Politikere fra alle sider ærer den republikanske senator og tidligere præsidentkandidat John McCain, som er død lørdag eftermiddag amerikansk tid.
USA's præsident, Donald Trump, sender på Twitter sine tanker til John McCains familie.
- Min dybeste sympati og respekt går ud til senator John McCains familie. Vores hjerter og bønner er hos jer, skriver Trump.
Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama, som vandt præsidentvalget over McCain i 2008, hylder McCains mod med henvisning til hans tid som krigsfange under Vietnamkrigen.
- Få af os er blevet testet på den måde, som John engang blev, eller har været nødsaget til at udvise den type mod, som han har. Men vi kan alle stræbe efter modet til at sætte det fælles bedste over vores eget bedste.
- John viste os, hvad det ville sige, skriver Obama i en udtalelse ifølge NBC News.
Hele Obama-parrets udtalelse i forbindelse med John McCains død.
En patriot af højeste rang
Også den tidligere præsident George W. Bush ærer McCains minde i en udtalelse på Twitter. Han kalder McCain, som han besejrede i primærvalget i 2000, for "en patriot af højeste rang".
- John McCain var en mand af stor overbevisning og en patriot af højeste rang. Han tjente samfundet med udgangspunkt i vores lands fineste traditioner. Og for mig var han en ven, som jeg virkelig vil savne, skriver Bush.
Sarah Palin var i 2008 McCains vicepræsidentkandidat i valgkampen. Hun kalder på Twitter McCain for "sin ven".
- Senator John McCain var en enspænder og en kriger, som aldrig var bange for at stå op for det, han troede på. John valgte aldrig den lette vej i livet - og gennem afkald og lidelse inspirerede han andre til at tjene noget større end dem selv, skriver hun.
USA's forsvarsminister, James Mattis, hylder også de værdier, som den nu afdøde senator har udvist igennem sit virke.
- Vi har mistet en mand, som urokkeligt repræsenterede vores lands bedste idealer, skriver James Mattis på Twitter.
Han var en frihedskæmper
Også herhjemme har hans død gjort indtryk. Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) beklager ligeledes tabet af den amerikanske politiker.
- McCain var en sand amerikansk helt med stærke værdier og et stort mod. Verden har mistet en frihedskæmper, skriver ministeren.
- Jeg har haft fornøjelsen af at møde ham, og han gjorde et uudsletteligt indtryk, skriver Anders Samuelsen til Ritzau.
Ifølge Søren Dal Rasmussen, der er analytiker ved netmediet kongressen.com og bosat i USA, har senatoren fra Arizona skabt sig et glorværdigt eftermæle.
- Der er ingen tvivl om, at han vil blive husket som en af de mest respekterede og vellidte politikere i USA's historie. Han var en af de sidste store senatorer og et af de sidste store ikoner, siger han.
John McCain efterlader sig en hustru og tre biologiske børn samt fire adopterede børn.
/ritzau/