift.
Son handelsminister vil Ross sandsynligvis anlægge en noget blødere linje end sin chef.
I modsætning til sin chef, har Ross været fortaler for genforhandling af TTP - den internationale handelsaftale, som Donald Trump i går officielt meldte USA ud af.
Han er dog ligesom Trump kritisk over for mange af USA's internationale handelsaftaler, heriblandt NAFTA, som er indgået mellem USA, Canada og Mexico.
Wilbur Ross er godkendt af Senatet.
Læs mere om Wilbur Ross her.
Transportminister, Elaine L. Chao
Elaine Chao har tidligere været beskæftigelsesminister under præsident George W. Bush.
Ifølge New York Times har Chao i mange år været en fast del af det republikanske 'establishment' i Washington.
Elaine Chao er godkendt af Senatet.
Sundhedsminister, Tom Price
Donald Trump har udpeget kongresmedlemmet Tom Price fra Georgia til at være landets sundhedsminister.
Den meget konservative Price er skarp kritiker af Barack Obamas sundhedsreform, Obamacare, som han mener giver for megen magt til til den føderale magt og sundhedsministeriet. Price har selv et detaljeret forslag til en erstatning, som han kalder 'The Empowering Patients First Act', som han har kæmpet for siden 2009.
Price er godkendt af Senatet.
Læs mere om Tom Price her.
FN-ambassadør, Nikki Haley
Første kvinde, der blev nomineret til en toppost var Nikki Haley, der bliver USA’s nye FN-ambassadør. 44-årige Haley er guvernør i South Carolina og en af de unge stjerner hos Republikanerne. Hun har primært haft arbejde og handel som sine fokusområder, men har ikke den store erfaring med udenrigspolitik, skriver blandt andre Washington Post.
Haley har tidligere været en af Trumps største kritikere og har blandt andet udtalt om Trump, at "han er alt det en guvernør ikke vil have i en præsident".
Læs mere om Nikki Haley her.
Uddannelsesminister, Betsy DeVos
Betsy DeVos er tidligere formand for Republikanerne i Michigan, og hun har også ydet stor økonomisk støtte til partiet. Hun har dog ikke været den store Trump-støtte, men støttede i stedet Carly Fiorina og Jeb Bush, før hun til sidst bakkede op om Marco Rubio. I marts kaldte hun ligefrem Donald Trump en "indtrænger", der ikke repræsenterer det republikanske parti.
Betsy DeVos er godkendt af Senatet.
Læs mere om Betsy DeVos her.
Direktør for CIA, Mike Pompeo
Mike Pompeo tilhører den stærkt konservative Tea Party-fløj og er medlem af Repræsentanternes Hus for Republikanerne. Han har været stor kritiker af atomaftalen med Iran og var også modstander af Hillary Clintons håndtering af angrebet på den amerikanske ambassade i Bengazi. Rollen som ny CIA-chef bliver i de amerikanske medier beskrevet som særlig vigtig i en tid, hvor der er flere trusler mod amerikanernes sikkerhed.
Mike Pompeo er godkendt af Senatet og tiltrådt som CIA's nye chef.
Justitsminister, Jeff Sessions
Senatoren fra Alabama bliver regnet for en af de mest konservative i Senatet. Han er fortaler for en meget streng udlændingepolitik og højere straffe til kriminelle og er modstander af homoægteskaber. Hans nominering til statsdommer blev i 1986 bremset på grund af racistisk ladede udtalelser.
Jeff Sessions er godkendt af Senatet.
Sikkerhedsrådgiver, Michael T. Flynn
Michael T. Flynn var under valgkampen Trumps sikkerhedsrådgiver, og han var en af de få, der støttede Trumps sikkerhedspolitik. Han var også med under Trumps første møde med en udenlandsk leder, japanske Shinzo Abe. Han var topchef i den militære efterretningstjeneste DIA, indtil han i 2014 ragede uklar med det amerikanske efterretningsmiljø. Han er blandt andet blevet kritiseret for at have tætte forbindelser til det russiske regime, og han har flere gange været gæst på russisk stats-tv.
Michael T. Flynn trak sig fra sin post som national sikkerhedsrådgiver den 14. februar efter kun tre uger på posten. Du kan læse mere om hans afsked her. Den pensionerede general Joseph Keith Kellog vil midlertidig tage Flynns plads, indtil præsidenten udnævner en ny rådgiver.
Læs mere om Michael T. Flynn her.
Stabschef, Reince Priebus
Formanden for Republikanernes Nationale Komité, Reince Priebus, blev nomineret 13. november som den kommende stabschef. Stabschefen er den højest rangerende medarbejder i den amerikanske præsidents udøvende embede. Stabschefen er ansvarlig for at føre tilsyn med de ansatte i Det Hvide Hus og bliver blandt andet kaldt præsidentens dørvogter.
Reince Priebus har i modsætning til Trump selv en stor politisk erfaring og har også et godt forhold til formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, der selv har haft et meget dårligt forhold til Donald Trump.
Vince Priebus er taget i ed.
Læs mere om Reince Preibus her.
Præsidentrådgiver, Kellyanne Conway
Kellyanne Conway blev indsat som Donald Trumps tredje kampagnechef under præsidentkampagnen i juni 2016, og hun har ved flere lejligheder måttet udrede nogle af hans mere kontroversielle kommentarer over for den amerikanske presse. Derfor lå det også i kortene, at hun ville få en betroet stilling i Det Hvide Hus. 49-årige Kellyanne Conway er uddannet jurist og har i mange år været ekspert i politiske målinger og statistik.
Kellyanne Conway er taget i ed.
Læs mere om Kellyanne Conway her.
Chefstrateg, Stephen Bannon
Stephen Bannon er et af Trumps mest kontroversielle valg til sin administration. Han er kendt som stærkt højreorienteret og har stået i spidsen for det højreradikale Breitbart News, der været med til at fremme den såkaldte alt-right-bevægelse. Modstanderne har blandt andet kaldt ham en bannerfører for racisme og antisemitisme. Bannon blev allerede hentet ind som rådgiver under valgkampen, hvor han var kampagnechef. Han har en fortid i Goldman Sachs og har ifølge amerikanske medier tjent en stor del af sine penge på en bid af Seinfeld-serien.
Stephen Bannon er taget i ed.
Læs mere om Stephen Bannon her.
Rådgiver, Jared Kushner
Svigersønnen Jared Kushner skal rådgive den nye præsident om handelsaftaler og Mellemøsten. Han er gift med Trumps datter, Ivanka Trump.
Den 35-årige forretningsmand har blandt andet stået i spidsen for det store boligselskab Kushner Companies og udgiver desuden avisen New York Observer. Han er trådt tilbage fra begge poster efter sin udnævnelse som rådgiver.
Jared Kushner er taget i ed.
Læs mere om Jared Kushner her
Kilder: Ritzau, Reuters, nytimes.com, forbes.com, cnn.com, BBC