Demokratiet er aflyst i den Demokratiske Republik Congo: Vi har ikke penge nok

DR Congo kunne være et af Afrikas rigeste lande, men har ikke råd til at afholde valg.

Valget i DR Congo blev efter store protester udskudt til 2017, men det sætter økonomien tilsyneladende en stopper for. (Foto: © JUNIOR KANNAH, Scanpix)

Vi mangler 1,8 milliarder dollars, så vi kan desværre ikke holde valg i 2017.

Sådan lyder det fra den ansvarlige for den Demokratiske Republik Congos pengekasse, budgetminister Pierre Kangudia.

En bekvem undskyldning for præsident Joseph Kabila til at blive på posten i et af Afrikas største lande. Der skulle have været valg i DR Congo sidste år, men præsidenten nægtede at udskrive valget.

Vold og stor opstandelse fulgte i kølvandet på den beslutning, og mindst 50 mennesker blev dræbt i voldelige demonstrationer. Inden alt blev forvandlet til kaos, lykkedes det dog regering og opposition at forhandle en aftale på plads, der betød valget blev udskudt til 2017.

Sidste år var undskyldningen for ikke at gennemføre valget, at man ikke kunne nå at registrere de 30 millioner vælgere. Nu hedder det så, at der ikke er penge nok. Budgetministeren Pierre Kangudia giver faldende indtægter fra landets mineralrige undergrund skylden for den manglende finansiering.

Frygt for eskalerende voldsspiral

Udmeldingen om, at der ikke er penge til at afholde valg, vil uden tvivl skabe mere uro, og iagttagere frygter, at DR Congo er på vej ned i endnu en uhyggelig voldsspiral, hvor den upopulære Joseph Kabila med alle midler vil forsøge at beholde magten.

Ifølge forfatningen kan han ikke genopstille, og selvom han kunne, så ville han næppe vinde, for ifølge meningsmålinger fra sidste år ville mindre end 10 procent af befolkningen støtte ham.

Den politiske opposition, der nødtvungent accepterede, at valget blev udskudt til 2017, befinder sig lige nu i en svær situation. Etienne Tshisekedi, oppositionens vigtigste stemme, døde den 1. februar, og det har skabt usikkerhed om, hvem der nu skal forsøge at tage magten fra Kabila.

Den Afrikanske Union, EU, FN og International Organization of La Fracophonie har i en fælles udtalelse i dag, udtrykt bekymring over manglende implementering af den aftale, som regering og opposition vedtog i december, og som altså blandt andet omfatter et valg i 2017.

Republikken lever ikke op til dens navn

På trods af navnet, Den Demokratiske Republik Congo, har demokratiet aldrig rigtigt fungeret, og lige siden landet blev selvstændigt for 57 år siden, har der ikke været et fredeligt magtskifte.

DR Congo er på størrelse med Vesteuropa, og de 60 millioner indbyggere kan se tilbage på en historie, der er en af de mest blodige i Afrika.

Undergrunden er rig på mineraler, og det har i 500 år skabt grobund for en uhyggelig udnyttelse af civilbefolkningen, når konger og krigsherrer fra både Europa og Afrika har forsøgt at sikre sig de ædle metaller.

Fra 1998 til 2003 var DR Congo genstand for det, der populært kaldes Afrikas verdenskrig. Otte lande og 25 militser var involveret i den mest dødbringende krig, der nogensinde har været i Afrika.

Flere end fem millioner mennesker har mistet livet, og selvom krigen officielt sluttede i 2003, så har det mest været på papiret.

FN har 20.000 soldater udstationeret i forsøget på at skabe fred og demokratisk udvikling, men de har kun formået at lægge en dæmper på volden. Utallige militser hærger stadig især den østlige del af landet, hvor vold, voldtægt og drab hører til dagens orden.

DR Congo har mere end 80 millioner hektar landbrugsjord, og der er identificeret mere end 1.100 værdifulde metaller i undergrunden. Det kunne være et af Afrikas rigeste lande, men virkeligheden er at det er et af de fattigste. Og som altså ifølge regeringen heller ikke har råd til at holde et demokratisk valg.