Der gik et gisp igennem folkemængden i New York, da dommen over Trump faldt

Splittelsen er til at tage at føle på, efter den tidligere amerikanske præsident i går blev kendt skyldig i tys-tys-sagen.

Nadine Seidler var "ekstatisk", da dommen over den tidligere præsident Donald Trump faldt.

Der er dem, der mener, at Donald Trump er udsat for politisk forfølgelse, og at det hele er et forsøg på at få Donald Trump ned med nakken.

Og så er der dem, der er lettede og glade, efter den tidligere amerikanske præsident i aftes dansk tid blev kendt skyldig i samtlige 34 anklagepunkter i den såkaldte tys-tys-sag.

- Jeg er meget skuffet. Det er nonsens, siger en af de fremmødte.

- Jeg er ekstatisk, jeg er glad. Alle positive følelser, du kan tænke på, siger en anden.

Splittelsen er til at tage at føle på i New York, hvor retssagen har fundet sted, fortæller DR's USA-korrespondent Jakob Krogh.

Han befandt sig i en park foran retsbygningen, og han fortæller, at der løb et gisp igennem folkemængden, da dommen kom. Samtidig udbrød jubelråbene og buh-råbene.

- I den ene side stod dem, der var modstandere af Donald Trump. De mente pudsigt nok, at det her var en yderst retfærdig dom. På den anden side stod tilhængerne af Donald Trump, som mente, at det her er en skandale, siger Jakob Krogh.

- På den måde var parken sit eget lille billede på det her USA, som er dybt delt i synet på Donald Trump og på denne her sag.

Ændrer ikke på tilhængernes stemme

Tilhængere af den tidligere præsident er rasende over domfældelsen, der kender Donald Trump skyldig i alle 34 anklagepunkter.

En af dem er Moses Shmuel, som Jakob Krogh fik fat på kort efter nyheden kom ud.

- Henover otte år har de prøvet at komme med anklager, over fem separate efterforskninger, og de fortæller mig, at efter otte år er de endeligt lykkedes med at komme op med det her. Det giver bare ikke mening, siger han.

- Det her vil ikke ændre min stemme. De siger, at jeg skal tro på, at det her er ægte, når alle fem efterforskninger alle var falske.

Her kan du høre, hvad Moses Schmuel (th.) og den anden Trump-tilhænger Richard Frank har at sige om Donald Trump. Artiklen fortsætter under videoen:

En anden Trump-tilhænger Richard Frank stemmer i. Han kalder USA en bananrepublik.

- Jeg ved stadig ikke, hvad fanden det er, der foregår her, Jeg ved bare, at det er falsk, siger han.

- Fra dag et, da han var en privat borger, har de udspioneret ham, da han var præsident, har de udspioneret ham igen. 20 år har de været efter ham, siger han.

For Richard Frank og hans familie, som ifølge ham alle stemmer på Trump, ændrer dommen intet ved deres syn på den tidligere - og måske kommende - præsident.

En borger fra New Jersey er mødt op for at vise sin utilfredshed med staten New Yorks lovgivning som følge af sagen. Artiklen fortsætter under videoen:

'Loven skal behandle alle lige'

På den anden side af Trump-grøften møder vi blandt andet kvinden i videoen øverst i artiklen, Nadine Seiler, som er "ekstatisk".

- Endelig noget ansvarlighed! Jeg forventer ikke, at han kommer i fængsel, men en løgn er en løgn, og en dom er en dom, siger hun.

En anden er mødt op med både skilte og en særlig trøje med ordene "Trump er skyldig" på maven. Hende kan du møde i videoen her. Artiklen fortsætter under videoen:

En anden fremmødt, Anushka Srinivasan, er også glad.

- Loven skal behandle alle lige, uanset hvem du er, siger hun.

- Jeg ville personligt foretrække, at han ikke var tilladt at stille op som præsident nu. Jeg vil håbe, at folk vil se, at nogen, som bryder vores lov og viser disrespekt for vores retssystem og love, ikke bør have magt.

Brian Johnson, som DR møder på gaden, mener, det bliver en skamplet på USA, hvis Trump trods dommen bliver valgt ved præsidentvalget i november. Men for nu er det en god dag.

- Jeg er glad for, at systemet virker. Jeg synes det er en god dag for demokratiet, siger han.