Ny agent-afsløring kan blive pinlig for Putin

Beskyldninger om sløseri kan skade Putin mere end beskyldninger om attentatforsøg, fortæller DR's Rusland-korrespondent.

Det undersøgende medie Bellingcat har sat navn på begge russere, som mistænkes for et angreb med nervegift i den britiske by Salisbury. (Foto: © Metropolitan Police, Scanpix)

En stor del af formålet med en efterretningstjeneste er, at den skal operere i hemmelighed.

Det ser derfor skidt ud for både den russiske militære efterretningstjeneste, GRU, og præsident Putin i disse dage.

Medier på tværs af verden bringer nemlig billeder og navne på to formodede GRU-agenter, der mistænkes for at stå bag et nervegiftangreb i den britiske by Salisbury tilbage i marts.

Selvom Ruslands præsident Putin måske udadtil virker kølig og afvisende omkring afsløringerne, så er der tale om pinlige afsløringer for den russiske præsident, fortæller DR's Ruslandkorrespondent, Matilde Kimer.

- Når man gang på gang har en hemmelig efterretningstjeneste, der bliver afsløret, er det et udtryk for, at der er noget galt, siger hun.

For nemt at afsløre agenter

En lang række vestlige lande peger på Rusland som bagmændene bag et angreb med nervegiften Novichok i den britiske by Salisbury, der nær tog livet af den tidligere russiske spion Sergej Skripal og hans datter Julia Skripal.

Russerne har blankt afvist enhver forbindelse til angrebet, men i sidste uge kaldte Putin den russiske afhopper for en landsforræder, hvilket ifølge Matilde Kimer kan ses som en legitimering af attentatforsøget.

Hun peger på, at det kritiske ikke kun består i, at likvideringer ser ud til at indgå i efterretningstjenesternes repertoire.

- Det er også, at det er gjort på en sjusket måde, og at der tydeligvis ligger spor alle steder, siger hun.

- De har ikke fået ordentlige dækhistorier, de har fået udstedt pas med kontinuerlige numre, så man kan spotte dem, og parkeringstilladelserne til GRU’s hovedbygning i Moskva med navne på medarbejderne ligger på nettet som en åben fil, fortæller Matilde Kimer.

- Det virker meget sløset og som en uacceptabel omgang med agenternes sikkerhed, siger korrespondenten.

Hun forventer derfor, at debatten i Rusland kommer til at handle mindst lige så meget om indtrykket af sløseri som det, at man angiveligt har forsøgt at likvidere en afhopper.

Det formodede attentatforsøg er en pinlig sag for russerne, men man skal ikke undervurdere dem, lyder det fra Bob Seely, som er konservativt medlem af det britiske parlament samt udenrigsudvalget.

- Mens denne operation har været en forfejlet pinlighed for Kreml fra start til slut, så er det værd at huske, at vi ikke nødvendigvis kender til GRU's succesfulde operationer, og derfor bør vi ikke kun dømme dem for deres fiaskoer, siger han ifølge CNN.

Kan få hoveder til at rulle

De senere år har budt på flere afsløringer af russiske operationer, der skulle have været hemmelige, påpeger Matilde Kimer. Herunder få dage gamle beskyldninger om et russisk forsøg på at hacke sig ind hos OPCW, organisationen for forbud mod kemiske våben, i Holland tilbage i april.

Organisationen undersøger blandt andet nervegasangrebet i Salisbury.

- De her sager, der rammer russerne på stribe, er med til at underminere troen på, at man har et fungerende sikkerhedsapparat, siger Matilde Kimer, der peger på, at Putin selv har en baggrund inden for den russiske efterretningstjeneste.

Man kan ikke længere forvente, at den russiske befolkning kan overbevises om, at afsløringerne bare er vestlig propaganda, mener hun.

- Det runger også i det russiske samfund, og derfor er man nødt til at agere. Man kan godt ignorere det udadtil, men ikke indadtil.

Der spekuleres derfor i disse dage i, at de mange afsløringer kan få hoveder til at rulle eller sågar føre til, at GRU bliver nedlagt, og opgaverne bliver lagt hos de andre sikkerhedstjenester, fortæller Matilde Kimer.

The Guardian har beskrevet den seneste måned som den måske pinligste nogensinde for det russiske efterretningsvæsen. Og det var før de seneste afsløringer.

I går forholdt den russiske udenrigsminister, Sergeij Lavrov, sig offentligt til de hollandske anklager om hackerforsøget i Holland tilbage i april.

Lavrov afviste de hollandske beskyldninger og sagde, at de fire mænd var på et rutinebesøg i Haag, da de blev tilbageholdt af hollandske myndigheder. Der er tale om et bevidst forsøg på at fjerne fokus fra interne uenigheder i Vesten, lød det fra udenrigsministeren ifølge AP.