Det historiske topmøde mellem USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, kommer til at finde sted den 12. juni i Singapore.
Det skriver den amerikanske præsident i et tweet.
- Vi vil begge arbejde på at gøre det et meget særligt øjeblik for verdensfreden, skriver han.
https://twitter.com/realDonaldTrump/status/994587349718847489?ref_src=twsrc%5Etfw
Det bliver første gang i historien, at en siddende amerikansk præsident skal mødes med en leder af Nordkorea.
Meldingen kommer, godt et halvt døgn efter at tre amerikanske statsborgere, der havde siddet fanget i Nordkorea, igen kunne sætte deres ben på amerikansk jord.
Det skete som følge af et møde mellem Kim Jong-un og den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, der netop har været på besøg i det lukkede diktatur.
Her sagde den amerikanske præsident, at det var et tegn på "god vilje" fra det nordkoreanske regime, at de igen var på fri fod.
Og i april sagde Donald Trump, at Kim Jong-un havde været "virkelig åben" og "hæderlig" under de indledende møder, som han har haft med de amerikanske diplomater.
Gradvis tilnærmelse
Det er ellers ikke mere end syv måneder siden, at den amerikanske præsident betegnede den nordkoreanske diktator som en ”raketmand på en selvmordsmission”.
Kort forinden havde han truet nordkoreanerne med ”bål og brand, som verden aldrig har set mage til før”, hvis de prøvede true amerikanerne igen.
Men siden årsskiftet har de to lande gradvist nærmet sig hinanden. Og det førte tidligere på året til, at Donald Trump gik med til at mødes med nordkoreanerne.
Kravet fra amerikansk side er fortsat, at de helt skiller sig af med deres atomvåben, og at der sker en total atomafrustning.
Og præsidenten har flere gange understreget, at han vil forlade mødet, hvis ikke det bærer frugt.
- Vores kampagne for maksimalt pres vil fortsætte, indtil Nordkorea afvikler sit atomprogram, sagde han i sidste måned.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:59cb58a86187a423b40d453f