Amerikanerne har altid haft en svaghed for enspænderen.
For den viljefaste éner, som ikke lader sig tøjle af andet end sin egen overbevisning. Og som ikke lader sig knække, selvom presset bliver enormt.
Lørdag mistede amerikanerne deres politiske maverick. Den republikanske John McCain er død efter længere tids kræftsygdom i hjernen.
Selvom han i 2008 var Det Republikanske Partis kandidat til præsidentposten, vil han blive husket som løsgængeren i Washington D.C., der også nød stor beundring blandt mange demokrater.
Mange amerikanere var nemlig fascineret af den patriotiske senator fra Arizona, som havde kæmpet sig igennem fem-et-halvt års torturfangenskab under Vietnam-krigen.
Selvom han var en sammensat person med et nærmest vulkansk temperament og flere skandaler på samvittigheden, så respekterede mange amerikanere hans kompromisløse ærlighed og hans velfungerende moralske kompas.
Og hans sidste år vil blive husket for hans kamp mod USA's præsident, Donald Trump.
En mand, som han selv var med til at bane vejen for.
Skudt ned i Vietnam
John Sidney McCain III blev født på et amerikansk militærhospital i kanalzonen i Panama i sommeren 1936. USA havde på det tidspunkt en flådebase i det mellemamerikanske land, og derfor blev han amerikansk statsborger, selvom han blev født uden for landets grænser.
Både hans far og farfar var højtstående officerer i USA’s flåde, og de deltog begge i Anden Verdenskrig, efter at japanerne havde trukket amerikanerne ind i krigen. Derfor kom det ikke som den store overraskelse, da John McCain i 1954 fulgte i deres fodspor og søgte ind på flådeakademiet i Annapolis.
Han var dog det, som han selv betegnede som en stridslysten ballademager. En playboy, som festede igennem sammen med sine venner i ”The Bad Bunch”, og han var ikke ligefrem kendt for sine akademiske bedrifter på akademiet. Faktisk var han flere gange tæt på at blive bortvist, og han fik den femtedårligste eksamen, da han fem år senere forlod akademiet.
Men alt det ændrede sig den 26. oktober 1967, da han blev skudt ned under et bombetogt i Nordvietnams hovedstad, Hanoi.
Det var for at holde militærarven fra faren og farfaren i hævd, at den 30-årige John McCain havde meldt sig som kamppilot til den omstridte krig mod det kommunistiske styre. Og det var under hans 23. togt, at det gik galt.
Et nordvietnamesisk missil ramte det A-4 Skyhawk-fly, som han sad bag rorpinden i, og han nåede lige akkurat at katapultere sig ud, inden at det styrtede mod jorden.
Han var ilde tilredt, da han blev fisket op af den lille sø, som han var landet i. Begge hans arme var brækket, og det samme var hans ene ben. Og de lokale gik til angreb på ham med knytnæveslag, spark og bajonetter, da de havde fået ham trukket op på landjorden.
Det blev begyndelsen på fem-et-halvt års fangenskab, som først sluttede, da USA og Nordvietnam indgik fred i 1973. De nordvietnamesiske soldater fik ham installeret i det berygtede Hoa Lo-fængsel, som i amerikanermunde gik under navnet ’Hanoi Hilton’. Og han blev nærmest dagligt udsat for tæsk og tortur af sine fangevogtere.
John McCain fik dog muligheden for at slippe fri før tid. Da det gik op for det nordvietnamesiske styre, at han var søn af en højtstående admiral i den amerikanske flåde, lagde de op til at frigive ham.
De satsede på at kunne score nogle lette propagandapoint, hvis admiralens søn nikkede ja til at blive løsladt.
Men det afviste McCain. Ifølge den amerikanske militære lovbog skal soldaterne løslades i den rækkefølge, de er blevet taget til fange i. Og den grundregel ville han ikke bryde.
Pinslerne gjorde ham til patriot
John McCain var stærkt medtaget, da han i 1973 vendte tilbage til sit hjemland og sin familie.
To af årene havde han tilbragt helt isoleret i en lille, uhumsk celle, og han havde med egne ord mistet al sin stolthed i Nordvietnam. Han tvivlede selv på, at han nogensinde kunne komme til at ranke sig foran noget menneske igen.
Tiden som krigsfange blev da også altdefinerende for det liv, han nu skulle til at genopbygge i USA.
Først og fremmest på det fysiske plan, hvor han gik i gang med en intensiv genoptræning. Hans arme havde aldrig fået lov til at vokse ordentligt sammen igen efter styrtet, og det betød, at han resten af livet ikke kunne løfte dem over skulderhøjde.
Men der var også den mentale genoptræning, for hele hans hidtidige verdensbillede skulle i den grad tilpasses den nye virkelighed.
- Vietnams skygger hænger over alt, hvad jeg foretager mig, sagde han mange år efter.
Trods pinslerne bag tremmerne havde han dog ikke kastet håndklædet i ringen, men derimod kæmpet stædigt videre. Og som han selv skrev i sin biografi, ”Faith of my Fathers”, blev tiden som krigsfange på sin egen tragiske vis en gevinst for ham. Den havde givet ham selvindsigt, som han selv beskrev det, og hjalp ham til at kunne skære al det unødvendige fra.
Samtidig havde oplevelsen gjort ham til den patriot, som han fortsatte med at være til sin død.
- Jeg blev forelsket i mit hjemland, da jeg sad som fange i en andens, som han udtrykte det, da han i 2008 blev udnævnt til republikanernes præsidentkandidat.
Og selvom Vietnam havde vendt op og ned på John McCains liv, nåede han at slutte personlig fred med landet. Han kæmpede for at normalisere forholdet mellem USA og Vietnam, og i 2000 tog han selv tilbage til det sydøstasiatiske land for at fejre 25-års-jubilæet for krigens afslutning.
- Det er lang tid siden, at jeg lagde Vietnam-krigen bag mig. Jeg føler hverken vrede eller had over for Vietnam, sagde han.
Og han nåede også at tilgive sine fangevogtere, selvom det tog ham lang tid.
- I dag ved jeg, at de gjorde deres arbejde, som jeg gjorde mit.
Liberal republikaner
John McCain fortsatte sin karriere i militæret, hvor han blev belønnet med 17 udmærkelser for sin heroiske indsats.
Han fik jobbet som forbindelsesofficer til USA’s Senat, og det var der, han for alvor fik øjnene op for det politiske liv.
I 1981 besluttede han sig for at gå ind i amerikansk politik. På papiret var han republikaner, og det var også det parti, der stod ud for hans navn på stemmesedlen, da han for første gang blev valgt ind i Repræsentanternes Hus i 1982.
Men han var en del af den mere liberale fløj hos det konservative parti, og på flere punkter kunne man ikke skelne ham fra de demokratiske modstandere.
Han ønskede blandt andet at give de indvandrere, der opholdt sig illegalt i landet, lov til at blive der.
På andre punkter var han dog helt i sync med sine partifæller. Han beundrede den neoliberale Ronald Regan, der var USA’s præsident fra 1981 til 1989, og han troede på skattelettelser og få statslige regler.
John McCain, der blev valgt som senator for Arizona i 1986, så sig selv som en frittænkende republikaner. Og han gjorde også meget for at pleje sig image sit image som ’den ensomme cowboy’ i Washington D.C.
Han var netop ’en maverick’, som man kender dem fra de gamle cowboyfilm. En politisk løsgænger, som ikke kunne tøjles, og som gjorde en dyd ud af at sige sin mening – også over for partiledelsen.
Han var uhøjtidelig og jovial, og han havde en galgenhumor, der kunne bruges til at afmontere kritik og modstand.
Men han havde også et voldsomt temperament, der var med til at give ham øgenavnet ’McNasty’. Han kunne være ondskabsfuld og arrig, og han erkendte selv i sin biografi, at det flere gange havde bragt ham i vanskeligheder.
Krigshelten var tæt på at vælte
Men John McCain havde stadig sin status som krigshelt, som gav ham en vis form for beskyttelse fra både med- og modspillere.
Alle kendte hans forhistorie, og den aftvang respekt. Men John McCain var også god til at spinne den til sin egen fordel.
Den var dog ikke til megen hjælp, da han i 1989 blev viklet ind i den omfattende Keating-skandale, der var tæt på at vælte ham. Her kom det frem, at John McCain sammen med fire andre senatorer havde prøvet at presse banktilsynet til at holde hånden over Charles H. Keating og hans tvivlsomme investeringsfirma.
Det viste sig, at Charles H. Keating var en personlig ven af John McCain, og at han havde støttet hans valgkamp med millioner. Og selvom John McCain ikke blev dømt, fik han en stor og alvorlig næse for sagen.
Det var dog ikke nok til at mindske mange amerikaneres fascination af ham. Både blandt hans partifæller og blandt demokraterne.
Og den var den fascination, han brugte som afsæt, da han først i 2000 og dernæst i 2008 besluttede sig for at gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.
Første gang mislykkedes det. Her blev han trumfet af George W. Bush, der også endte med at vinde valget. Men anden gang formåede han at vinde kapløbet, efter at han først var blevet dømt ude af stort set alle iagttager og politiske modstandere.
'McNasty' blev erstattet med 'McComeback Kid', og forløbet var kun med til at pudse hans image som en overlever af.
Tabte med Sarah Palin
Forventningerne var derfor også store, da valget for alvor skulle til at gå i gang.
Over for ham stod den uerfarne demokrat Barack Obama, som udadtil manglede den politiske tyngde og den personlige fortælling, som John McCain havde. Og da han besluttede sig for at vælge den ukendte, men succesfulde Alaska-guvernør Sarah Palin som sin vicepræsidentskandidat, pegede meget på en sikker valgsejr.
På papiret lignede hun da også et strategisk home run. Hun var nemlig alt det, John McCain ikke var. Hvor han gjorde en dyd ud af, at han ikke var så republikansk, at det gjorde noget, var hun ærkekonservativ. Hun var indædt modstander af abort, hun troede på, at Gud havde skabt verden, og i modsætning til John McCain var hun ikke så skråsikker på, at klimaforandringerne er menneskeskabte.
Og så var hun en kvinde, ikke mindst. En kvinde, som både kunne give den som hengiven storfamiliehusmor og som succesfuld toppolitiker. Og ligesom John McCain yndede hun at tale lige ud af posen.
Han havde kun mødt hende en enkelt gang, da han besluttede sig for at pege på hende. Han var fascineret, som han efterfølgende forklarede det. Det samme var store dele af det amerikanske vælgerhav.
Men da stjernestøvet fra hendes første, store tale havde lagt sig, indså han - ligesom resten af USA – at hendes ydre ikke kunne kompensere for hendes manglende erfaring og viden. Hun kom flere gange galt afsted, og hun blev latterliggjort i medierne. Ikke mindst, da hun i et interview sagde, at hun kunne se til Rusland fra Alaska.
John McCain tabte valgkampen sammen med Sarah Palin.
Men trods af nederlaget vandt Sarah Palin pladsen som talsperson for den højrefløj i det republikanske parti, som blev døbt "The Tea Party". Det var den gren, der kæmpede for amerikansk nationalisme og imod globaliseringen. For de hvide vælgere og imod multikulturalisme.
Og det var den gren, der endte med at udgøre afsættet for Donald Trumps overraskende valgsejr otte år senere.
Det var da også Donald Trump, som i høj grad blev det politiske omdrejningspunkt for de sidste år af John McCains liv.
Han var ikke bange for at kritisere den amerikanske byggematador. Og han lagde ikke fingrene i mellem, når han skulle kritisere sit partis præsidentkandidat.
Det var den kritik, der fik Donald Trump til lange kraftigt ud efter det republikanske koryfæ med kommentaren om, at "rigtige krigshelte bliver ikke taget til fange".
Er der noget, der er helligt i USA, så er det deres krigshelte. Og kritikken gav ham i den grad en særstatus blandt de amerikanere, som ikke bakker op om Donald Trump. De demokratiske vælgere så ham nærmest som deres egen trojanske hest i den republikanske landsby, som turde at gå til angreb på præsidenten og tale ham imod. Også efter, at han fik konstateret kræft i hjernen.
I 2017 troppede McCain op i Kongressen, kort tid efter at han var blevet opereret, for at stemme nej til præsidentens forsøg på at afvikle sundhedsreformen kendt under navnet ”Obamacare”.
Her gav han samtidig en følelsesladet tale om det, som han betegnede som et sammenbrud i det politiske samarbejde i USA. Det var en mærkesag, som han kæmpede for at rette op på helt til det sidste.
Spørgsmålet er stadig, om han med valget af Sarah Palin var ufrivillig fødselshjælper for den højrenationalistiske bølge, som i dag sætter takten for verdensdagsordenen. Flere i hans parti mener det, mens andre understreger, at den allerede var der, og at den ville have tilkæmpet sig plads uanset hvad.
Selvom han til det sidste forsvarede Sarah Palins ageren under valgkampen, erkendte han i sin bog "The Restless Wave", at det var en fejl, at han valgte Alaska-guvernøren til posten. Hvis han havde kunnet gøre det om, ville han have valgt Joe Lieberman, der indledte sin politiske karriere som demokrat, men som efterfølgende blev uafhængig.
Selvom John McCain selv så mulighederne i ham, talte hans rådgivere ham fra det. Det fortrød han til det sidste.
Kæmpede for fairness i amerikansk politik
John McCain tilbragte sin sidste tid på sin ranch i Arizona, hvor både politiske allierede og modstandere kom forbi for at sige farvel. Men han brugte også tiden til at rette de sidste angreb mod Donald Trump og det verdenssyn, han kæmper for.
John McCain langede blandt andet ud efter præsidentens umiddelbare fascination af autokrater og det, som han betegnede som en ligegyldighed over for svage, heriblandt flygtninge.
- Det virker som om, at han ikke er interesseret i, hvilken moralsk karakter som verdensledere og deres regimer står for, skrev han i sin bog.
Selvom hans indædte modstand mod Donald Trump vil stå klart i erindringen hos mange amerikanere i dag, så vil mange også huske hans kamp for fairness i amerikansk politik.
Under præsidentvalgkampen med Barack Obama blev han rost, da han i utvetydige vendinger fik lukket munden på en vælger, der påstod, at modkandidaten var 'araber'.
- Han er en ordentlig familiemand. En borger, som jeg bare er uenig med, når det kommer til fundamentale emner. Og det er det, denne valgkamp handler om, sagde han.
Nu er der dog mange af hans støtter i Washington D.C., der spørger sig selv om, hvem der skal agere bolværk mod Donald Trump, nu hvor John McCain er væk.
Som hans gode ven, senator Lindsey Graham, udtrykte det i et interview med New York Times før John McCains død, så "ændrer Senatet sig på samme måde, som landet ændrer sig".
- Men nu reflekterer Washington over det, der sker i landet, i stedet for at stå i spidsen for det, sagde han.
Og spørgsmålet er, hvem der skal overtage John McCains plads som den amerikanske politiks enspænder.