Topmøde forventes mellem USA og Nordkorea 12. juni

Det Hvide Hus siger ifølge Reuters, at man forventer et topmøde mellem USA og Nordkorea den 12. juni.

Et muligt topmøde mellem Nordkorea og USA 12. juni er tidligere blevet aflyst af USA's præsident, Donald Trump. Onsdag oplyser Det Hvide Hus dog, at USA "forventer", at der bliver et topmøde 12. juni.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der ikke uddyber hvem eller ved hvilken lejlighed, det er blevet oplyst.

Samtidig er den højest rangerende nordkoreanske embedsmand siden årtusindskiftet ankommet til USA, skriver nyhedsbureauet AP.

Kim Yong-chol er en tidligere militær efterretningschef, der i dag regnes som en af den nordkoreanske leder Kim Jong-uns nærmeste rådgivere. Han er af nogle amerikanske medier blevet beskrevet som Kim Jong-uns "højre hånd".

Han skal mødes med udenrigsminister Mike Pompeo, skriver AP, der citerer Det Hvide Hus for, at Pompeo og Kim Yong-chol skal drøfte det "forventede" topmøde mellem Donald Trump og Kim Jong-un.

AP's journalist har set Kim Yong-chols fly lande i den internationale lufthavn JFK i New York og set den nordkoreanske delegation forlade flyet.

De to landes ledere havde aftalt at mødes 12. juni. I sidste uge aflyste Donald Trump mødet i et åbent brev til Kim Jong-un. De to landes embedsmænd arbejder på at få mødet tilbage i kalenderen.

/ritzau/