Bombe i Bangkok: Politiet har mistænkte i kikkerten

Endnu er ingen anholdt, men politiet har viden om mistænkte bag bombeangreb.Målet var at ramme turisme, siger minister.

Politiet undersøger gerningsstedet, hvor mindst 20 indtil videre har mistet livet i bombeeksplosionen. Endnu har ingen taget ansvaret for angrebet, men politiet er på sporet af mulige mistænkte. (Foto: © CHRISTOPHE ARCHAMBAULT, Scanpix)

En intens menneskejagt er i gang i Bangkok efter mandagens blodige bombeangreb.

Lige nu leder thailandsk politi især efter en mulig mistænkt, som ifølge CNN er blevet set på et overvågningskamera.

Det var for at ramme en af Thailands største indtægtskilder, at bombeangrebet ramte den pulserende, asiatiske millionby og hovedstad.

Målet var udlændinge og turister, fortæller Thailands forsvarsminister, Prawit Wongsuwan, ifølge flere internationale medier. En eller flere gerningsmænd havde anbragt bomben for at ramme 'turismen og økonomien', siger forsvarsministeren.

- Det står nu mere klart, hvem der står bag bomben, men jeg kan ikke afsløre det lige nu, siger forsvarsminister Prawit Wongsuwan.

- Vi har mistænkte, tilføjer han.

Forsvarsministeren er derudover meget sparsom med detaljer om, hvem der kan stå bag det dødbringende angreb.

Ingen danskere ramt

Mindst 20 mennesker er indtil videre bekræftet døde, mens 125 er kvæstet efter den kraftige eksplosion, der fandt sted tæt på det hellige tempel, Erawan Tempel, mandag klokken 18.55 lokal tid. Området besøges hver dag af tusindvis af mennesker, da der også ligger flere hoteller og shoppingcentre i nærheden.

Ifølge de lokale myndigheder er ti af ofrene blevet identificeret som thailændere, to af de dræbte er kinesere, en er fra Filippinerne og to fra Malaysia.

Den danske ambassade i Bangkok har bekræftet over for DR Nyheder, at der ikke er nogen danskere blandt de døde og sårede.

Danskere i hovedstaden frarådes at nærme sig området, hvor bomben blev detoneret.

Øjenvidne: Kaos overalt

Flere øjenvidner fra udlandet fortæller til medier, hvordan kaos opstod, i sekundet bombet gik af. En af dem er svenske Andreas Sjökvist, der har talt med det svenske nyhedsbureau TT.

- Jeg sprang rundt mellem alle de tilskadekomne. Der lå mennesker og kropsdele overalt.

Han var bare 100 meter fra pladsen i Chidlom-området, hvor bomben eksploderede.

- Der var røg, og der lugtede af eksplosion. Der var glassplinter, og mennesker lå langs fortovet. Alle var i chok, fortæller han videre.

Tidligt tirsdag morgen er politiet fortsat i gang med at undersøge gerningsstedet, der er dækket af blod og knust glas og udbrændte biler og motorcykler.

På mange af de tv-kanaler i Thailand, som sender døgnet rundt, dominerer eksplosionen nyhedsstrømmen, fortæller Ritzaus journalist i byen, Flemming Kruhøffer.

- Her er den samme travlhed som altid. Gaderne neden for det højhus, hvor jeg bor, er som altid på det her tidspunkt (klokken 10, red.) fyldt med køretøjer. Både premierministeren og kongen har opfordret folk til at leve videre som de plejer, men selvfølgelig være opmærksomme, hvis de ser noget mistænkeligt, siger han til Ritzau.