Det er aldrig sket før, og derfor melder der sig nu en hel del spørgsmål om, hvad den næste tid bringer for Donald Trump.
Han er nemlig den første amerikanske ekspræsident, som er blevet dømt i en straffesag.
Det skete torsdag, hvor Trump blev kendt skyldig i alle 34 anklager i tys tys-sagen.
Den tidligere præsident er kendt skyldig i at have forfalsket dokumenter for at dække over en udbetaling på 130.000 dollar - cirka 900.000 kroner - til pornoskuespilleren Stormy Daniels, hvis borgerlige navn er Stephanie Clifford, forud for præsidentvalget i 2016.
Overførslen skulle ifølge anklagemyndigheden sikre, at Stormy Daniels ikke udtalte sig om en affære, som hun og Trump skulle have haft i 2006.
- Jeg er en meget uskyldig mand, lød det fra Donald Trump.
Men han er altså blevet dømt ved retten i New York. Så hvad sker der nu?
Dommen faldt i dag. Men kan den ankes?
Den nu dømte tidligere præsident har mulighed for at anke dommen, og det har han 30 dage til. Derefter har han seks måneder til at indgive en fuld appel til den retsinstans, som behandler appeller i New York.
Det fortæller Ruben Toft Sindahl, juridisk analytiker hos mediet Kongressen.com.
Men Trump kan ikke bare sige "jeg er uenig og vil have sagen hørt igen" Han skal pege på nogle specifikke punkter i sagen, hvor han mener, der er sket en fejl fra dommerens side, siger Ruben Toft Sindahl.
- Et eksempel kan være de slibrige detaljer om Trump, som Stormy Daniels fortalte, som man måske mener ikke er relevante for sagen og burde have været stoppet.
Hvis Trump anker sagen, vil det ikke resultere i en ny retssag, som den verden lige har været vidne til.
- Det vil være nogle dommere, der sidder og ser papirer igennem. Og der kan gå rigtig lang tid - endda måske et år, fortæller Ruben Toft Sindahl.
En vigtig detalje at huske er, at det er skyldsspørgsmålet, der blev afgjort i dag - men ikke strafudmålingen. Den kommer senere. Og Trump kan teknisk set godt stille spørgsmål til begge ting, siger Ruben.
- Men det er virkelig svært at få omstødt en strafudmåling, og det er dommeren, der tager den vurdering, tilføjer han.
Kan den tidligere præsident komme i fængsel?
Og det bringer os videre til et af de helt store spørgsmål: nemlig om Donald Trump kan ende med at skulle ind og ruske træmmer.
Efter dagens dom er det op til dommer Juan Merchan at afgøre, hvilken straf Donald Trump skal idømmes. Og det kan trække ud.
Strafudmålingen forventes at ske den 11. juli, og for nu vil den tidligere præsident forblive uden for fængslet, mens han afventer sin dom.
Ruben Toft Sindahl tror umiddelbart ikke, at Trump faktisk ender i fængsel.
Anklagepunkterne i sagen er såkaldte klasse E-forbrydelser eller den laveste kategori af forbrydelser i staten New York. Men han vil ikke udelukke noget.
Selvom hver af de 34 anklagepunkter giver mulighed for op til fire års fængsel og en bøde på op til 5.000 dollar eller cirka 34.500 kroner, så peger Ruben på, at den maksimale straf nok vil være på omkring 4 år.
- Hvis man går ned i Netto og stjæler otte liter mælk, så er det heller ikke per liter mælk, man bliver sat i fængsel - i praksis gør man det bare ikke sådan.
Kan Donald Trump stadig blive præsident?
Der er fem måneder til det amerikanske præsidentvalg løber af stablen. Amerikanerne skal til stemmeurnerne den 5. november, og Donald Trump har den seneste tid ligget lunt i flere meningsmålinger til at blive USA's 47'ende præsident.
Men kan han stadig blive præsident?
Ja, siger Ruben Toft Sindahl.
Den amerikanske forfatning har kun få krav til præsidentkandidater: De skal være fyldt 35 år, de skal være født i USA, og de skal have boet i USA i mindst 14 år.
- Og der står ikke noget om, at man ikke kan være dømt eller have siddet i fængsel.
Så USA kan teknisk set ende med at få en præsident, der sidder bag tremmer.
- Men så er der nogle praktiske ting, man skal finde ud af, enten at han skal have noget beskyttelse med ind eller afsone hjemmefra, fortæller Ruben og tilføjer, at han ikke umiddelbart vurderer, at det vil nå så langt.
- Det er ikke noget, vi har set før, og derfor ved vi ikke helt, hvad der vil ske eller hvordan det vil fungere.
Kan Trump som tidligere præsident benåde sig selv?
Den tidligere præsident er nu blevet dømt. Men kan han benåde sig selv?
Nej, er det korte svar fra Ruben Toft Sindahl.
- USA er bygget op af forskellige systemer. Blandt andet et føderalt system, hvor præsidenten er leder og har indflydelse - og så har staterne deres egne systemer.
Donald Trump blev kendt skyldig i delstaten New York.
- Så han kan ikke benåde sig selv, fordi det er en delstatssag, siger Ruben Toft Sindahl.
Tre retssager venter stadig forud. Hvad med dem?
Donals Trump er indblandet i hele fire forskellige straffesager, inklusiv tys tys-sagen.
Udover den venter: 6. januar-sagen, Dokumentsagen og Georgia-sagen.
Dommen i tys tys-sagen kan dog godt have en betydning i de fremtidige sager, fortæller Ruben Toft Sindahl. Trump vil nemlig nu gå ind i dem med en plet på straffeattesten.
- Og det er noget, en dommer kigger på. Samtidigt er de andre sager så alvorlige, at de nemt i sig selv kan give 10 år i fængsel, fortæller Ruben Toft Sindahl.
Sagen om tys-tys penge er den eneste, som forventes, vil blive behandlet inden præsidentvalget. Den er også af flere blevet kaldt 'den mindst farlige'.
Vil Trump kunne stemme ved det kommende præsidentvalg?
Her er det korte svar: måske.
Donald Trump er bosiddende i Florida - en stat notorisk kendt for ringe rettigheder for tidligere dømte. Men han blev kendt skyldig i delstaten New York.
Hans ret til at stemme i Florida ved præsidentvalget i november afhænger af, hvorvidt han bliver idømt en fængselssstraf, og om han har afsonet den før valget løber af stablen.
Hvis en floridianers dom er uden for staten, følger Florida imidlertid den pågældende stats love for, hvordan tidligere straffede kan genopnå deres stemmerettigheder.
Efter reglerne i New York, ryger stemmerettigheden kun, hvis man sidder i fængsel. Når man er ude igen, vender retten til at stemme tilbage.
Meget er endnu uvist, men det var stadig en overraskelse, da dommen faldt, fortæller Ruben Toft Sindahl.
- Set i det store billede, er det stadig helt vildt.
Hør meget mere om den historiske dom – og hvad den betyder for Trump og valgkampen – i denne ekstra-udgave af DR’s udlandspodcast Stjerner og striber