Jakob Krogh i USA: Donald Trumps historiske dom kan få afgørende betydning for præsidentvalget

Spørgsmålet er, om de moderate republikanere og midtervælgerne vil stemme på en dømt præsident, siger DR’s USA-korrespondent.

Donald Trump (tv) kalder dommen for en skændsel og langer ud efter både dommeren og Biden-administrationen. Her ses han forlade retten i New York flankeret af sin advokat (th). (Foto: © POOL, Ritzau Scanpix)

Der er blevet skrevet historie i USA. For første gang er en forhenværende præsident blevet dømt i en straffesag.

Donald Trump er torsdag blevet kendt skyldig i alle 34 anklagepunkter i den såkaldte tys tys-sag, der både omhandler ulovlig bogføring og forsøg på at påvirke præsidentvalgkampen i 2016.

- Donald Trump vil kalde det svindel og politisk forfølgelse, han vil anke, men lige nu er han en dømt forbryder. Det er historisk og en begivenhed, der fremover vil blive beskrevet i amerikanske historiebøger, siger DR's USA-korrespondent Jakob Krogh, der har fulgt retssagen i New York.

Hvilken straf Donald Trump får, finder vi først ud af den 11. juli, hvor sagens dommer har berammet strafudmålingen.

- I yderste konsekvens risikerer Donald Trump at blive idømt en fængselsstraf. Mange juridiske eksperter mener dog ikke, at det er sandsynligt, blandt andet på grund af hans alder, at han ikke tidligere er straffet, og han er kendt skyldig i en ikkevoldelig forbrydelse. Men det er en mulighed, siger Jakob Krogh.

Hvert af de 34 anklagepunkter giver mulighed for op til fire års fængsel.

- Mere sandsynligt er det dog nok, at Donald Trump vil blive idømt en bøde, få en betinget fængselsstraf eller ville skulle afsone en form for husarrest, vurderer Jakob Krogh.

Moderate republikanere bliver afgørende for valget

Men uanset hvilken straf Donald Trump måtte modtage, så kan han fortsat stille op til præsidentvalget til november.

Og folkets dom, ja, den er allerede klar. De fleste vælgere har allerede inden kendelsen besluttet sig for, om de vil stemme på Donald Trump eller ej til præsidentvalget i november.

De vælgere, der allerede er tilhængere af Donald Trump, vil fortsat støtte ham.

- For langt de fleste Trump-vælgere vil denne kendelse ikke ændre noget. For mange af dem er den derimod blot en bekræftelse på alt det, Donald Trump siger: At systemet er korrupt og ude efter Donald Trump, siger Jakob Krogh.

Dog viser meningsmålinger, at et lille mindretal af republikanere vil genoverveje deres støtte til Trump, skulle han blive kendt skyldig.

- I et valg, der er så tæt som det amerikanske præsidentvalg bliver, kan selv små ændringer blive afgørende, siger Jakob Krogh.

Og så er der den lille gruppe tilbage, der ikke befinder sig i nogen af de to lejre eller svinger mellem at stemme republikansk og demokratisk.

- Præsidentvalget vil formentlig blive afgjort af udfaldet i blot seks svingstater, og det kan være marginaler, der afgør det. Vil nok midtervælgere i de stater undlade at stemme på Donald Trump, fordi han er blevet dømt skyldig, til at det kan afgøre valget? Det er der nogle meningsmålinger, der peger på, men vi ved det ikke endnu.

Trump langer ud efter demokraterne

Donald Trump selv lagde ikke fingre imellem efter afgørelsen.

Han beskyldte dommeren for at være korrupt og Biden-administrationen for at stå bag i et forsøg på at skade en politisk modstander. Og han lovede sine tilhængere, at han vil fortsætte kampen.

- Vi har ikke gjort noget galt. Jeg er en meget uskyldig mand. Jeg kæmper for vores land. Jeg kæmper for vores forfatning, sagde Donald Trump blandt andet.

Donald Trump fortsætter sin kamp for at blive USA's kommende præsident. Her ses han udenfor Trump Tower i New York efter dommen. (Foto: © Peter Foley, Ritzau Scanpix)

Straks efter dommen blev hans retorik bakket op af blandt andre formanden for repræsentanternes Hus, Mike Johnson, der kaldte det for en "skammelig dag", der beviser, at demokraterne forsøger at knuse deres politiske modstandere ved at føre krig i retten.

Donald Trumps søn, Eric Trump, skrev på X, at denne dag vil blive husket som dagen, hvor Donald Trump vandt valget.

- Donald Trump og hans kampagne vil påstå, at kendelsen ikke vil skade Donald Trump. Men jeg kan ikke forestille mig, at nogen – og slet ikke en præsidentkandidat – skulle ønske at blive kendt skyldig i en straffesag, siger Jakob Krogh.

- Selv om kendelsen vil styrke loyaliteten hos Donald Trumps mest engagerede støtter, frygter Donald Trumps kampagne formentlig, hvad det vil betyde for støtten fra mere moderate republikanske vælgere og de yderst vigtige midtervælgere.

Dom er appelsin i Bidens turban

Hos demokraterne og den siddende præsident Joe Biden er resultatet af sagen i New York en politisk gave med blot fem måneder til valget.

- For Joe Biden og hans kampagne er kendelsen en appelsin i turbanen. Den vil blive brugt som en bekræftelse på det billede, man forsøger at tegne af Donald Trump som en skurk, en svindler og en fare for USA og det amerikanske demokrati, siger Jakob Krogh.

Joe Biden genopstiller til præsidentvalget, hvor Donald Trump altså er eneste reelle udfordrer, når amerikanerne skal vælge deres kommende præsident til november.

Joe Biden har ikke selv kommenteret direkte på dommen, men hans kampagne skriver, at Trump udgør en fare for demokratiet. (Foto: © Alex Brandon, Associated Press)

Men det er nok særdeles tvivlsomt, om vælgerne når at få det sidste punktum i tys-tys sagen, inden de skal sætte deres kryds på stemmesedlen.

- Donald Trump vil med overvejende sandsynlighed forsøge at anke dommen. Skulle han gøre det, vil en ankesag formentlig strække sig over så lang tid, at en endelig dom og dermed straf først ville falde efter præsidentvalget i november.

Donald Trump har annonceret, at han holder pressemøde om sagen i dag klokken 17.00.

Klik herunder og hør Genstart om sagen: