Trumps søn mødtes med syrisk politiker i oktober

Et møde i Paris bliver set som tegn på, at USA vil tage ny position i Syrien-spørgmålet.

Donald Trump Jr. er den kommende præsidents ældste søn. (Foto: © TIMOTHY A. Clary, Scanpix)

Et møde mellem Donald Trumps ældste søn - Donald Trump Jr. - og den syriske politiker Randa Kassis har styrket spekulationerne om, at den nye amerikanske regering vil lægge sig tættere op ad den russiske linje i Syrien.

Randa Kassis bliver af mange syriske oppositionsfolk anset som en støtte af den nuværende præsident Bashar al-Assad. Blandt andet fordi hun taler for, at et politisk magtskifte i det borgerkrigsramte land skal ske i samarbejde Assad. Og går ind for russisk indblanding i krigen.

Officielt hjælper Rusland Assad med at komme Islamisk Stat til livs, men russerne anklages også for at bombe andre modstandere af det nuværende styre.

- Rusland har grebet ind for at redde landet, for Syriens skyld, har Randa Kassis blandt andet sagt på Al-Jazeera i tirsdags:

- Problemet er, at I ikke kender russerne, I forstår ikke russerne... I beskylder bare russerne for at være mod oppositionen, men I bliver nødt til at forstå dem.

Syrisk afhopper: Kassis har ingen opbakning

En afhoppet syrisk diplomat, Bassam Barabandi, der er bosiddende i Washington, siger til The Guardian, at Kassis' organisation ikke har stor opbakning i Syrien.

- Det er i virkeligheden bare hende og hendes venner. Ingen andre i Syrien anerkender hende som en del af oppositionen ud over regimet, siger han.

Gode venner med Lavrov

Ifølge syrienekspert Joseph Bahout har Randa Kassis via sin mand - den fransk forretningsmand Fabien Baussart - tætte kommercielle bånd til Rusland, og hun har tidligere holdt møder med den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov.

- Hun er gode venner med Lavrov, og han inviterede hende og en masse andre til Moskva, hvor de dannede det, der - men en vis ironi - er blevet kendt som Moskva-oppositionen, siger Joseph Bahout.

- Russerne forsøgte kynisk at presse den her gruppe ind som en oppositionsdelegation, der skulle tage om fred i Geneve. Men det bakkede resten af oppositionen selvfølgelig ikke op om.

Donald Trump har i sin valgkamp slået hårdt på at bekæmpe Islamisk Stat med alle midler og har flere gange sagt, at han bakker op om Ruslands bombninger af terrororganisationen.

Kritikere har bemærket, at USA sådan set allerede bomber Islamisk Stat. Og mange frygter, at Trumps toner om en mere russiskvenlig linje vil betyde, at man ikke længere vil støtte den syriske opposition, som Barack Obama ellers har insisteret på.

Trumps svigersøn som fredsmægler

Mødet med Donald Trump Jr., som er den kommende præsidents Donald Trumps ældste søn, fandt sted i Paris 11. oktober i år. At Trumps børn er en del af det politiske spil er ikke noget nyt.

I det team, han har udnævnt til at stå i spidsen for overdragelsesprocessen, når han til januar overtager præsidentposten, er tre af hans børn. Derudover har han netop meldt ud, at han overvejer at give sin svigersøn, Jared Kushner, opgaven med at skabe fred i Mellemøsten.