Senator og tidligere præsidentkandidat John McCain er død

John McCain er død, efter at han fredag indstillede sin behandling for en aggressiv form for kræft i hjernen.

Den republikanske senator, tidligere præsidentkandidat og krigshelt John McCain er død, fremgår det af en udtalelse fra McCains kontor.

Han blev 81 år.

McCain led i over et år af en aggressiv form for kræft i hjernen, og fredag oplyste hans familie, at han havde valgt at indstille behandlingen.

McCain døde lørdag i sit hjem i Arizona klokken 16.28 lokal tid.

McCain var i adskillige år krigsfange under Vietnamkrigen, hvor han gentagne gange blev udsat for tortur.

Trump sender sin sympati

Siden 1987 var han senator i hjemstaten Arizona.

I 2000 tabte han Republikanernes primærvalg til George W. Bush.

Otte år senere blev han dog valgt som republikanernes præsidentkandidat ved valget i 2008. Han tabte her til demokraten Barack Obama.

USA's præsident, Donald Trump, sender på Twitter sine tanker til John McCains familie efter nyheden om, at John McCain er død.

- Min dybeste sympati og respekt går ud til senator John McCains familie. Vores hjerter og bønner er hos jer, skriver Trump.

Familien mindes ham

John McCains datter Meghan McCain har umiddelbart efter sin fars død udsendt en udtalelse på Twitter.

- Han opdrog mig, underviste mig, rettede mig, trøstede mig, opmuntrede mig og støttede mig i alt, jeg gjorde.

- Han elskede mig, og jeg elskede ham. Han lærte mig, hvordan man lever. Hans kærlighed og hans omsorg, der altid var der, ændrede mig fra en pige til en kvinde - og han viste mig, hvad det vil sige at være en mand, lyder det på Twitter fra senatorens datter.

Også McCains hustru, Cindy McCain, hylder sin afdøde mand i en udtalelse.

- Mit hjerte er knust. Jeg er så heldig at have levet et eventyr med kærligheden fra denne fantastiske mand i 38 år. Han gik bort på samme måde, som han levede: På sine egne betingelser, omgivet af de mennesker, han elskede, og på det sted, han elskede allermest.

Siden fredag, hvor McCains kræftbehandling blev indstillet, har en lang række politikere også hyldet senatoren.

/ritzau/