Det er en af verdens mest magtfulde mænd, der står til at skulle bestride posten som amerikansk udenrigsminister.
På listen fra 2015, som det amerikanske magasin Forbes står bag, er Rex Tillerson placeret som nummer 25, mens hans kommende chef - Donald Trump - er hele 47 numre længere nede på listen som verdens 72. mest magtfulde.
- Hans vedholdenhed, store erfaring og dybe forståelse af geopolitik gør ham til et fremragende valg som udenrigsminister, har Donald Trump selv udtalt om udnævnelsen.
Men hvem er Rex Tillerson - og hvilken rolle kommer han til at spille som stormagtens udenrigspolitiske ansigt?
Kort fortalt
Rex Tillerson er 64 år, født i Texas og er administrende direktør i olieselskabet ExxonMobil. En virksomhed, som han har været i, siden han i 1975 blev ansat som produktionsingeniør.
At det blev Rex, som Donald Trump pegede på, er en overraskelse. Det vurderer redaktør på Kongressen.com, Anders Agner Pedersen.
- Han er ikke en af dem, som er blevet nævnt i hele det her efterhånden ganske langtrukne spil, der har været omkring, at skulle være Trumps udenrigsminister, forklarer han.
Hvor nogle af forhåndsfavoritterne til posten - Mitt Romney, Rudy Guiliani og David Petreaus - har solid politisk erfaring, ja, så minder Rex Tillerson mere om Donald Trump, der ikke har nogen erfaring med politik eller at bestride et offentligt embede.
Foruden sit professionelle virke har Rex Tillerson også været aktiv spejder igennem hele sit liv. I 2010 blev han endda udnævnt til præsident for de amerikanske drengespejdere - en post han bestred i to år.
Privat er Tillerson gift og har fire børn med sin kone siden 1986, Renda St. Clair. Parret bor i byen Irving, Texas, og ifølge New York Times skulle Rex Tillerson have en udpræget Texas-accent.
Forbindelsen til Rusland
Som leder af et stort olieselskab har Rex Tillerson et bredt netværk og forbindelser til øvrige olieproducerende lande. Det skriver erhvervsmediet Bloomberg.
Særligt til Rusland og præsident Vladimir Putin har Tillerson et særligt bånd, forklarer Jørn Brøndal, der er lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.
- Han har blandt andet modtaget den fineste orden fra Rusland for en person, der ikke er født i Rusland, kan modtage. Den orden, der i gamle dage hed Lenin-ordnen, nu hedder den Order of Friendship, forklarer han.
- Det siges, at han er den person i USA, der formodentlig har de tætteste bånd med Vladimir Putin overhovedet. En mand med interesser langt inde i Rusland.
Af samme grund bliver Rex Tillerson også en af de ministerposter, som Donald Trump kan få nogle problemer med at få godkendt i Senatet, som i sidste ende skal godkende Trumps udnævnelser, mener Jørn Brøndal.
Den vurdering deler Anders Agner. Han peger på, at der allerede lyder kritiske røster om Rex Tillerson fra Republikanske politikere i Senatet som John McCain og Lindsay Graham. Så selvom Republikanerne sidder med flertallet i Senatet, vil Tillerson ikke bare glide igennem.
- Det kan godt gå hen og blive en noget bøvlet omgang at få Tillerson igennem, og der venter nogle ikke helt gnidningsfrie forhandlinger og høringer som kan vise sig at blive både ganske langvarige og ikke nødvendigvis specielt kønne. Hverken for Trump eller Tillerson, siger Anders Agner.
- Men det er åbenbart en pris, som Trump er villig til at betale.
Der har dog også været republikansk støtte til netop Rex Tillerson. Ifølge New York Times og Politico har de to tidligere republikanske udenrigsministre James A. Baker III og Condoleeza Rice bakket op om valget af Rex Tillerson som udenrigsminister.
En ny udenrigspolitisk stil
Med Rex Tillerson ved roret vil vi se et markant udenrigspolitisk skifte, vurderer Anders Agner. Ikke kun i forholdet til Rusland, men også på en lang række andre områder.
Alene baseret på hans ikke-eksisterende erfaring med politik vil han være en markant anderledes udenrigsminister end den person, han afløser på posten - John Kerry.
- Derudover ved vi, at Donald Trump ønsker, at USA skal være langt mere tilbagetrukket fra internationale relationer. Den måde, han kommunikerede sin udenrigspolitik i løbet af valgkampen tangerede jo nærmest til det isolationistiske, og det er den linje, som Tillerson nu skal være eksponent for og realisere.
- Så vi må forvente et amerikansk udenrigspolitisk skifte af de lidt større i forhold til den linje, som er blevet ført under Obama og så den, som kommer til at blive ført under Donald Trump.
Anders Agner peger også på, at Donald Trump har lagt op til en mere konfrontatorisk stil overfor for eksempel de øvrige medlemslande i Nato, som han ønsker skal bidrage mere.
Jørn Brøndal har dog ikke set samme Nato-skepsis hos Rex Tillerson som hos Donald Trump.
- Rex Tillerson har ganske vist har stor erfaring som leder af et multinationalt selskab, men han har absolut ingen erfaring som egentlig politiker og derfor kan det blive interessant at se, hvordan han kommer til at stå, siger han.