Ukraine er brudt igennem 'den vigtigste' forsvarslinje: Kan starte en 'ketchupeffekt'

Ukrainernes helt store mål er at nå ned til den strategisk vigtige by Tokmak, fortæller Anders Puck Nielsen.

Ukrainske tropper nær fronten ved Zaporizjzja i august. (Foto: © VIACHESLAV RATYNSKYI, Ritzau Scanpix)

Alt tyder på, at ukrainerne efter lang tids nedslidning af de russiske tropper er lykkes med at trænge igennem den vigtige forsvarslinje omkring Zaporizjzja.

Det melder både Det Hvide Hus, det britiske forsvarsministerium og senest general Oleksandr Tarnavskij, der leder Ukraines sydlige modoffensiv.

Han siger til The Guardian, at de ukrainske tropper nu er imellem den første og anden forsvarslinje.

- I centrum for offensiven er vi nu ved at færdiggøre ødelæggelsen af fjendtlige enheder, der giver dækning til russiske tilbagetog bag deres anden forsvarslinje, siger han.

Rusland har flyttet tropper fra frontlinjer omkring Kherson mod vest og Lyman mod nordøst ned til Zaporizjzja i syd, fortæller Tarnavskij.

Derudover har de angiveligt også ført tropper inde fra Rusland til området.

- Fjenden trækker reserver op, ikke kun fra Ukraine, men også fra Rusland. Men før eller siden vil russerne løbe tør for alle de bedste soldater. Dette vil give os fremdrift til at angribe mere og hurtigere, siger han til The Guardian.

- Alt ligger foran os.

Gennembruddet ved fronten er resultatet af, at Ukraine gennem flere måneder har nedslidt de russiske tropper. (Foto: © VIACHESLAV RATYNSKYI, Ritzau Scanpix)

Målet er Tokmak

Det er et stort gennembrud for Ukraine, at de nu er brudt igennem linjen ved Zaporizjzja, fortæller Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

- Linjen er afgørende for, om Ukraine kan komme videre. De har været i offensiven i nogle måneder nu, og det er det her, de har arbejdet på.

Linjen omkring Zaporizjzja er den vigtigste af dem alle, fortæller han.

- Alle de andre steder, de har angrebet, har i virkeligheden handlet om at tvinge russerne til at sprede ressourcerne ud.

Ukrainernes helt store mål er nemlig at nå ned til den strategisk vigtige by Tokmak, som ligger yderligere 18-19 kilometer syd for gennembruddet, inden regnsæsonen for alvor sætter ind omkring slutningen af oktober.

- Tokmak er det store logistiske centrum for russerne, så hvis ukrainerne kan komme ned og tage den by, vil det give russerne en hel masse udfordringer fremover, siger Anders Puck Nielsen.

Resultatet af flere måneders nedslidning

Siden midten af juni har Ukraine gennemført en intens nedslidningskampagne af de russiske forsvarslinjer.

Og det er det, det har muliggjort gennembruddet, fortæller Anders Puck Nielsen.

- Ukrainerne er meget bevidst gået efter at få russerne til at mangle ammunition, brændstof og den slags ting, siger han.

Derudover har de gjort det svært for de russiske tropper at lave rotation, så det er de samme russiske soldater, der har stået i de forreste linjer i mange, mange uger nu.

Alfa og omega har for Ukraine været at få russerne slidt ned, så man kunne få arbejdsro til at kunne rydde miner og rykke længere frem, fortæller Anders Puck Nielsen.

- Det virker til, at ukrainerne især har været ret gode til at gå efter det russiske artilleri og få ram på russernes muligheder for at skyde på dem undervejs.

- Nu, hvor det begynder at kunne lade sig gøre, begynder de også at få de her fremskridt og kan rykke frem mellem minefelterne.

Kan sætte gang i ketchupeffekt

Gennembruddet af forsvarslinjen kan skabe en ketchupeffekt, så fremrykningen kan begynde at gå stærkere herfra, fortæller Anders Puck Nielsen.

- Hvis russerne har gjort alt, hvad de kunne, for at stå stærkt i den første forsvarslinje, men så til gengæld står svagt i de næste linjer, som meget kan tyde på, så vil det måske være muligt for ukrainerne at kunne trænge igennem hurtigere.

Når man først er brudt igennem et sted på en forsvarslinje, så kan man også angribe sidelæns, så man kan lyne forsvarslinjen op som en lynlås, fortæller han.

I slutningen af august kunne ukrainske tropper generobre landsbyen Robotyne ved Zaporizjzja. (Foto: © VIACHESLAV RATYNSKYI, Ritzau Scanpix)

Der var store forventninger til den ukrainske sommeroffensiv, og mange har undervejs ment, at det gik lidt for langsomt med fremrykningerne.

- Der er ingen tvivl om, at ukrainerne har været trætte af fortællingen i Vesten om, at det ikke går godt, og at de griber det forkert an, siger Anders Puck Nielsen.

Han mener, at ukrainerne sådan set har gjort det ret fornuftigt hen over sommeren.

- De har selv været rimeligt optimistiske omkring, at de her resultater nok skulle vise sig på et eller andet tidspunkt, når nedslidningen begyndte at få effekt.

Han understreger, at det er et reelt gennemgrund, vi nu ser.

- Og hvis det i løbet af september lykkes ukrainerne at komme ned til Tokmak, vil det være et markant resultat.

Du kan se mere om de ukrainske troppers gennembrud i syd i dette afsnit af 'Krigens døgn':