Putin langer ud efter forgiftet spion: Han er en simpel landsforræder

Der er ikke plads til landsforrædere som den tidligere russiske spion Sergej Skripal, lyder det fra den russiske præsident.

Vladimir Putin langede i en tale ud efter den tidligere spion, Sergej Skripal, som præsidenten stemplede som en landsforræder. (Foto: © Alexander Zemlianichenko, Scanpix)

Landsforrædere hører ingen steder hjemme.

Så klar var meldingen fra den russiske præsident, Vladimir Putin, da han for kort tid siden mindede om, hvad sagen om den forgiftede tidligere russiske spion Sergej Skripal egentlig handler om.

Under en tale ved det russiske energiforum i Moskva tog Vladimir Putin bladet fra munden og talte åbent om den tidligere russiske spion, der blev fundet bevidstløs i den sydengelske by Salisbury i marts.

Ifølge den britiske regering står Rusland bag et forsøg på at forgifte Sergej Skripal og datteren Julia med en nervegift. Anklager, som den russiske regering hidtil har afvist.

Men man skal ikke glemme, hvem Sergej Skripal egentlig er, lod budskabet til at være fra den russiske præsident.

- Han er ganske enkelt en spion. En landsforræder. Sådanne findes, dem der forråder deres hjemland. Sådan en er han, lød det fra Vladimir Putin, som henviste til Sergej Skripal.

- Som jeg allerede har sagt, er denne Skripal, en forræder, som blev fanget, straffet og tilbragte fem år bag tremmer. Han rejste siden ud og fortsatte med at samarbejde med fremmede efterretningstjenester, sagde Putin ifølge russiske statsmedie RT.

Præsidenten tilføjede, at jo hurtigere "informationsstøjen" omkring Skripal forsvinder, desto bedre, skriver det russiske statsmedie RT.

- Tænk, hvis der var en person i dit land, som forrådte det. Hvordan vil sådan en mand blive behandlet. Han er simpelthen et udskud, sagde Putin.

Tegn fra en øverste top

Et budskab, der kan tolkes som en slags blåstempling af det, der fandt sted tilbage i marts, siger DR's Ruslands-korrespondent, Matilde Kimer.

- Det er et tegn fra den øverste top, om at det er helt i orden, hvad der er sket, siger DR' s Rusland-korrespondent, Matilde Kimer.

- Og så er det måske også et forsøg på nu at dreje historien væk fra, hvad der er sket til at kigge på, hvem det egentlig er, det er gået ud over, hvem der er den oprindelige forbryder, siger hun.

I begyndelsen af september efterlyste britisk politi de to formodede gerningsmænd bag angrebet, Ruslan Bosjirov og Alexander Petrov, som blev sat i forbindelse med den russiske efterretningstjeneste.

De to mænd, Alexander Petrov and Ruslan Bosjirov, hævder at have været på turistbesøg i Salisbury og ikke have noget med giftangrebet mod Skripal at gøre. (Foto: © handout, Scanpix)

Efterfølgende stod mændene frem i et interview på den russiske statskanal, Russia Today, hvor de afviste alle beskyldninger og hævdede at være turister, der tilfældigvis havde befundet sig i Salisbury på tidspunktet, hvor angrebet mod Skripal fandt sted.

Både identiteten og forklaringen fra de to mænd, bekræftede den russiske regering.

Forvirring om identitet

I sidste uge identificerede det undersøgende netmedie Bellingcat dog en af de to mænd som Anatolij Tjepiga, en højststående officer i den russiske efterretningstjeneste, GRU.

Siden har flere medier undersøgt mandens identitet og blandt andet citeret kilder, som mener at have set mandens billede på en hyldestvæg på et militærakademi. Alt imens den russiske regering fastholder, at der er tale om forskellige personer.

- Den her historie er vokset så voldsomt, at selv de meget traditionelle og regeringsloyale medier graver videre. Det har vist sig at være lidt af en boomerang at fremstille de to mænd som civile og har nu resulteret i, at en del russere, som før måske sagde "jeg troede, det var løgn" i stedet siger "nu forstår jeg, det var os", fortæller Matilde Kimer.

Sagen kort

  • 4. marts bliver den russiske eksspion Sergej Skripal og hans datter indlagt med en forgiftning. Det viser sig senere, at de er blevet udsat for den russiske nervegift -Novichok.

  • Både Sergej Skripal og hans datter er siden blevet udskrevet. Datteren, Julia, bliver udskrevet 9. april, mens Sergej Skripal bliver udskrevet 18. maj.

  • Senere i marts beskylder den britiske regering Rusland for at stå bag giftattentatet og er blevet bakket op af 28 andre lande, heriblandt Danmark. Det fører blandt andet til, at i alt 153 russiske diplomater bliver udvist – heriblandt to diplomater i Danmark. Russerne har hele tiden benægtet at stå bag.

  • 30. juni bliver to britiske statsborgere udsat for nervegiften efter at have samlet en parfume op fra gaden. Kvinden, Dawn Sturgess, prøver parfumen og bliver kort efter meget syg. Hun dør på hospitalet 8. juli. Hendes mand overlever.