Den tyske kansler Angela Merkel står til et nederlag, efter dagens delstatsvalg i den østtyske delstat Mecklenburg-Vorpommern.
Et resultat, der gør ondt på hendes partimedlemmer, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Dette resultat og AfDs stærke præsentation er bittert for mange - for alle i vores parti, siger Peter Tauber, generalsekretær i CDU – det parti, som Angela Merkel leder.
- Det er ikke kønt, siger Michael Grosse-Groehmer, en af Merkels parlamentsmedlemmer i et interview til ZDF TV og fortsætter:
- De, der stemte på AfD, sendte en klar besked i protest.
Et slag i ansigtet
Valget fandt sted, et år efter at Angela Merkel besluttede at åbne Tysklands grænser for tusindvis af flygtninge og migranter.
- Det er et slag i ansigtet for Merkel – ikke kun i Berlin, men også i hendes hjemstat, siger Frauke Petry, en af lederne i AfD.
- Vælgerne har sendt et klart signal mod Merkels katastrofale indvandringspolitik og har nu sat hende på plads, siger hun.
Valgstederne lukkede klokken 18.00 dansk tid.
De foreløbige optællinger fra det første valgsted viser, at nationalistiske og indvandrerkritiske parti Alternative für Deutschland, AfD, bliver det næststørste ved delstatsvalget med 21 procent af stemmerne, mens Merkels parti CDU ser ud til at komme på en tredjeplads med 19 procent af stemmerne.
Det socialdemokratiske SPD har fået klart den største vælgeropbakning.
Meningsmålinger har tidligere vist, at det AfD står til at blive mindst lige så stort som Merkels parti CDU.
Udlændingepolitik på dagsorden
Vælgere har allerede straffet Merkel i tre delstatsvalg i marts med en vælgerflugt fra Merkels parti CDU til AfD.
AfD blev grundlagt i 2013 og har nu vundet pladser i ni af de 16 statslige forsamlinger over hele landet. De har imidlertid ingen chance for at blive regerende i Mecklenburg-Vorpommern, da de andre partier har meldt ud, at de ikke vil danne en koalition med partiet.
Tyskland har i sommer oplevet et masseskyderi og to terrorangreb, og det har ført den indre sikkerhed og udlændingepolitikken frem som emner, der spiller en stor rolle.
Selvom Angela Merkels CDU er kommet med forslag omkring sikkerheden, hurtigere udvisning af kriminelle udlændinge og burkaforbud, så står AfD stærkest på de områder.