Det er højsæson i den lille by Ventimiglia på den italienske riviera. I vandkanten har tjenerne travlt med at servere svalende drinks for de mange badegæster, og solbrune familier dasker hen af strandpromenaden.
Men få kilometer nordpå møder vi en hel anden travlhed. Det er nemlig også højsæson for de migranter og flygtninge, der har bevæget sig op gennem Afrika, taget den livsfarlige tur over Middelhavet, krydset op gennem Italien og nu har slået sig ned i en selvbestaltet lejr under motorvejsbroen til Frankrig.
Frankrig er netop destinationen - eller rettere: Målet er at krydse den franske grænse for at nå videre op i Europa.
Ventimiglia ligger i provinsen Imperia:
Urokkelig tro
- Jeg vil til England for at studere. Blive bedre til engelsk, og så tage tilbage og gøre noget ved regeringen i Sudan, fortæller Adam Bebekir Mohammed Nour fra Sudan på gebrokkent engelsk.
Han er 19 år, har et stort smil og en urokkelig tro på, at han nok skal nå sit mål. I hvert fald indtil videre.
Det er en måned siden, han gik i land i Italien, og 14 dage siden han ankom til Ventimiglia. På de to uger har han forsøgt at krydse den franske grænse seks gange til fods – en tur, som tager et par timer.
Men hver gang er han blevet stoppet af den franske grænsekontrol og kørt retur til Ventimiglia, hvor han på ny har installeret sig på de slidte papkasser og gamle vattæpper, som han kalder sit "hjem". Nogle af de andre under broen ser ud til at have haft det hjem i lang tid.
Ikke noget at lave
Her holder Adam Bebekir Mohammed Nour sig tæt op af et par andre unge drenge fra Sudan, som ligesom størstedelen af de afrikanere, vi møder under motorvejsbroen, kun taler arabisk og helst slet ikke taler med journalister.
Efter lidt tid bløder flere op og fortæller på gebrokken engelsk eller fransk, hvor mange gange, de har forsøgt at krydse grænsen – en af dem helt op til 13 gange uden held.
- Og ellers ligger vi bare og sover, spiller fodbold eller går lidt rundt. Der er ikke noget at lave, fortæller en.
Mød to af migranterne, som siger, at de har forsøgt at krydse grænsen til Frankrig mindst ti gange:
Madtid
Pludselig opstår der en samlet bevægelse i flokken, hvoraf mange kommer fra Sudan eller Chad.
Den franske hjælpeorganisation Un Geste Pour Tous er ankommet og begynder at stille borde med paptallerkener og gryder op. Hver aften krydser grænsen for at dele mad ud til de 700 migranter og flygtninge, som de har talt sig frem til, er i området i øjeblikket.
- Hvis ikke vi kommer og giver dem mad, er der ikke andre der gør det. I Røde kors-lejren har de nok at gøre med deres egne, og den næste lejr ligger langt væk, forklarer den franske leder af organisationen, Jepardie Brahim, mens han peger i retningen af den officielle lejr, der ligger få kilometer derfra, og hvor små 300 migranter og flygtninge er placeret.
Et liv under radaren
Der er flere grunde til, at dem under motorvejsbroen ikke befinder sig i en officiel lejr. Dels er frygten for at blive sendt tilbage stor. Og dels ønsker de ikke at blive registreret og tvunget til at blive i Italien. Alt andet end Italien, for her er mulighederne for en fremtid små, har de fundet ud af.
At resten af Europa kan være lige så afvisende som Italien, er svært for dem at forstå. 18-årige Yusef bliver næsten en anelse irriteret, da jeg sætter spørgsmålstegn ved hans drøm om at komme til Portugal og blive fodboldspiller.
- Alle har drømme, du har dine drømme og jeg har allerede fortalt dig, at min drøm er at komme til Portugal og spille fodbold, siger han og ryster afvisende på hovedet, da jeg spørger, om han ellers hellere vil tilbage til Sudan, hvis fremtiden her er et beskidt stykke pap under en motorvej.
- Nej, nej, nej, jeg skal ikke tilbage til Sudan. Sudan er forfærdeligt.
Ufrivillig bustur
Mens der bliver delt mad ud til de mange sultne munde, står italiensk politi og ser roligt til. Der ligger en politistation stort set ved siden af motorvejslejren, men de lader migranterne være.
Dog er det ikke uden risiko at gøre forsøget på at krydse den franske grænse. Lokale fortæller, at det italienske politi dagligt sender en-to busser afsted fyldt med migranter, som har forsøgt at krydse grænsen. Turen går ned til den syditalienske by Taranto, som er kendt for sine beskidte fabrikskvarterer og forurening.
En ung sudaneser, som har forsøgt at krydse grænsen elleve gange kender udmærket den udflugt.
- Det er ikke et sted, man har lyst til at blive, siger han og slår armene afvisende op foran sig for at vise sin uvilje.
Ulempen er, fortæller han, at det tager fire dage som blind togpassager at komme tilbage op til grænsen. Fire dage før man kan forsøge at krydse grænsen igen.