I går kom meddelelsen om, at FN's fredsbevarende mission har lidt det største tab i næsten 25 år.
15 FN-soldater fra Tanzania blev dræbt under et angreb i den østlige del af DR Congo. 50 andre blev såret under angrebet, som også kostede fem congolesiske soldater livet.
FN-basen ligger i et område, som ofte oplever angreb fra oprørsgruppen Allied Democratic Forces (ADF), som da også mistænkes for at stå bag angrebet.
Tidligere på ugen meddelte FN og nødhjælpsorganisationer, at DR Congo netop nu er det sted i verden, hvor flest mennesker er nødt til at flygte fra deres hjem af frygt for deres sikkerhed: Antallet af fordrevne lyder på 1,7 millioner i år.
Sådan lyder de seneste dårlige nyheder fra et land, der stort set ikke har oplevet andet end ufattelige lidelser siden 1500-tallet.
Her er et kortfattet overblik over baggrunden for konflikterne i DR Congo før og nu:
Et kæmpe land
DR Congo er et kæmpe land, der dækker et areal, som næsten er på størrelse med Vesteuropa.
Undergrunden rummer kolossale rigdomme i form af olie og omkring 1.100 værdifulde mineraler og metaller.
Klimaet er gunstigt, og takket være Kongofloden - verdens næstlængste flod - er der er ingen mangel på vand til de mere end 80 millioner hektar landbrugsjord.
Alt i alt burde DR Kongo være et af de rigeste lande i Afrika - nogle siger i hele verden. Men virkeligheden er den stik modsatte: DR Congo ligger rutinemæssigt i bunden af FN's liste over velfærden i verden - Human Development Index.
Misbrugt i århundreder
DR Congos naturlige fordele er samtidig landets store forbandelse.
Allerede i 1480 ankom købmænd fra Portugal til det ret sofistikerede kongerige Kongo, og det gik hurtigt op for dem, at her var penge at tjene - ikke bare på råstofferne, men især på slavehandel.
Portugiserne fandt ud af, at det var lettere af få fat i slaverne, hvis man ikke skulle forholde sig til en stærk centralmagt. Derfor blev oprørsgrupper forsynet med penge og moderne våben, og da man nåede til 1600-tallet var anarkiet en kendsgerning.
Denne tilstand blev efterfølgende opretholdt af forskellige europæiske magter, mens tømte området for rigdomme og millioner af slaver.
Slutningen af 1800-tallet var en særlig brutal periode, da den belgiske kong Leopold den 2. oprettede en privat stat i det nuværende DR Congo. Omkring 10 millioner congolesere blev dræbt under Leopolds rædselsregime.
Kolonimagt afløst af tyran og krig
DR Congo opnåede uafhængighed i 1960, og det var en katastrofe fra dag et.
Belgierne efterlod intet fungerende statsapparat, og landet blev øjeblikkeligt scene for interne stridigheder. I 1965 tog militærmanden Joseph-Desire Mobutu magten i landet, som han forvandlede til et militærdiktatur under navnet Zaire.
Mobutu var en tyran, som berigede sig selv, mens han undertrykte befolkningen. Men samtidig fik diktatoren støtte af USA og Storbritannien, fordi han var modstander af kommunisme under den kolde krig.
Mobutu blev væltet af oprøreren Laurent-Désiré Kabila i 1997 med kraftig hjælp fra nabolandet Rwanda.
Rwanda var dog ikke tilfreds udviklingen i DR Congo og invaderede landet igen. Denne gang udviklede konflikten sig dog til den mest dødbringende krig, der nogensinde har været i Afrika.
Otte lande og 25 militser deltog i "Afrikas verdenskrig", som kostede over fem millioner civile livet mellem 1998 og 2003 - primært på grund af sult og sygdomme.
Da krigen officielt sluttede var Laurent-Désiré Kabila forlængst blevet myrdet og erstattet af sin søn, Joseph. Han sidder stadig på magten i det urohærgede land, selvom hans periode udløb for et år siden.
Den officielle forklaring var tidligere i år, at DR Congo ikke har råd til at afholde et præsidentvalg.