Merkels CDU taber til højreparti ved delstatsvalg

Det indvandringskritiske AfD får større opbakning end Merkels CDU ved delstatsvalg.

Leif-Erik Holm (til højre), spidskandidaten for AfD, er stolt over resultatet. (Foto: © CHRISTIAN CHARISIUS, Scanpix)

Højrefløjspartiet Alternative für Deutschland (AfD) vinder med en smal margin over forbundskansler Angela Merkels konservative parti, CDU, ved søndagens delstatsvalg i Mecklenburg-Vorpommern.

Det viser resultaterne, efter størstedelen af stemmerne er talt op.

AfD bliver med omkring 21 procent af stemmerne det næststørste ved delstatsvalget.

CDU får ifølge de foreløbige resultater blot 19 procent af stemmerne og kommer på en tredjeplads. Det er partiets værste valg nogensinde i den nordøstlige delstat.

Det EU- og indvandringskritiske AfD, som blev dannet for kun tre år siden, glæder sig omvendt over sit gode resultat.

Med opbakning fra mere end hver femte vælger er partiet nu valgt ind i det niende af Tysklands i alt 16 delstatsparlamenter.

Stolt over valget

AfD's spidskandidat, Leif-Erik Holm, siger, at partiet er stolt af det gode valgresultat.

- Glasuren på kagen er, at vi har overhalet Merkels CDU. Måske er det begyndelsen på enden på Merkels tid som kansler, siger han ifølge AFP.

Meningsmålinger havde inden valget varslet, at CDU risikerede at lide nederlag til det nye AfD-parti.

Nederlaget er ydmygende, fordi Mecklenburg-Vorpommern er forbundskanslerens egen valgkreds.

Politiske iagttagere mener, at mange vælgere straffer Merkel for hendes åbne flygtningepolitik. Sådan ser AfD's spidskandidat også på sagen.

- Det eneste emne, vælgerne er interesserede i nu, er Merkels uansvarlige indvandringspolitik. Det er ikke, hvad folk ønsker, siger Leif-Erik Holm til Reuters.

Mecklenburg-Vorpommern i det nordøstlige hjørne af Tyskland er ellers en af de delstater, der har færrest flygtninge og indvandrere.

Ud af delstatens 1,6 millioner indbyggere er der kun omkring 20.000 flygtninge, skriver Reuters.

Mange vælgere i Mecklenburg-Vorpommern - som er Tysklands fattigste delstat - har forud for valget nævnt flygtningepolitikken som afgørende for, hvordan de ville stemme ved søndagens delstatsvalg.

De foreløbige resultater viser, at det socialdemokratiske SPD igen bliver delstatens største parti.

/ritzau/dpa