Militæranalytiker: Ukrainerne har brudt den hårde skal – nu skal de bevare momentum

Efter gennembruddet i syd er det vigtigt for ukrainerne at fortsætte fremad. Men uret tikker, fortæller militæranalytiker.

Ukrainske soldater affyrer raketter mod russiske tropper i Zaporizjzja-regionen. (Foto: © VIACHESLAV RATYNSKYI, Ritzau Scanpix)

I løbet af de seneste dage er det kommet frem, at Ukraine efter flere måneders forsøg har haft et vigtigt gennembrud på den sydlige front ved byen Robotyne.

Her har man nemlig brudt russernes første forsvarslinje, og man står nu kun omkring 20 kilometer fra den strategisk vigtige by Tokmak i Zaporizjzja-regionen.

Gennembruddet svarer til, at man har brudt den hårde skal forklarer Steen Kjærgaard, major og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

- Det har været en meget stor kraftanstrengelse for ukrainerne, der simpelthen har måttet slide sig i gennem de her enorme minefelter, siger Steen Kjærgaard, der peger på, at russerne ikke menes at stå lige så stærkt i de næste forsvarslinjer.

Der forventes at være blødere bag den hårde skal, siger majoren:

Nu er det vigtigste for ukrainerne at fortsætte fremad, siger Steen Kjærgaard.

- Det allervæsentligste i et angreb, når først man har fået hul, er at bevare momentum. Det vil sige at bevare nok styrker og kraft i sine angreb og fortsætte med at angribe.

- Man må ikke bremse op og stå stille, siger majoren, som peger på, at russerne kraftigt har forsøgt at holde ukrainerne tilbage med modangreb.

- Så det vigtigste for Ukraine nu er at få kørt kraft nok ind i det her hul og få angrebet videre ned mod det egentlige mål: Tokmak, lyder det fra Steen Kjærgaard.

Han peger på, at uret tikker, fordi efterårsoffensiven formentlig ikke kan fortsætte, når vinteren rammer, og terrænet bliver for blødt til at rykke frem.

- Det er en kæmpe udfordring, fordi russerne er meget stærk forberedt, slår han fast.