Angreb i Congo koster flere FN-soldater livet

Et angreb i det østlige Congo har kostet mindst 14 fredsbevarende soldater fra FN livet. Flere er såret.

Demonstration imod Congos siddende præsident, Joseph Kabila. (Foto: © JUNIOR KANNAH, Scanpix)

Et stort antal fredsbevarende soldater fra FN er fredag blevet dræbt og såret i et angreb i det østlige Congo.

Kilder fra FN siger, at der er tale om 14 soldater, der har mistet livet. Mere end 50 er såret, skriver nyhedsbureauet Reuters. Og det kan være det værste enkeltangreb mod en FN-mission i nyere tid, melder embedsmænd til nyhedsbureauet.

Den stedfortrædende FN-talsmand Farhan Haq oplyser, at de fredsbevarende soldater hovedsageligt er fra Tanzania, og at mindst fem congolesiske soldater også blev dræbt i angrebet.

- Det er et meget stort angreb, bestemt det værste i min hukommelse, siger Haq.

Generalsekretær for FN, Antonio Guterres, kalder angrebet 'en krigsforbrydelse' og opfordrer de congolesiske myndigheder til hurtigt at lave en undersøgelse.

Angrebet skete kort fra byen Beni, som gentagne gange er blevet ramt af angreb.

Konflikterne har været mange siden FN-missonens ankomst i det mellemafrikanske land. En af de største trusler i regionen kommer ifølge Reuters fra oprørsbevægelsen ADF, der har været aktiv siden 1990'erne og som siden har intensiveret sine angreb i Congo.

Menneskerettighedsorganisationer siger, at mindst 1.000 mennesker er blevet dræbt i de sidste tre år. Ifølge eksperter er dog ingen dokumenterede forbindelser mellem ADF-oprørerne og andre ekstremistiske organisationer i Afrika.

FN-missionen hjalp i 2006 med at udføre Congos første frie og retfærdige valg i 46 år, men siden da er vreden vokset mod den siddende præsident, Joseph Kabila.

Congo er på størrelse med Vesteuropa og har en grum og grådig historie om udnyttelse af landets enorme mineralressourcer.

Landet gennemgik et brutalt kolonialt styre, og heller ikke i dag er der reelt demokrati i Congo.

/DR Nyheder