Ny eksplosion i Bangkok: Mindre bombe smidt fra bro

Ingen er kommet til skade, fordi en ny bombe i Bangkok landede i vandet.

Området, hvor mandagens bombe eksploderede, er fortsat afspærret af politiet, der også indsamler spor. Turister frarådes at befinde sig i kvarteret. (Foto: © CHRISTOPHE ARCHAMBAULT, Scanpix)

Thailands hovedstad, Bangkok, er blevet ramt af en ny - omend noget mindre eksplosion.

Det skete tirsdag formiddag dansk tid, da en endnu uidentificeret mand kastede en mindre bombe fra en bro ved Chao Phraya floden.

Bomben blev kastet i vandet og lavede en enorm vandsøjle, der sprøjtede på de forbipasserende, men ingen er kommet til skade, skriver flere internationale medier.

Det er uvist, om der er nogen sammenhæng mellem dagens eksplosion og så den meget dødbringende af sin art, der gik af mandag.

'Værste angreb nogensinde'

Thailands juntachef, Prayuth Chan-ocha, kalder bombeanslaget mandag, der dræbte mindst 20 og sårede over 120, for "det værste angreb nogensinde".

De thailandske myndigheder siger, at de ikke udelukker nogen gruppe eller bevægelse fra listen over mistænkte i opklaringsarbejdet efter den dødbringende bombe, skriver Ritzau.

Ingen gruppe eller personer har indtil videre taget skylden for bombeanslaget mandag, som fandt sted tæt på det hellige tempel, Erawan Tempel. Området besøges hver dag af tusindvis af mennesker, da der også ligger flere hoteller og shoppingcentre i nærheden.

En person bliver jagtet som mulig mistænkt gerningsperson, da vedkommendes adfærd er blevet spottet på et overvågningskamera. Men endnu har myndighederne ikke anholdt nogen.

- I dag har vi en mistænkt. Vi søger efter denne fyr her, siger juntachefen med henvisning til fotos fra en overvågningsvideo fra stedet, hvor bomben eksploderede.

Kan tilhøre 'regeringsfjendtlig gruppe'

Prayut siger, at den mistænkte mand på optagelserne menes at tilhøre "en regeringsfjendtlig gruppe i det nordøstlige Thailand, som er hovedbase for rødskjorte-bevægelsen, som er imod militærjuntaen og dens tilhænger hos gulskjorterne.

Bangkok har i over et årti været præget af stærke spændinger og voldelige sammenstød mellem de to bevægelser.

Siden maj sidste år har juntaen været ved magten, efter at den styrtede den valgte regering under Yingluck Shinawatra.

Rødskjorterne er en græsrodsbevægelse og et netværk i landets fattige områder - både i storbyerne og i landområderne, - som er loyale mod Yingluck og hendes bror, Thaksin Shinawatra, som er en populistisk politiker, der tidligere selv var premierminister, men som i dag lever i eksil.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:55d1e9b06187a4156c763a68

Passer ikke på muslimske separatister

En anden type uroligheder i landet har i flere medier været nævnt som mulig årsag til mandagens angreb. De tre sydligste provinser i Thailand har nemlig i årevis været hærget af et muslimsk oprør, som siden 2004 har kostet over 6500 mennesker livet.

Men Thailands hærchef fastslår, at bombeattentatet ikke passer med taktikker, som anvendes af de muslimske separatister i det sydlige Thailand.

- Dette stemmer ikke med episoder i det sydlige Thailand. Denne type bombe er heller ikke af en type, som bruges i syd, siger general Udomdej Sitabutr, hærchef og viceforsvarsminister.

/DR Nyheder/