Omstridt redningsskib snart i havn: Første flygtninge og migranter er gået i land

630 flygtninge og migranter forventes at gå i land i Spanien i dag.

Her ses nogle af de første migranter og flygtninge fra det italienske kystvagtsskib gå i land i Valencia i Spanien. (Foto: © Heino Kalis, Scanpix)

De første flygtninge og migranter fra redningsskibet Aquarius er her til morgen trådt i land i den spanske by Valencia.

Det er dog ikke Aquarius, der er kommet i havn, men det første af to skibe fra den italienske kystvagt, der har taget imod nogle af flygtningene og migranterne.

På havnen blev de mødt af medicinsk personale, der har forberedt sig på situationen i flere dage.

Efter de seneste opgørelser var der 274 mennesker ombord på skibet Dattilo, fortæller Anna Gaarslev, DR’s Europakorrespondent, fra havnen i Valencia.

- De har forladt skibet i små grupper og er nu ved at blive registreret her på havnen. Og så skal de videre til opholdscentre rundt omkring i Spanien.

De 630 migranter har været været om bord på skibet i Middelhavet i ni dage, efter de blev reddet ud fra den libyske kyst. Blandt dem 123 uledsagede børn, 11 andre børn og syv gravide.

Aquarius nærmer sig Valencias havn sammen med et andet skib fra den italienske kystvagt. Nødhjælpsorganisationen SOS Mediterranee, der er en af ejerne af Aquarius, skriver på Twitter, at det udløste jubel på skibet, da man kunne se den spanske kyst.

Skiber skaber storpolitisk konflikt

Både Malta og Italien nægtede tidligere på ugen at tage imod redningsskibet.

- At redde menneskeliv er en pligt, men Italien skal ikke omdannes til en stor flygtningelejr, skrev den italienske indenrigsminister Mateo Salvini.

Det fik Frankrig til at beskylde Italien for "uansvarlighed", hvilket har udløst en diplomatisk tvist mellem de to lande.

Efter pres fra både EU-Kommissionen og FN's flygtningeagentur, UNHCR, valgte Spanien at tilbyde Aquarius, at båden kunne komme til den spanske by Valencia.

Stor operation

Og det er langt fra tilfældigt, at det er Valencia, hvor flygtningene og migranterne går i land, fortæller Anna Gaarslev.

- Valencia tilbød sig, og de ligger godt rent geografisk på østkysten. Det er en stor, veludbygget havn, så de har ressourcer til at klare sådan en opgave.

Det er dog langt fra kun flygtninge og migranter, som der skal tages imod og holdes styr på på havnen i Valencia.

- Vi taler om et større apparat af flere tusinde frivillige. Der er tolke, læger, embedsfolk fra de spanske myndigheder, der skal registrere dem, og så er der mange hundrede journalister, som også er samlet her på havnen. Det er en temmelig stor operation, siger Anna Gaarslev.